Sider

onsdag den 30. juni 2010

Inden jeg smutter...

... er her en sang. Mormors sang. Mon de vil spille den i kirken?

tirsdag den 29. juni 2010

Farvel mormor

I dag kl. 13:50 tog mormor på sin sidste rejse. Jeg håber, den bliver lige så fantastisk, som hun var....



- billede af vores alle sammens dejlige mormor med en lille Marie fra julen 2001.

Kilde til stadig undren

Jeg har ofte undret mig over det, og gør det stadig?
Hvorfor er det, at folk skriver deres adresse på engelsk, når de bestiller noget - som jeg formoder, at de regner med bliver sendt fra udlandet?

Uanset hvor i verden det bliver afsendt fra, så er det jo stadig et dansk postbud eller en dansk fragtmand, der skal levere varen til den danske adresse her i Danmark?

Eksempelvis 2800 Copenhagen? Hvor hører det lige hjemme? Eller 1st floor?
Ja ja... Sær ting at undre sig over. Jeg ved det godt... Men jeg støder på dem ganske ofte i mit daglige arbejde.

Undrer mig bare... ;o)

mandag den 28. juni 2010

Skolestart

Endelig fik vi brevet fra skolen, om hvornår og hvilken klasse. Freya starter nemlig skole efter sommerferien.
Hun skal starte på skolen med det værste ry i NV- for næsten ikke at sige Kbh. Så jeg har haft meget store betænkeligheder. Men der bliver gjort meget for at vende det. Så beslutningen blev at give det en chance.

Ved indskrivning kunne man ovenikøbet ønske bestemte lærere - og ved klassesammensætningen bliver der i hvert fald taget højde for, hvilket fritidshjem børnene kommer fra. Det var hvad vi fik fortalt.
Men... Hvad vi ikke vidste var, at der fra børnehavens side indgives anbefalinger til hvilken børn, der kommer i klasse sammen - og evt. også hvilke børn, der ikke bør.

Freya er så blevet anbefalet at komme i klasse med sin gode ven Kaz. Hvilket jeg er rigtig, rigtig glad for. Ikke fordi de leger så meget sammen i fritteren, men fordi de føler sig meget trygge ved hinanden.

Ved indskrivning - før vi vidste alt det med anbefalinger. Da vi stadig troede, at de så på hvilke fritidshjem børnene kom fra. Ja, der havde vi så ønsket et bestemt lærerpar. For det var dem vi mødte til besøget i børnehaveklassen og de virkede rigtig søde og fortalte en masse ting, som gjorde mig lidt tryggere ved Freyas skolestart.

Men for et par uger siden, kom børnehavelederen og spurgte os, hvad vi prioriterede højest. At Freya og Kaz kom i klasse sammen - eller lærerønsket. Vi sagde helt klart Freya og Kaz i klasse sammen! (for det er også det Freya allerhelst vil - iflg. hendes eget udsagn efter lang overvejelse).

Og hvad sker der så? Jo, de sætter dem da i hver deres klasse!?!?!
Hvorfor i alverden så spørge os? Mødte så vores fantastiske børnehaveleder i morges (som lige var forbi selvom hun har ferie), og fortalte hende det. Det kunne hun ikke forstå - det måtte simpelthen være en fejl? For hun havde udtrykkeligt og personligt bedt skolen om at sætte de to i klasse sammen.

Hun ringede så for et par timer siden og fortalte, at nu havde hun været ovre på skolen, og Freya nu er kommet i klasse med Kaz... Og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Specielt at vores børnehaveleder har brugt tid på det i sin ferie :o) Jeg er bare rigtig ked af, at det hele skal starte med sådan nogen fejl....

Nå, men det var så en lang smøre, om noget som bare virkelig ramte mig - og selvfølgelig er der mange flere aspekter i det, end hvad jeg umiddelbart lige remser op her.

Men helt ærligt... Hvor er logikken henne i det hele?
Og måske er jeg også bare lidt nærtagende og sårbar for tiden?


Men udover det... Så har Freya og jeg bestilt skoletaske og penalhus. Det var meget svært at vælge, men Hello Kitty, du har gjort det igen! Som bonus kommer penalhuset med helt gratis.. Jo jo ;o)


- Billederne er sakset fra taskeeksperten.dk

søndag den 27. juni 2010

Tanker og finurligheder fra terrassen

Den her uge er der bare sket alt for meget til, at jeg helt kan overskue det...
Men så er det jo godt, at jeg har smukke frk. Piña og vores terrassedrinks (som vi så godt nok aldrig fik drukket):




Men det var i går. Lige nu, der sidder jeg bare her på terrassen med fødderne oppe og nyder min kaffe og roen. Tænk engang, at jeg bor lige midt inde i den store by!? Er så lykkelig for at bo her i vores lille oase. Langt væk kan lyden af biler da anes, men lige nu... Der kan jeg kun høre fuglene og et par hunde (som nu er stoppet igen) - og pigernes latter.

For midt på græsplænen er der sat et stort telt op (mon de skal på festival?). Pigerne griner og leger derhenne - inde i teltet. Men det varer nok ikke så længe. Jeg tænker, at det skal pilles ned igen om lidt.

Hmm.. Og hvor i alverden har Asta mon smidt sin trøje? De evige spørgsmål. Asta, hvor er din jakke? Asta, hvor har du smidt dine sko? Asta, hvor er DU? Mit lille glade barn, der nu løber rundt i kun shorts og undertrøje.

Og nu skal vi lige have handlet - Asta og jeg, for Freya gider heldigvis ikke. For der er ikke legetøj i udsigte... Når Asta altså engang har fundet sine sandaler oppe på legepladsen.

Argh! Mens man så sidder her og venter, så kommer en nabo lige forbi med en advarsel om dræbersnegle. Advarslen inkl. også fremvisning af et styk baby-dræbersnegl og råd om kogt vand og hvad ved jeg. Øv! Håber ikke de kravler ind til os.

fredag den 25. juni 2010

En historie om en meget vigtig beslutning

Jeg tog en meget vigtig beslutning som 3-årig! Min mor forlod mig ofte om natten, når hun skulle i byen med vennerne - allerede fra jeg var ganske lille. Hun ventede til jeg var faldet i søvn, før hun gik. Nogengange lå jeg og holdt rundt om hende og holdt så fast, jeg kunne. For jeg tænkte, at så ville jeg vågne, hvis hun rejste sig... Men når jeg så vågnede, var hun væk. Som regel blev jeg lidt bange, selvom der var lys tændt. Og som regel lagde jeg mig så til at sove igen - sådan efter hvad jeg husker? Jeg var jo ikke så gammel.

Men en nat hørte jeg nogen råbe: "Hjælp! Tyven kommer!". I min lille 3-årige verden, der var tyve meget, meget farlige. Men jeg tænkte... Det er bare fjernsynet. Min mor ser en farlig film i fjernsynet. Så jeg gik ind i stuen. Men stuen var tom og fjernsynet... Det var bare en sort skærm! Et meget slukket fjernsyn med en meget sort skærm og ingen mor! Jeg var bare mig. Lille og meget, meget bange helt alene hjemme. Og der skete det så! Lige der i en alder af 3 år gammel, tog jeg en meget vigtig beslutning: Jeg må klare det selv! Så det gjorde jeg...

Heldigvis - kan man sige - fik jeg hjælp af nogle voksne, der boede i samme opgang som os. Jeg kan ikke huske, at jeg gik ud i opgangen, men jeg kan huske, at jeg gik op og ned af trapperne for at finde hjælp, men jeg turde ikke rigtigt at banke på nogen steder. Jeg kan huske, at jeg tilsidst sad udenfor vores dør - helt deroppe på toppen - og græd og ønskede, at min mor kom hjem, eller at der var nogen, der ville finde mig. Jeg sad derude og græd og var meget, meget bange. Men der blev holdt fest længere nede - og der var nogen, der hørte mig og fandt mig. Heldigvis kendte hun mig og vidste, at min mormor boede i samme bygning, man skulle bare ud på gaden og ind i gennem gården. Det gjorde de så - de fulgte mig hele vejen ned til mormor. Trygge, gode mormor! Her var alt godt og trygt!

Siden da løb jeg altid ned til mormor, når min mor gik fra mig om natten. Men jeg turde ikke gå i gennem den mørke gård. Så jeg stod altid ude i porten og kaldte på hende, så hun kunne tænde lys i opgangen. Så spænede jeg alt hvad min små ben kunne holde i gennem gården og op til trygheden hos mormor.

Hvis man sådan tænker efter, så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg har det svært med natten og søvnen?

Øv, øv og øv og mere øv!

Er det tilladt at råbe RØV?!

torsdag den 24. juni 2010

IS!!!

Det duer når chefen render i DøgnNettoen og køber is til hele flokken!

Crazy crazy

Se lige, hvad der er lige uden for mit vindue! Jeg elsker træer. Specielt når solen skinner. Så kan jeg bare sidde der og betragte solstrålernes leg ned gennem grene, kviste og blade - fantastisk!



Så ind i mellem kan det være lidt svært at koncentrere sig - til gengæld er det også helt fint lige at nappe en power-out-of-focus ind i mellem, når hjernen er ved at brænde sammen.

Det hele er lidt crazy for tiden... Alt for meget sker, synes jeg. Alt for mange ting ramler sammen oven i hinanden. Hvordan kan det være, at det ofte er sådan?
Så det er bestemt ikke fordi, jeg er tanketom for tiden. Næ nej, nok nærmere det modsatte. Til gengæld får jeg også afløb for en masse indebrændt vrede - og svar på en masse ubesvarede spørgsmål. Det er jo ikke helt skidt vel? For ubesvarede spørgsmål har jeg bare meget, meget svært ved at lægge på hylden eller i en af skufferne. De bliver ved med at rumstere rundt og banke på! Hvad bilder de sig egentlig ind?

Men har fået bestilt tid til kropsterapi! Det er ret stort faktisk! Er stadig ikke helt sikker på, hvad det er, men det finder jeg så ud af i næste uge - og selvom det skræmmer mig lidt, så synes jeg jo også, at det er sindsygt spændende!

Og! Nu er printeren færdig - så back to business :o)

onsdag den 23. juni 2010

Mormor igen

Her havde jeg håbet på, at skulle skrive alt muligt godt for i dag. I stedet er der bare sætninger, som... Udskrives i dag, ubehandlet brystkræft i gennem 9 år, nægtet behandling, bredt sig til hele skelettet....

Øv, hvor er jeg bare ked lige nu.

tirsdag den 22. juni 2010

Tillykke med huen!

I dag blev min smukke kusine student!



Så det blev fejret i det gode vejr. Champagne, chips, sol, unger på trampolin og dejlig mad.
Og mand!!! Jeg er træt nu....

Terrassen nåede vi ikke...

... men så kan man jo altid lige starte dagen med lidt Tom :o)



"Mor, hvad betyder Sexbomb?" Hmmm.....? Jeg glemmer til tider, at den lille dame spørger meget ;o)

Så vi napper da bare lige en anden!

Alt for sent igen!

Har været på vej i seng i mange timer nu - faktisk siden kl. halv ni. Men der er for mange ting og tanker, der rumsterer rundt... Og jeg har ikke engang fået smurt madpakkerne!!! Hvilket ellers er min absolutte favoritting at gøre - så faktisk ganske tankevækkende, at jeg ikke har fået gjort det endnu? Oh yeah, og hvem troede så lige på det?

Til gengæld så er det bare tæskelækkert med det lækre vejr. Vi nød at spise dejlig aftensmad på terrassen.
Så nu må planen være at komme i seng, stå tidligt op og måske gå helt over gevind og få nydt morgenmad på terrassen - inden vi render afsted ud i det travle liv? Fuglefløjt og morgensol! Det er nemlig lige til at blive glad over!

God plan - og smut så i seng med mig!!!

søndag den 20. juni 2010

Og så blev det søndag...

Ok, og så blev jeg gift med en alkoholiker, fik to børn og tog 30 kg på... Hvad skete der lige der???
Selvom jeg blev separeret til sidst og elsker mine børn overalt på jorden, så forstår jeg da at sabotere mig selv og mit liv godt og grundigt hva'?

Mon ikke det er ved at være tid til forandring?
Både for mig selv og for mine smukke pigers skyld.

Nøddemarengs og hindbærskum

Takker alle for en rigtig dejlig fødselsdagsfest i går :o)



Og som lovet er her opskriften på den superlækre lagkagestang:

Nøddemarengs:
* 200 g nøddekerner
* 1/2 tsk bagepulver
* 4 æggehvider
* 2 1/2 dl sukker

Nødder ristes i bradepande i ovnen på 175 grader et par min. Ryst bradepanden et par gange undervejs. Kan også tørsteges på en stegepande. Ryst panden hele tiden.
Nødder rulles i et viskestykke eller køkkenrulle, så skallerne løsnes.
Hakkes derefter groft og blandes med bagepulveret.

Læg bagepapir i en bradepande - ca. 20x30 cm.

Æggehvider piskes til hårdt skum (og her kan en elpisker klart anbefales). Tilsæt herefter sukkeret lidt efter lidt og fortsæt med at piske til dejen er blank og hvid.
Vend de hakkede nødder i massen og bred den ud i bradepanden, men ikke helt ud til kanten. Lad ca. 1 cm stå.

Bag midt i ovnen ca 40 min. v. 150 grader til marengsen har fået lidt farve. Lad den køle af i formen. Løsnes fra bagepapiret og deles i to. Vent med at lægge bundene sammen til lige før serveringen.

Kan fx. fyldes med hindbærskum, som jeg har forsøgt at få ned her, da den blev bikset sammen sådan lidt efter behov:

Hindbærskum:
* 4 dl piskefløde
* 1-2 tsk vanillesukker
* 50-100 g sukker (alt efter hvor sødt man vil have det)
* 200-250 g frosne, optøede hindbær
* 1 tsk citronsaft
* 3-4 blade husblas (alt efter hvor meget den skal stivne)

Kom husblasen i koldt vand. Pisk fløde og vanille til fin fast flødeskum.
Mos hindbærren med en gaffel og bland med sukker.
Tag husblas op af vandet og knug den kort. Smeltes i citronsaften (her bruger jeg mikroen - men det kan også gøres over vandbad).
Rør den smeltede husblas i hindbærmosen.

Herefter vendes flødeskummet i hindbærmosen over et par gange. Fordel på marengsbunden med det samme.

Og når den anden del af nøddemarengsen er lagt på, så kan man pynte helt, som man har lyst til.
Jeg smurte et lille lag flødeskum på toppen og pyntede med blåbær og hindbær.

fredag den 18. juni 2010

Hip hurra!

Så blev jeg lige et år ældre - og så ser man åbenbart således ud. Hmmm... ;)



Dagen startede ikke helt fint. En febersyg Asta og en sur og tvær Freya får bestemt ikke tingene til at glide. Så DVD'er, tuscher, tæppe, hovedpude, puttebamse og sutter blev pakket ned. Til gengæld så glemte vi madkassen, hvilket jeg selvfølgelig først kom i tanker om, da vi var ankommet til børnehaven - åh typisk! Men vi klarede den med en sandwich fra bageren, hvor jeg alligevel var inde for at købe morgenbrød. Tilbage til børnehaven med sandwich og afsted til jobbet - med Asta.

Så når man har haft sådan en hektisk, ikke særlig fed morgen... Er der så noget som at komme på arbejde og blive mødt af tillykker og en fin, lyserød buket blomster? Og 5 min. efter trådte endnu en fin, orange buket blomster ind ad døren.






Ah!! Elsker bare at komme på arbejde på min fødselsdag - drengene er altid så søde ved mig (og drengene inkl. selvfølgelig også chefen). Blomster, morgenmad og hygge - det kan i hvert fald bringe smil og glæde frem hos mig.

Og Asta? Hun spiste lidt af sin rosinbolle og dejsede omkuld.
Men det er nu heller ikke helt skidt at være med mor på arbejde - selvom man har feber og er lidt pylret.



Vel hjemme fik jeg sang, flag, chokoladeskildpadder og rød Asti af naboen. Så kan dagen da bare ikke blive bedre? :o)

Pigerne er puttet og tunmousse, nøddemarengs og hindbærskum kalder! For i morgen holder vi fest! Jep, det er nemlig lige det vi gør - og jeg glæææder mig!!! :o)

torsdag den 17. juni 2010

Nye sandaler i det dugvåde græs

I morges strøg pigerne i tøjet uden problemer. Med sommerkjoler og nye sandaler skal der nemlig ikke den store overtalelse til. Morgenmad hjemme er meget stort, men jeg havde taget dagen fri i dag, da jeg havde en del ting, der skulle tages af, ordnes eller overholdes. Så det blev til både afprøvning af sandaler i det stadig dugvåde græs, en tur i gyngen og hyggelig nabosludren - inden vi drog afsted mod børnehave og frit. Sådan en morgen vil vi gerne have flere af.



Det var vores maddag i dag, så vi tændte grillen. Spiste og hyggede på naboens terrasse. Og er der noget som ketchup til den grillede pølse?



Og nu kom Freya trissende "Mor, jeg vil gerne sove hos dig"... Ah, så skidt :o)

Mormor...

Mormor er blevet indlagt i dag - eller rettere i går. De mener, det er en hjerneblødning. Som sædvanligt skubber jeg det bare fra mig og gør det til en "historie". Men i bund og grund gør det mig rigtig ked af det. Mormor var min redning. Mormor er grunden til, at jeg er så "velfungerende", mit faste holdepunkt og hende, jeg altid kunne stole på hele min barndom i gennem. Det på trods af, at hun lider af skizofreni....

Så jeg "frygter" at fra nu, der går det ned af bakke. Sidst jeg besøgte hende, fik jeg samme følelse, som jeg fik hos morfar... Han døde ikke lang tid efter.....

Jeg må finde ud af, hvad "dommen" er, når jeg har fået sovet.

onsdag den 16. juni 2010

Og så sidder jeg her...

... lige midt i solen sammen med min skønne kusine. Kusinen med næsen i en bog og et stykke brød med leverpostej i hånden. Trådløs på terrassen med fødderne oppe. Nyder lyden af ungerne, der leger - på afstand altså. Ikke noget skrig og hvin her. Det er faktisk ligefør, man skulle tage et glas hvidvin?

Jep! Det gør vi! Er vi lige blevet enige om. Kusinen nikker og siger "MmmmMmmm". Så øjeblik.......


Ok, det var vi lidt længe om. For der skulle jo lige tages billeder og rodes med Bluetooth, som godt vil parres men ikke forbinde? Mnjah?
Men hygger - det gør vi!!!

Må jeg have lov at sige - indlægget er fuldstændig meningsløst :o)


Og billedet.... Ja, det er taget med HTC'en, da kameraet lige præcis er løbet tør for strøm.

Hmmm....

Er vist bare alt, jeg har at sige denne skønne, skønne solskinsmorgen.



Out of order? Asta ville partout ikke have strømper på, og jeg spilder konsekvent kaffen...

Tror bare, at vi lader den stå et øjeblik ;o)

tirsdag den 15. juni 2010

Jeg ved noget godt...

Hvor livet blev let at leve
Hvis alle vi traf på vor vej
Smiled imod os og hilste
Jeg ved noget godt om dig

Og be'r den svage hjælpe sig
Så gå og svar aldrig nej
Der noget godt i os alle
Jeg tror på det bedste i dig

Glem aldrig det gyldne løsen
I hverdagens hurlumhej
Du ved noget godt om andre
Vi ved noget godt om dig

- Fantastisk toiletpoesi fra Astas børnehave :o)

mandag den 14. juni 2010

Så kom den!!!

Tænk engang, at jeg helt kan glemme postkassen en hel weekend - og i dag med! Tænk engang, at det skal være min veninde, der her til aften siger: "Forresten, så har jeg fået tilmeldingerne til Livø med klistermærker og det hele". Tænk engang, at det først er dér, jeg kommer i tanker om postkassen og styrter ud og checker den. Wohoo!!! Tilmelding og deltagerliste til Livø!!!

- VI GLÆÆÆÆÆÆDER OS BARE SÅ FANTASTISK MEGET!

Ja, tænk engang :o)

Positiv!!! :o)



Dette burde være mit faste morgenritual :o)

Sputnik på kontoret

Er det ikke herligt? :o)
Her sidder jeg og arbejder (og ehmm... blogger) mens drengene dyrker VM via Sputnik?
Så jeg har både kommentatorlyd og tilråb til arbejdet - hep hep!!
Her sidder/står de så, drengene, midt i vores flytterod. Ja, helt på plads er vi ikke kommet endnu...


Og som en lille finurlig detalje, så går de lige i gang med status-telefonmøde (godt det er efter selvmålet hva'?).

Men vi har for meget lys her i de nye kontorer. Det var ikke så godt med projektoren på den hvide væg mente chefen. Jeg synes det var en ganske passende anledning til at få sat de to persienner op herinde, men sådan skulle det ikke være - i dag i hvert fald.

Tjah, alt der mangler er vel blot et par kølige af dem, der gør livet lidt grønnere?

søndag den 13. juni 2010

Sommerfest i Emaljehaven

En dejlig dag i blæsevejret. Billeder siger mere end ord, siges der...
Så her er en god gang billedespam :o)

















lørdag den 12. juni 2010

Hvad bragte dagen så...

Må jeg lige have med - selvom mine tanker tog på spontane vandreture, for nu var jeg sådan set i gang med forberedelserne, såsom at uploade billeder.

Det tog kun tre timer at få flokken ud af døren. Flokken ja? Bestående af de to små damer med alt for meget krudt bagi.
Vi nappede Fisketorvet, fik købt sandaler og rundet Føtex - og drog hjemad med kun 2 advarsler til Asta. Dog var der ingen druesukker at finde - nogensteder overhovedet !?!?
Vi var i 8 forskellige supermarkeder!!! Så altså ingen bolcher i dag heller - måske i morgen, selvom jeg tvivler... For i morgen er der sommerfest! :o)

Pigerne havde bestilt risengrød, men det blev der heller ikke noget af, for vi rundede lige naboens med en buket roser - bare fordi, de er så søde :o)



Og blev inviteret på det dejlige hjemmebagte brød, som nabokonen gør så godt, småkager, jordbær, kaffe til moaren og leg til ungerne. Så efter alle de lækkerier var der ikke meget plads til aftensmaden.



Bolcher og risengrød blev der altså ikke noget af - og det gør heldigvis ingen verdens ting, for vi har hygget i dag. Asta var møghamrende træt tilsidst, og røg på hovedet i seng før os andre.
Og så aftalte vi, Asta og jeg, at i morgen er en ny, dejlig dag.

For i morgen er der sommerfest med hoppeborg, ballonklovn, boder og alt muligt andet godt. Så regnen kan lige dy sig!

PS. Vi fik faktisk fat i lidt druesukker til sidst - det kom bogstavelig talt dumpende ned fra himlen og landede pladask på naboens terrasse. Hurra for ex-nabonabo'ernes velassorterede køkken! :o)

Owner of a lonely heart....

Better than a broken heart?

Nu sad jeg så her med min fine intention om, at få skrevet hvad dagen så rent faktisk bragte, men... Tanker kan som sagt ikke lægges i lænker, og mine tanker vandrede lige pludselig en helt anden vej - tilbage til et bekendtskab, som jeg stadig helst ville have været foruden (men det kommer jeg udover en dag), da det bragte alt for meget sorg og vrede med sig i et omfang og på en måde, som jeg aldrig nogensinde har oplevet lignende... Historien? Den kommer en anden god gang, for den er jeg ikke helt klar til at sende ud. Men altså i den forbindelse poppede den her sang lige pludselig op i mine tanker - og det er måske meget sigende?



Så den tager vi lige en gang eller fem ;o)

Hvad bringer dagen?

Vi er kommet ud af dynerne for flere timer siden. Morgenmaden er forlængst forsvundet ned i maverne og én har været i bad, to har fået tøj på - vi mangler kun Asta, som tilsyneladende mener, at det er langt vigtigere at slange sig på sofaen på puder og under tæpper. Men jeg kunne selvfølgelig også bare rejse mig og findet tøjet til hende i stedet for at vente på, at hun selv finder det spændende (for så er det slet ikke sikker, at det kommer til at ske i dag - ah dog, måske når hun skal i seng).

Men nu sidder jeg her og Freya ved siden af mig. Fred og ro er der faktisk, og det er dejligt. 
"Mor, hvorfor er Camilla så klog?" Spørger Freya mens hun lægger puslespil på HTC'en. I lige det her tilfælde er det ikke mig, hun taler om... Ikke fordi Freya ikke synes hendes mor er klog. Det er allerbedste veninde Camilla, hun taler om. Dejligt spørgsmål, som jeg vælger at snige mig udenom ved i stedet at spørge ind til, hvorfor Freya synes Camilla er klog. "Jo men altså mor, Camilla siger bare en masse rigtige ting - altså". Som hvad, spørger mor her? "Camilla siger, at alt det grønne og frugt er sundt! - og er det ikke også rigtigt mor?" Jo jo... De er ikke så nemme at narre de små :o)

Asta har nu fået rejst sig med intentioner om at finde tøj, for dét kan hun i hvert fald godt selv... Men inden hun nåede så langt, så var der andre ting, der fangede opmærksomheden. Så efter en tur omkring klip-klapperne og toilettet, så er Asta nu tilbage i sofaen - dog uden natbukserne - og klip-klapperne efterladt på sofabordet og potten på stuegulvet. Det er ikke altid nemt at være 3 år, der er så meget man skal huske at rykke rundt på ;o)

Men i følge min plan, så skal der købes sandaler i dag - og druesukker! Druesukker er en meget vigtig detalje, hvis vi skal nå at få kogt bolcher i dag. Så det satser vi på og holder hovedet højt - for i dag bliver en god dag! :o)

Skal planen dog udføres, så kræver det vist lidt mere opmærksomhed fra mig til den lille 3-årige dame, som stadig mangler at få tøj på - nåja, og jeg har da forresten stadig et håndklæde omkring håret....

fredag den 11. juni 2010

Træk mig op - skruen sidder i ryggen?

Øv, det blev til en rigtig dum dag i dag - eller aften - selvom den startede godt.
Vi fik flyttet det meste fra de gamle kontorer og over til de nye. Fik netværk og telefoner up and running og sluttede det hele af med en kop indflytningsøl. Alt i alt ganske ganske godt og tilfredsstillende.

Men hvad der så går galt...? Vi skulle rigtig have hygget og holdt fredag i dag. Jeg bliver bare SÅ træt i mit hovede, så træt at det gør ondt! Råben og skrigen og ballade. Jeg ved det ikke? Øv, er noget nær grådens rand over, at jeg ikke kan finde bare et lille bitte stykke overskud et eller andet sted? Nær grådens rand, fordi jeg nu havde indvilget i, at vi skulle koge og klippe bolcher - vi fik pakket næsten det hele ud og gjort klar, og til sidst måtte jeg bare sige: "Nej piger, jeg orker det simpelthen ikke!".
For meget "fnidder", ikke høren efter og drillerier, så én græder eller skriger.

Jeg ved konsekvenserne burde falde prompte, men jeg orker det ikke. Andre gange nænner jeg det ikke. De har det heller ikke altid nemt. De savner. De savner stadigvæk. Jeg ved, at jeg skal være den voksne, den stabile og forsøge at svare på alt det, som de ikke forstår... Stadigvæk, selvom jeg har svaret så godt, jeg kan - mange gange. Men de voksne handlinger kan godt være svære at forstå, og jeg forstår dem, pigerne, for hvordan kan jeg forvente, at de skal forstå, når der er SÅ mange ting, jeg aldrig lærer at forstå. Nok nærmere skal jeg lære, at der bare er ting, rigtig mange ting, som jeg aldrig lærer at forstå?

Lad mig synke ned i det stille og tyste helt alene. Bare for en stund. Uden de evige bekymringer og selvbebrejdelser.....

Wohoo!!!

Nye skabeloner! Hvor cool er det lige?
Jeg er ovenud begejstret - og nu vil jeg lukke ned her fra jobbet, for nu skal pc'en pakkes sammen og flyttes.

Så må i dag da blive en fantastisk dag! Nye omgivelser på jobbet og nye skabeloner i systemet.
Måtte bare lige dele min begejstring!

PS. Men jeg snupper lige venindesangen en gang mere inden ;o)

De vise ord og tanker derom

I dag kom jeg forbi en ganske fantastisk blog med et indlæg, som ramte mig lige i hjertet:
En Selvsabotøses Bekendelser…  skrevet af Lana Bos.

Helt specielt det her:

"Men bare rolig, hun bliver såret hver gang hun kigger sig selv i spejlet og hun sårer sig selv hver gang hun spiser mere end hendes krop har brug for…"

Hold da op, den blog fik sat tårer i øjenkrogen og en masse tanker i gang... Ikke så meget fordi det var en øjenåbner, for jeg ved det hele. Jeg ved det udemærket godt! Ved lige præcis, hvad der skal til, og hvad der skal gøres - men i min verden er der mange gange, hvad lige præcis det her angår, bare langt i mellem teori og handling. Men jeg arbejder på det, graver mig lige så stille ud af hullet.

Efter et langt tankespil, nåede jeg på forunderlig vis frem til noget andet.
Når det er derude... Kan man så trække det tilbage igen?
Kan man trække en sang tilbage igen? Og gemme den til én, der fortjener den, så den ikke bare er spildt? Tabt på gulvet? Det kan måske lyde mærkeligt for nogen, men for mig står det krystalklart!
Det er min sang, og jeg trækker den tilbage, gemmer den godt og passer på den, til den værdige en dag dukker op. Jep, det er lige præcis det, jeg gør! Haps og godnat!

torsdag den 10. juni 2010

Hey verden!

I dag bliver en faboulous dag! :o)
Se! Det er den rette indstilling - så derfor startede jeg dagen med den her:



Mmmm... Dejlig glad sang!
Og er der noget som en skefuld Nutella i kaffen?

Vi pakker papkasser, for vi skal flytte. Ikke os, men arbejdet. Over på den anden side, så hvad skal vi med flyttemænd? Ganske uigennemtænkt, så det skal nok blive sjovt. Så i morgen kommer der sved på panden, men det skulle også være så sundt.

onsdag den 9. juni 2010

Bare tanken....

....gav mig kvalme!

