Hver dag eller hverdag?

Hver dag siger mine piger et eller andet virkelig sjovt. "Dét må jeg huske at skrive ned!", tænker jeg hver gang... Og glemmer det.
Hverdag er det i dag. I dag nåede vi en del af det, som jeg havde glemt, vi skulle. Jeg mener virkelig glemt. Svedt helt ud, helt og aldeles!? Og i går nedbrændte KB Hallen. Jeg husker HipHop'89! Ja, det husker jeg!
Her til aften ville jeg havde løbet parken rundt for min sag. Endte med at sidde i sofaen og spise pebernødder i stedet! Ja, pebernødder!?! Aldi har åbnet dørene for julen. Go figure?? Til gengæld hyggede Asta og jeg på terrassen. Asta puttede hos mig med tæpper, mens solen gik ned og naboen spillede klaver.
I morgen er det også hverdag. Den allerbedste af alle hverdagene. Heldigvis!

33 vindmøller

Asta er startet til ridning! Den lille dame har simpelthen været bidt af en gal hest det sidste halve år. For lidt over en måned siden gav jeg efter. Så nu går Asta til ridning - og hun ELSKER det! Så i dag var vi til ridning.

Bagefter tog vi i Dyrehaven og gik en lang, lang, lang tur i det dejlige vejr. Så og hørte mange, mange brunstige kronhjorte. Klatrede på viltre, væltede træstammer og løb og ned af bakkerne i den smukke skov. Jeg elsker træer!
På vejen hjem sludrer Freya og Asta på bagsædet. Vi kører forbi en masse vindmøller og Freya tæller. Og tæller og tæller...

Freya: Der er 33 vindmøller!!! Ved du lige, hvor mange det er?
Asta: 50!

Så må jeg bare elske dem endnu mere <3

Hvilken dag - med solsikke på

I dag har vi spist vafler til morgenmad. Vi har gået, løbet, gået lidt mere og løbet lidt mere. Vi har købt vaskepulver og slappet af. Hørt højt musik og danset kung-fu dans. Klippet og klistret, ryddet op og støvsuget og været i bad. Vi har gnavet i majskolber til aftensmaden, set Mulan i tv og læst godnathistorie. Madpakkerne er smurt.... og alligevel, så synes jeg ikke rigtig, vi har lavet noget i dag...? Og så er vores solsikker endelig begyndt at blomstre.

Bare én uge..

Tænk hvis jeg bare kunne rive en uge ud af kalenderen. Rejse afsted bare mig og mig selv. Sidde på en strand med fødderne i sandet, se ud over vandet og bare være mig. Helt uden børn. En hel uge, hvor jeg kan få lov til at savne mine børn. Virkelig savne dem. En hel uge. Helt alene.

Træt!

Ok, her sker ikke meget. Indrømmet! Men jeg er træt! Træt, træt, træt, træt, træt, træt! Bare træt! Jeg slæber mig i gennem dagen. På arbejdet bliver jeg alt for tit overvældet er en trang til bare lige at hvile mit hovede på tastaturet. Bare et lille øjeblik. Bare et lillebitte øjeblik. For jeg er træt! Helt usigeligt, usandsynligt træt.

Sådan har det været i nok en måned nu. Kun for at blive værre. Træt og svimmel på den tømmermændsagtige måde. Så i dag tog jeg en sygedag og ringede til lægen. "Trænger du til ferie?", spurgte han, mens han stak den pokkers nål i min højre arm (jeg kan bare ikke lide de der nåle!). "Føler du dig stresset?", spurgte han mens han plantede et stykke vat henover bloddråben på min højre arm. "Hvordan med pigernes far?", spurgte han til sidst...

Tjah... Tjoh... Jeg er bare træt! Var mit svar til det. Eller det meste i hvert fald. Han virkede lidt bekymret. For at jeg måske kunne være stresset. Men sådan føler jeg det ikke. Jeg føler mig bare træt. Og pigernes far.. Ja, bare tanken gør mig også træt.

Så nu sidder jeg her med et ømt, blåt mærke på min højre arm. Stadig lige træt. Svarene må jeg vente med til på torsdag.

Gab og godnat!

Uinspireret...

...eller bare kreativ kedsomhed?

Det er lige dér... Lige dér på den anden side.

Kender du det? Jeg står der på kanten og skal bare lige over på den anden side af kløften? Jeg kan se målet og ved, hvad det er. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan jeg kommer derover på den anden side?

Faktisk viser det sig, at den eneste måde at komme over på, er at springe. Bare springe det bedste, jeg har lært og så håbe på, at jeg lander sikkert med begge fødder. Bortset fra, at det bare slet ikke er sikkert. For det føles ikke sikkert.

Så i stedet for at springe, så klynger jeg mig fast til det sikre og kendte. Får faktisk overbevist mig selv om, at jeg slet ikke orker at springe. Faktisk kan jeg lige pludselig slet ikke huske, hvordan jeg springer?

Så sidder jeg bare der i min boble. Lader livet passere lige forbi min trygge, sikre boble. For det er sådan jeg formår at holde sammen på mig selv og være der for mine piger. Eller det tror jeg i hvert fald....

Inspirationen kommer forhåbentlig snart tilbage igen.