Eller er det omvendt? Kan det være det? I hvert fald, så må jeg efterhånden konkludere, at jeg ikke rigtig stoler på nogen. Sådan rigtig stoler på! Selvom jeg deler meget, er åben. Så er jeg det ikke alligevel. Det er jo bare historier, og jeg passer på mig selv! Måske derfor jeg kan virke så afvisende? Kom mig ikke nær!
Et levn fra min barndom, hvor jeg oftest blev svigtet af de voksne. Der var ikke særlig mange voksne, jeg kunne stole på. Faktisk meget, meget få. Så få, at min ene hånd faktisk har flere fingre end de få. Det er jo ikke mange vel? Som årene er gået, og der kom flere og flere til i rækken af svigt er det som om, at der skal mindre og mindre til, samtidig med at der skal mere og mere til. Det er ganske svært at sætte i det rette perspektiv, men jeg er på vej, og det former sig lige så stille inde i mit hovede. Mønsteret tager form.
Til gengæld er jeg så dejlig kompliceret bygget, at selvom folk svigter - så bliver jeg stædigt ved med at holde fast i dem. Men hvorfor? Fordi det er det, jeg kender til? Fordi jeg har brug for bekræftelsen? Fordi... Den ligger lige på tungen. Fordi den kærlighed, jeg kender til, der hører svigt med. Det hører med, at jeg skal klare mig selv og komme over skuffelsen, når jeg bliver svigtet eller skuffes. Ah mand! Hvor er logikken henne i det?
Det er en hård tid for tiden. Av, der er mange ting, der gør ondt og dræner... Men når først mønsteret er på plads, så kan det ændres. Det skal bare lige på plads først - lidt ligesom at vække sig selv i en drøm. Det synes utopisk, men er faktisk muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar