Freyas fine pude

Det har været en rigtig crappy dag! Jeg er stadig træt! Men ikke bare træt, jeg har virkelig følt mig udkørt i dag! Presset, udkørt og helt og aldeles nedslidt. Henover middag fik jeg pludselig stærke smerter henover brystet - dog i højre side. Smertefulde jag. Det bekymrer mig selvfølgelig en del. Men har nu talt med lægevagten - bare sådan for en sikkerheds skyld.

Men ja, en rigtig øv dag! Så i stedet for at skrive mere om det eller mindes mere - så er her i stedet et billede, jeg lige fandt, af den fine pude Freya syede til mig, da hun gik i børnehave. Det tog hende meget lang tid. Men fin det blev den - sagde den stolte moder!



Billedet har jeg ikke selv taget. Det har Freya. Altid fornøjeligt at se, hvad hun har fundet på at tage billeder af, når hun får lov til at gå rundt med kameraet. Som fx. billeder af Hannah Montana i fjernsynet. For det er nemlig meget vigtigt at tage en masse billeder af. Andre gange har hun virkelig formået at fange nogle virkelig fede vinkler.

Men... Nu vil jeg så hellere kigge på den fine pude min smukke datter har syet til mig, smile lidt og komme i seng, og forhåbentlig glemme alt om den her dumme dag - og vågne med fornyet energi i morgen. Uden smerter i brystet!

Såååå trææææææt!!!

Kæft, hvor er jeg bare træt! Og hvor alting bare kører rundt og føles meget rodet og uoverskueligt lige nu.
Var en tur hos min fantastiske kropsdimmer i dag. Jeg ved ikke, hvad det er hun gør. Men et eller andet gør hun! Hold da op! Jeg er helt kvadret og ultratræt! Samtidigt så føles det som om, at der bliver åbnet op for et eller andet - uden at jeg kan sætte fingeren præcis på, hvad det er.

Farvel sukker - goddag søvn!

I'm done!

Stik i mod alle planerne...

Jeg faldt lige over den her et andet sted på nettet - nærmere betegnet i en mægtig dejlig persons signatur:

"Livet burde ikke være en rejse med det formål at komme til graven i go' form og med lækker krop!
Nej hellere ankomme med chokolade i den ene hånd og et godt glas vin i den anden.."

Ah, den bragte lige smilet frem, så håber at det er ok, jeg tyvstjal den :D

Godhed

Mit hjerte tror på godheden i alle mennesker, min erfaring siger mig noget andet.

Hey Survivor!

Jeg hørte den her sang for første gang i dag. For første gang nogensinde. Den strøg direkte i hjertet på mig!
På en måde, så det er lige før jeg kan mærke tårerne derinde bagved. Alle de der tårer, som har presset på og er blevet ignoreret i så mange, mange år!

Her er den, læn dig tilbage og nyd den.

Slyngveninder!

Åh de tøser - de bliver så store! Se lige min pige og hendes allerbedste veninde, og de er ikke engang fyldt 6 år endnu. Men de er startet i skole begge to. Bare ikke på samme skole.
Men hvordan blev de lige så store?

Jeg ville have mine piger med ud at shoppe her til morgen. Men næ nej! Freya ville ikke foretage sig noget som helst uden sin allerbedste veninde! Men så var det sørme godt, at vi kunne mødes med dem på Fiskedusen.

De har deres egen lille pige-boble, som kun de to eksisterer i. Deres helt egen verden inde i deres helt egen lille boble. At have de to med ude at handle... Det kan være både ganske frustrerende og ovenud fornøjeligt! De er så skønne!



Og efter bedsteveninden var taget hjemad, var der lige tid til at bruge alt for mange penge i H&M. Hvilket faktisk godt kan udvikle sig til en temmelig presset affære, når man som jeg, har to krudtugler med. Men så er det godt, at der findes is! Hvor kan sådan en kopfuld dog skabe ro og fred!

Er dét ok!?

