Sider

tirsdag den 29. november 2011

Tak for kaffe!

Sikken en dag! Er helt færdig... Orker faktisk slet ikke at skrive noget. Selvom jeg selv synes, jeg havde en del på hjerte. Men nej!
Jeg vil lade dynger være dynger og gå i seng. Lægge mig ved siden af mine to piger (som har fået lov til at sove i min seng i nat). Lytte til dem og deres søvn. Det er ren zen at falde i søvn til.

søndag den 27. november 2011

Tårne, lys og juletræ

For et par uger siden åbnede Fælledparkens nyrenoverede legeplads endelig. Tårnlegepladsen. Fantastisk legeplads! Vi var der i dag. I blæst og silende regn. Susede ind og ud af tårne. Løb rundt efter elektroniske fugle. Vi havde det skønt!



Vel hjemme igen. Efter tørt tøj og varm suppe, blev de fineste juledekorationer kreeret (for i går var vi en tur ude og samle grønt og pynt). Med stor koncentration og lidt rekonstruktioner undervejs. Ren hygge.



Senere med bus ind til Rådhuspladsen. For i dag blev det store juletræ tændt af selveste julemanden. Det stormede godt. Julemanden var sej og heldigvis ligeglad med blæsten. Han kravlede til tops på den store stige - og BUUUM!!!!!



Så blev det træ tændt!!!
Vi tog turen ned af Strøget og gennem Jorcks passage hjem. Med metro og tog. En skøn, skøn dag! Og jeg er træt! Men træt på den rigtig gode måde.

Glædelig 1. advent.

torsdag den 24. november 2011

Tid, tid og mere tid

I dag skal jeg lige huske at minde mig selv om...
- at jeg har al den tid i verden, jeg kunne tænke mig.

tirsdag den 22. november 2011

Aarh men altså... !

Efter en nat med en storhostende Freya og derfor næsten ingen søvn. Efter en morgen, hvor jeg klemte Astas fod i bildøren. Efter en aflevering med meget pivet Asta (som oveni bare ikke vil i børnehave for tiden). Efter et farvelkram, hvor jeg brillerede med at få rykket en ordentlig tot hår af stakkels Asta med min frakke. Efter en crazy og tralv arbejdsdag, hvor hele kroppen har skreget på søvn og hvile.

Efter afhentning af trætte børn og samtale med børnehave om ham terroristen, som Asta bestemt ikke er glad for. Efter støvsugning, madlavning og håndtering af de trætte børn. Ja, efter alt det, så napper vi da også bare lige en gang børneorm!! Som om det var noget... tsk! Vi byder dem velkommen og stikker dem en pille - i morgen!

For nu! Nu går jeg i seng!

søndag den 20. november 2011

En uge til advent

I dag gjorde julen sit lille, stille indtog i vores lille hjem. En enkel adventskrans, hvide lys og lilla sløjfer. Som nu blot hænger og venter på at det bliver første advent.

lørdag den 19. november 2011

Godnat så..

Nåmen... I stedet for at hænge ud her og glo på den hvide skærm, som bare ikke vil blive fyldt af hverken ord eller billeder, fordi jeg er så pokkers hamrende træt af både det ene og det andet og det tredje - og sikkert også noget fjerde... Ja, så burde jeg nok bare gå i seng! Så... Godnat nu, drøm smukt og alt det der.

søndag den 13. november 2011

Freyas fest

Den underskudsramte mor takker af for i dag. Freya fik en fin fest. Selvom jeg i formiddags tvivlede meget stærkt på, at det ville lykkes. Men omgivet af sine bedste venner og veninder og yndlingsvoksne. Med lyserød lagkage, boller med chokolade og fine, fine gaver. Så kan det faktisk ikke gå helt galt. I hvert fald gik hun træt og glad i seng.

Om lidt ligger jeg også i min seng - og i morgen bliver min lille pige 7 år!

lørdag den 12. november 2011

Man tager lidt ståltråd...

...og noget bånd, noget garn, lidt perler og lidt fjer - og vupti har man en drømmefanger!



Freya har længe ønsket sig en drømmefanger, fordi hun lider meget af mareridt. Vi er bare aldrig kommet forbi et sted, hvor de sælger sådan nogen. Men så tænkte jeg, at sådan én kan vel for pokker ikke være så svær at flikke sammen. Så det gjorde vi. I går aftes. En lyserød til Freya og en blomstret/lilla til Asta.

fredag den 11. november 2011

Syg med ynk på

Håndklædet er kastet i ringen, og jeg ligger på sofaen. Som en slatten klud. Sunket helt sammen. Øv!
På søndag skal vi holde Freyas fødselsdag med masser af gæster, lyserød lagkage, hjemmebagte boller, varm kakao og hvad der nu hører sig til.

I dag har jeg besluttet at det er ok at ynke! Ynk, ynk, ynk!!! For helt ærligt, er det ikke det? Helt i orden at have lidt ondt af sig selv en gang i mellem? Specielt, når man er syg, alene med to børn og en fødselsdagsfest lige om hjørnet?

Det synes jeg....

Og hvad laver solen fremme på sådan en dag? Giv mig store skyer og regnvejr tak!

fredag den 4. november 2011

Forresten, så lovede jeg jo...

...at vende tilbage, når jeg modtog min neglelak (faktisk, var der flere...). Og så glemte jeg det! Well, men bedre sent end aldrig. Så her er den, og sådan ser den ud efter to lag. Det skal dog lige siges, at jeg på ingen måde er ekspert i neglelak-påsmøring. Til gengæld gør den sig endnu bedre med en anden lak nedenunder.