Er det ok, at blive temmelig sammenbidt og indebrændt, når pigernes far nu for anden gang i denne uge aflyser den aftale, han selv har lagt på bordet!?

For det er jeg!!! Jeg er efterhånden så gal, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med al den vrede! At behandle sine børn så respektløst! At nedprioritere dem gang på gang! Det er så usselt og lavt! ØV!!!

Og hvad kan jeg gøre ved det!?

Jeg er blevet såret...

Tænk sig - og så af en glasskål med tomater i!

I kantinen på jobbet ovenikøbet. Kan man så kalde det en arbejdsskade?

Så stod jeg der midt i kantinen med blodet dryppende fra min finger. Ja, det dryppede rent faktisk. Imponerende at et lille snit kan bløde så meget.

Men min finger blev pænt forbundet af kantine-bossen, som jeg ved samme lejlighed fandt ud af er tidligere livredder. Så han var vant til at forbinde børn... Hmm...

Men avs altså! Tænk at et lille snit i en finger kan gøre så ondt - også efter det er blevet forbundet. Ovenikøbet med sådan noget supersmart, blåt, limløst plaster! Så kom ikke her og sig, at jeg ikke er en heldig rad!

Back to business - over and out!

Fortjen min tillid og alt det der?

Eller er det omvendt? Kan det være det? I hvert fald, så må jeg efterhånden konkludere, at jeg ikke rigtig stoler på nogen. Sådan rigtig stoler på! Selvom jeg deler meget, er åben. Så er jeg det ikke alligevel. Det er jo bare historier, og jeg passer på mig selv! Måske derfor jeg kan virke så afvisende? Kom mig ikke nær!

Et levn fra min barndom, hvor jeg oftest blev svigtet af de voksne. Der var ikke særlig mange voksne, jeg kunne stole på. Faktisk meget, meget få. Så få, at min ene hånd faktisk har flere fingre end de få. Det er jo ikke mange vel? Som årene er gået, og der kom flere og flere til i rækken af svigt er det som om, at der skal mindre og mindre til, samtidig med at der skal mere og mere til. Det er ganske svært at sætte i det rette perspektiv, men jeg er på vej, og det former sig lige så stille inde i mit hovede. Mønsteret tager form.

Til gengæld er jeg så dejlig kompliceret bygget, at selvom folk svigter - så bliver jeg stædigt ved med at holde fast i dem. Men hvorfor? Fordi det er det, jeg kender til? Fordi jeg har brug for bekræftelsen? Fordi... Den ligger lige på tungen. Fordi den kærlighed, jeg kender til, der hører svigt med. Det hører med, at jeg skal klare mig selv og komme over skuffelsen, når jeg bliver svigtet eller skuffes. Ah mand! Hvor er logikken henne i det?

Det er en hård tid for tiden. Av, der er mange ting, der gør ondt og dræner... Men når først mønsteret er på plads, så kan det ændres. Det skal bare lige på plads først - lidt ligesom at vække sig selv i en drøm. Det synes utopisk, men er faktisk muligt.

Oh yeah!

"Pain is weakness leaving the body!"

Misundelse?

Ja ja, jeg ved godt. Misundelse er en grim ting!
Men!! Jeg er SÅ misundelig på alle de mødre, der render til fitness, byture, hyggeaftner med veninderne etc. De mødre, der har fædre til deres børn. De børn, der har bedsteforældre, mostre, fastre eller andre, der hjertens gerne vil passe dem. Ja, jeg er virkelig misundelig på de mødre, der har den frihed til at tage sig lidt af sig selv - uden børn.

Hvad jeg har? Ikke friheden i hvert fald! Lige nu, der har jeg vand ud over sofabordet. Som bonus også lige en gang tis på stuegulvet. Så min evindelige søgen og håb om at finde en løsning, så jeg også kan komme afsted uden stress og børn - ja, den må lige vente!

Og nej, det er ikke fordi jeg ikke elsker mine børn over alt på jorden, men bare ind i mellem... Der ville det være rart at have tid - helt alene tid - bare til mig! Tid til Camilla!

En lille historie om tandbørster

Nu er pigerne puttet, alt det kedelige med madapakkesmøreri, fylde opvasker etc. er overstået. Jeg har taget et skønt bad (læs: uden børn, der kommer rendende om det ene og det andet). Sætter mig i sofaen - og så... Lige der foran fjernsynet. Hvad ser jeg?



To små, fine tandbørster! Se, nu er det jo ikke så meget dét, at de ligger der. Næ nej, det er historien om, hvorfor de ligger der, der er det interessante. For det er ikke mig, der har lagt dem der. Det er Freya. For ved nærmere eftertanke, ved jeg godt hvordan de er endt der.

Freya har lagt dem der, fordi jeg bad hende lægge dem på fjernsynet.
Det sjove i den historie er så, at det ikke var dét fjernsyn jeg mente. Altså her i stuen. Nej, jeg mente det på pigernes værelse. For det var der, der blev børstet tænder her til aften.

Men min søde pige er altså i stedet dappet hele vejen her ind i stuen for at lægge dem ved fjernsynet - hvilket jeg så først lige har opdaget nu.

Og se! Det er nok kun mig, der kan se det søde og sjove i den lille historie. Men sålænge jeg kan, så er det også nok for mig.

Vi tager den lige en gang til!

Den her havde jeg helt glemt! Den er bare så dejlig! Dejlig sang og dejlig video! Den gør mig glad - så den tager vi lige en gang til! Inden jeg går i seng! For det gør jeg nemlig nu! Eller lige om lidt, når vi nu lige har tage den en gang til ;o)

Og så er det også slut!

En weekend propfuld af sukkerchok, hygge og mere hygge - og en overnatning på Østerbro.
Afsluttet med en tur i Zoo i dag. Her så vi forresten den her:


Nok den største sommerfugl, jeg nogensinde har set! Vi måtte virkelig spørge os selv, om den var helt ægte og levende? Pigerne havde rørt ved den, sagde de. Vi ved det stadig ikke helt. Men hvis den nu hænger der igen næste gang, vi kommer forbi, så er den sag nok opklaret.

Det var lige et sidespor!
For nu er det altså slut! Slut med alt det sukker! Projekt sukkerafvænning starter i morgen. Sukker er ikke forkælelse eller godt. Slut skal det være!
Ind med det gode nu! På tide at vise os selv - eller mig selv i hvert fald - lidt kærlighed på den front også. I stedet for at proppe mig med alt muligt, som ikke på nogen måde er godt for mig eller min krop. Det jeg kompenserer for i mit på det seneste stigende sukkerforbrug, skal findes eller løses på anden vis.

Måske man kan sige, at det er på tide, jeg udviser min krop lidt respekt?

Sukkerchok!?

Får vi rigeligt af herhjemme for tiden.

I torsdags stod den på bolchekogning. Lånte nogle bolchemåtter i Freyas frit. Store, lækre, tykke bolchemåtter. Og så gik vi ellers i bolchekrig - 3 kg sukker blev tryllet om til lækre bolcher:



Som nu alle næsten er forsvundet. Dvs. foræret væk til højre og venstre. For skulle vi spise alle de bolcher selv, så ville vi få temmelig ondt i maven - og tænderne.

Fredag, Vild med dans dag, fandt vi så på at lave flødeboller selv. Med marcipanbunde og fint lyserødt jordbærskum indeni. Uhm.... De falder tungt og rigtig sødt!

Se, næsten som at være på en fremmed planet - før og efter:



Flødebollerne fandt vi inspiration til herfra: Hjemmelavede flødeboller.
Vi dryppede dog lige lidt rød farve og jordbærsmag i vores.

Bolcherne, der er det nemmeste at købe et bolche-starter-kit. Kan fåes i de store hobby-butikker eller fra adskillige sider på nettet. Her følger ofte det hele med - også opskrifter.

Så idag... Der stod den i stedet på nybagt brød - verdens bedste selvfølgelig. Resten af flødebollerne og en god portion bolcher tager vi med til Østerbro. For i dag der flygter vi lidt hjemmefra.

Jeg - en kujon...

Lige fra hjertet og meget personligt. Men det må ud!!!

Min far!
Det er ikke meget, jeg har set ham i gennem mit liv. Men det gør mig ikke noget, for jeg har aldrig følt mig rigtig godt tilpas i hans selskab - heller ikke som barn.

Jeg orker ikke at tale med ham eller se ham. Jeg tåler ham bare.
Han tog kontakt til mig for en ca. 8 år siden. Han ringede... Og i et splitsekund overvejede jeg, at sige "Nej, jeg kender ikke nogen ved det navn!". Men min samvittighed løb af med mig. Jeg havde ikke set eller hørt noget til ham i 10 år - og havde det helt fint med det.

I dag ignorerer jeg ham bare. Har forsøgt at fortælle ham, at jeg ikke magter ham - på den pæne måde. Men han forstår det ikke. Så nu fortsætter jeg bare med at ignorere ham. Men det generer mig. Det generer mig, at han ringer. Det generer mig rigtig meget, at han har fået opsnappet mit mobilnr. Så meget at jeg nu overvejer at få et nyt nummer.

Hvorfor skal jeg blive ved med at tåle en mand, som jeg i princippet ikke kender eller har lyst til at kende? Bare fordi han er min biologiske far?

Men kan man tillade sig det? Sige det som det er? At jeg virkelig ikke kan magte ham og næsten får det fysisk dårligt ved tanken om, at han skulle være i nærheden af mig? Og ville han i det hele taget forstå det?

Argh!

Her er så mit resultat

Verdens bedste brød! Det lever i hvert fald godt op til sit "navn".
Dejen blev lynhurtigt rørt sammen i en skål morges, plastfolie på og hen i hjørnet.
Efter aftensmaden blev den hældt ud på bordet foldet nogle gange, ned i fad, dækkes til.
2 timer senere blev den hældt over i min forvarmede stegeso (er det ikke sådan, sådan én hedder?) af glas, låg på og ind i ovnen på fuld skrue.

45 min. senere kom det her ud af ovnen:



Et gyldent vidunder af et brød! Smager fantastisk, har den der helt rette konsistens og med en pragtfuld sprød skorpe, som bare knaser, når man tager en bid.

Jeg tror lige, jeg tager et stykke til... Mums!!!

Mens jeg venter...

Dejen står faktisk lige så fint og hygger sig i en skål, så nu er det spændende om ovnen er klar til i aften? Lige nu der venter jeg nemlig. Venter spændt på om min opvasker kommer til at køre 100% igen (uden selvfundne løsninger, som at skrue lidt ned for vandet) - og om min ovn klarer den store udskiftning af vifte-ting (som larmer helt vildt).

Så jeg venter bare....

Verdens bedste brød?

Det må jeg simpelthen prøve: Verdens bedste brød

Kan det mærkes, at jeg er sulten?

Og væk var hun...

Asta blev væk i dag... Vi skulle ud af døren og væk var hun! Nu ved hun jo godt, at hun ikke skal gå ud, så jeg ikke kan se hende - og man må ikke gå ud på vejen uden en voksen. Se, det ved hun! For hun er ikke dum den lille.

Men væk, det var hun nu alligevel. Vi ledte og kaldte. Jeg gik ned mod pladsen med caféen. Der stod hendes cykel - uden Asta. Panikken bredte sig mere og mere jo nærmere, jeg kom den lille cykel, som stod så fint parkeret. Tænk, hvis hun var løbet ud på vejen - eller tænk, hvis hun var gået med nogen? Men nej... Det gør hun ikke. Prøvede at berolige mig selv. For det ved hun godt, at det må hun ikke. Og dum, det er hun ikke.

Caféen! Tanken slog ned i mig. For de har en meget fin lille, sølvfarvet Chesterfield børnesofa. Jeg gik rundt om hjørnet og spejdede ind gennem caféens glasfacader. Hvem sad der lige så fornøjet på den fine sølvfarvede sofa - uden sko på?! "Jamen, mor - jeg er ikke gået ud på vejen!" Var den forklaring, jeg fik, da jeg spurgte hende, hvad i alverden hun lavede derinde.

Uh, hvor kan man blive vred og lettet på én og samme gang.

På den anden side, kan man bebrejde hende? For check den lige, den fine sofa! Sådan én vil vi da egentlig også gerne have!

Søndag...

Ej, ok... Jeg har faktisk ikke rigtig så meget at sige. Føler mig helt tom i hovedet. Tænker, det er træthed? Med to små piger i sengen hele natten, så er der ikke meget plads tilbage. Og søvnen, den får jeg ikke så meget af. Gab!

Vi startede ellers dagen fint med børnemorgentv og pandekager ved sofabordet. Så startede flinteriet... Pigerne flintrer rundt. Så skal der laves "lektier", så skal der laves gaver (for vi skal til fødselsdag senere), så skal der Aquadoodles, nåja og så skal 10 sekunders tegningen da også lige pakkes ind og så skal vi da forresten også lige udenfor (uden tøj selvfølgelig) og så videre i den dur.

Måske et bad hjælper med at skubbe tågerne væk. I hvert fald har min 3-årige lige meddelt, at hun har gjort badekar klar og hældt bobler i! Mor her er faktisk rigeligt imponeret!
Så jeg tror, at jeg hopper med på opfordringen og ser, om et bad ikke hjælper på sagen.

Så gik turen til suttetræet

Hvad kan man foretage sig på sådan en grå, trist regnvejrseftermiddag? Jo, man kan da selvfølgelig tage en tur over til suttetræet, mente Asta helt bestemt! Så det var det, vi gjorde!

Afsted hjem og gennemsøge alt, for at finde ALLE sutterne. Under senge, under dyner og puder, i kurve og skåle (og én blev gemt i al hemmelighed). Vi flettede et fint bånd og fik hængt alle sutterne på. Og afsted til suttetræet.

Der blev testet, afprøvet og checket en sidste gang - før de til sidst blev hængt på en nøje udvalgt gren lige i nærheden af storsøsters sutter, som nu har hængt der i 3 år.




Vi fik taget afsked i støvregnen og der hænger de så nu. Asta og Freyas sutter side om side.
Snuderne blev vendt hjemad til spaghetti med kødsauce og flødeboller til dessert. Menu nøje udvalgt af Asta-musen - nu stor pige, som ikke bruger sutter.

Nu sover hun. Puttebamserne blev krammet lidt ekstra, og det sidste hun sagde, inden hun faldt i søvn var: "Mor, jeg savner mine sutter." med en lille lidt grådkvalt stemme. Åh suk, det gjorde ondt... Men hun gjorde det, og faldt i søvn uden det store ståhej. Min store, store pige.

Kæft altså...

Hvor er det godt, det snart er weekend!
Mit fokus er helt hen i vejret, min sårbarhed helt derude, hvor det næsten ikke er til at overskue - og samtidig har jeg lille Camilla med på bagsædet. Sikkert og godt spændt fast. For hun trænger til omsorg.

Det lyder helt ude i skoven ik'? Men for mig giver det mening - og det er jo hovedsagen. Selvom det hele ind i mellem ser uoverskueligt og kaotisk ud.

Ligesom den her rigtig, rigtig gode sang lige pludselig gav en helt ny mening for mig i går.

I won't say it again....



Den nye mening kan jeg så endnu ikke helt sætte ord på - andet end dem, der findes på indersiden.

Til gengæld er der også en mulig mening i, at jeg har så svært ved at komme i seng - jeg orker ikke dagen i morgen. Jeg nyder den tid, jeg har for mig selv i den stille, tyste og mørke nat. For her jeg vågen og kun mig. Men naturligvis ikke den eneste grund - eller den grund hver aften. Der ligger mange andre grunde og lurer under overfladen.

Ah... Weekend!

Årets legeplads 2010 - og sushi...

Degnestavnens legeplads - også kaldet Niels blandt os lokale - fejrede i dag titlen som "Årets legeplads 2010". Der var gratis kage, kaffe, kakao, slush ice, honning, flag, balloner etc... Dejligt dag og ja, det er en rigtig dejlig legeplads, som fritteren er på hele sommeren. Jeg tog billeder. Selvfølgelig gjorde jeg det - men dem vil jeg nu ikke lufte her. Kun det her:



Jeg kunne ikke finde Asta. Ikke at der er noget nyt i det... Lige pludselig så jeg hendes røde jakke dukke op langt derovre blandt buskene. Musikken bragede ud over legepladsen, og dén fandt Asta tilsyneladende ganske fantastisk. For.. Hun stillede sig op der i mellem buskene og så blev der ellers bare rocket i gennem - hvilket jeg synes billedet så tydeligt viser (selvom det er taget på meget, meget lang afstand). Er hun ikke bare fantastisk!

Det var forståeligt nok, ganske svært at få pigerne med derfra. Men heldigvis så trak det også i dem, fordi den stod på aftensmad på mors arbejde. Uhm.... Sushi i lange, lange baner.




Kæft!!! Det var godt!!! For ikke at snakke om den gode, gode chokolade bagefter! Ikke noget med dårlig chokolade her.

Wiihiii....!!!

Wii Fit Plus! Jeg fik endelig taget mig sammen. Ikke det samme som mit elskede step, som jeg kom til at savne helt sindsygt i dag, men jeg fik da både sved på panden og lidt ondt hist og pist.
Og ja, der er også et par små step programmer, men det er bare slet, slet ikke det samme. Til gengæld er der et, hvor man kan se fjernsyn samtidigt med, at man stepper derudaf - det er lidt smart.

Den kan regne, måle og gøre ved. Altså BMI, vægt, kcal og alt det der.. BMI og vægt er dog ikke noget, jeg føler trang til at lufte... MEN!!! Min Wii-alder er 33! Og det er da bare slet ikke så ringe endda vel? Og den kan kun gøres bedre! Så godt, der kan gøres endnu bedre. Det kan jeg li'!!

Åh, at være en syg høne...

Jeg er bare ikke god til det der med at være syg. Denne gang var (eller er) bestemt heller ikke nemmere end de andre gange. For der var travlhed på arbejdet, og så lider min samvittighed virkelig - meget!

Men i går var faktisk en rigtig god dag, selvom jeg havde det af h til! For med vilje kan man komme langt - nogen gange i hvert fald. Jeg bestemte mig for at noget luft ville jeg bestemt have godt af. Så vi - pigerne og jeg - spadserede op til skolen. Fik afleveret Freya. Spadserede videre op til børnehaven. Fik afleveret Asta. Det holdt hårdt, og jeg synes faktisk også, at der var MEGET langt hjem igen... Men jeg bed tænderne sammen og slog tankerne fra. Nød bare følelsen af den kølige luft omkring min stakkels sygdomsramte krop.

Men hovedsagen er, at det var rigtig hyggeligt at gå den tur med pigerne, og jeg ville ønske at jeg kunne gøre det meget, meget oftere.

Og ja.. jeg er tilbage på pinden igen, selvom jeg stadig er skvattet.

Noget om sårbarhed... og tæsk

Fredag meget tidlig morgen afleverede jeg pigerne, stadig iført nattøj, hos nabo W. De var glade, for det er bare så fedt at blive afleveret af nabo W. Hun hentede dem også, hvilket de bare synes var endnu federe. Så serverede hun hotdogs til aftensmad! Jamen kan det hele så blive bedre!? Mine 2 øjesten var i hvert fald yderst tilfredse med det hele.
Senere kom min skønneste kusine og overtog passeriet. Og ja, de har alle tre hygget OG sovet på sofaen (og kusinen havde gjort det så fint herhjemme, at jeg havde tårer i øjnene af glæde). Så selvom jeg blev både sur og ked af det, da deres far endnu engang var faldet i et af sine vattede huller, så er jeg nu ret godt tilfreds med back-up planen.

Jeg har fundet ud af, at det gør mig sårbar, meget sårbar, når jeg (eller mine piger) bliver brændt af - men faktisk, så gør det mig også rigtig godt gammeldags ked af det. Når det så sker, så gør jeg noget, som faktisk ikke er særlig pænt eller sødt. Jeg tæsker mig selv! Jeg bliver sur på mig selv og skælder ud! Hvor er logikken lige henne i det? Hvis jeg var min egen veninde, så ville jeg forsøge at trøste, lytte eller støtte hende. Så burde jeg ikke gøre det for mig selv også? Hvad er der i vejen med at blive ked af det, når andre folk opfører sig dumt? Når det nu virkelig er noget, jeg bliver ked af? Egentlig ikke noget vel?

Jeg har fået så mange tæsk (af mig selv) i gennem så mange år, at det vist er på tide, at jeg begynder at være sød og god ved mig selv. God og sød!

Kaffebryggeren

Her er den så! I al sin uskarpe pragt med den smagfulde skål til opsamling af diverse restdryp!

Og den kan det hele – næsten i hvert fald! Der er knapper til både Cappucino, Café Melange, Caffe Latte og Espresso Choko. Hvad forskellen så lige præcis er? Godt spørgsmål, som jeg vil lade stå hen i det uvisse. Selvfølgelig kan den også brygge en ganske almindelig kop sort kaffe med eller uden sukker eller pulvermælk - eller begge dele..? Eller en kop varm kakao. Og!!! Så er det gratis!
Og... Når man så møder på arbejde, og har glemt nøglerne til kontoret – inde på kontoret – så er det rigtig rart at kunne sidde i vores lille “the-køkken” med en kop varm “hvadmannufinderpå” fra kaffebryggeren. Alt i mens man venter på at chefen eller én drengene dukker op. Så jeg kan komme ind på kontoret til mine nøgler... (ja, jeg er dælme bare så dygtig!)
I morgen står der så Sverige på menuen (og her behøver jeg så heldigvis ikke nøglerne til kontoret) – og meget sandsynligt bunker af kaffe, kager og møder, møder, møder. Interessant bliver det – og en lang, lang, lang og god dag, som afsluttes med både bådtur og middag.

BTW

Er jeg faktisk slet ikke så gal over, at vi er blevet brændt af, eller andre falder i huller...
Næ du! Det er det, at vi ikke får besked! At jeg ikke får besked! Besked om at aftalen er aflyst, så jeg har mulighed for at finde alternativer - og have tid til det!

Er det så meget forlangt!?

Vi klarer os

Selvom far er en drukmås (for ja, det er han nu engang - og det kan jeg ikke ændre noget ved), der bliver ved med at falde i huller - så klarer vi os alligevel. Pigerne bliver kede (og det er vel egentlig ikke så uforståeligt?), men vi klarer os alligevel.
"Far er sød!" Ja, bevares... Men jeg er GAL, GAL, GAL på ham! Brændt af igen - blev vi. Mest pigerne! Men heldigvis har jeg intet nævnt for dem om aftalen, vi havde. Deres far og jeg altså. Heldigvis!!! Siger jeg lige igen!

For i stedet for at være kede, ser de nu med glæde frem til at blive bragt, hentet og passet af nabo W og kusinen min. Selvom det kan være besværligt og trængt, så klarer vi os.

For jeg er stærk som en okse, og selvom jeg synker ind i mellem, så kommer jeg altid op igen. Det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre. Nu skal jeg bare holde op med at synke...