I dag er det 2 uger siden, vi indtog første børneormepille - og dagen efter startede min kvalmesyge. Så det var meget, meget svært for mig, at få slugt den forbaskede pille i dag - men ned kom den, og om 2 uger napper vi lige én mere.
Puha!!! Kan ikke helt slippe af med ubehaget...



Utroligt hvad bare tankens kraft kan være i stand til? Ja, egentlig ganske tankevækkende! Lidt ligesom fluorskylning. Det smagte overhovedet ikke af noget, men alligevel så gik mine kæber næsten i kramper - bare ved tanken.

tirsdag den 8. juni 2010

En duft af syrener

Se, hvad jeg fik af min Freya-mus i dag :o)



"Mor, jeg har ikke plukket dem! Jamen, det har jeg ik'! Jeg fandt dem på en bænk ovre på Niels..."
- og for dem, der ikke skulle vide det... Niels er en legeplads.

De står nu lige så fint og sender en skøn duft af syrener rundt i hele stuen.

mandag den 7. juni 2010

Trænger bare SÅ meget til at danse natten lang!!!

Er det kun mig, der har det sådan?



Nogen, der vil med? ;o)

Ugens - ikke at forglemme

Ugen der gik bragte bla.

Optur:
- at ruinere mig selv på et impulsivt køb af min meget lækre MacBook. Bare det at røre ved den er lækkert! Helt klart ugens absolutte højdepunkt!
- at være fri for kabler ind over sofaer og sofaborde.
- Sol og sommerstemning med grillerier på terrassen.
- Weekendens succesfulde udflugter med pigerne.
- Mine veninder © © ©


Nedtur:
- Skifte hjul i styrtende regnvejr.
- Manglende søvn, hvilket kan gøre selv den bedste i dårligt humør.
- Rod overalt!
- Dét at jeg nu i 2 uger har glemt at ringe og fejlmeddele opvaskeren.
- Følelsen af, at der bare slet ikke er nok timer i døgnet.

Og skulle vi så ikke snart holde en fest og danse en hel masse!?



Tjah, jeg har fødselsdag lige om lidt, så måske det ville være en fin anledning ;o)

Regn og dækskifte

Hold da op! Så kom regnen da godt nok lige væltende! Men hva' det er jo bare på med regnfrakken og afsted. Så ud af døren med os - men hvad ser jeg til skræk og rædsel? Et fladt baghjul!!! Argh! Og så i regnvejr!

Nå, men der er ikke nogen vej udenom - ind med ungerne i bilen, op med bagsmækken og rode rundt efter donkraft og reservehjul. Man er vel kvinde!? Donkraften manglede den der drejestang og den der dims til at skrue boltene/skruerne eller hvad pokker sådan nogen hedder (ja ja, jeg er vel kvinde!)? Den passede ikke til de brede alufælge min exmand absolut partout skulle have sat på bilen - ja, man er vel mand!? Det er sgu for fesent med standardfælge ;o)

Donkraften fixede jeg med brug af en skruetrækker, men den der dims, der var for stor.... Hmmm? Hvad gør man så - hjulet skulle jo for pokker af? Låner mig frem til en anden dims, der var lidt mindre. Nemlig! Super! Så er den i vinkel! Troede jeg... Den var også for stor!

Men... Så er det da heldigvis heldigt, at lige nede om hjørnet, der ligger forhandleren, hvor bilen kommer fra - og de har et værksted, hvor jeg blev læsset godt op med værktøj. Jeg sender en stor tak til de søde mekanikere.
Nabo W tog pigerne med til børnehaven/fritten og jeg fik langt om længe skiftet det pokkers hjul! Fik returneret værktøj og afleveret det flade hjul til en udskiftning.

Behøver jeg fortælle, hvor gennemblødt jeg var, da jeg endelig nåede på arbejde i dag? Ikke engang min fine, fancy regnjakke kunne holde til alt det vand. Hurra for skiftetøj!

Så selvom man ikke ligefrem kan påstå, at jeg har nydt al det vand, der er fosset ned fra himlen i dag - så er vores små blomsterspirer i krukkerne og kasserne glade!

Fine små, runde regndråber på ærteblomstbladene.



Nåja - og så må jeg vist også hellere få indkøbt mig sådan en skruedims str. 17!

Sove - hvad er det?

Jeg MÅ simpelthen grine... eller var det græde?
Sover ikke endnu!? Men det skal jeg! Men sove er ikke altid bare lige til - og slet ikke for sådan en som mig. Utryghed og tanker florerer rundt og skaber en ikke helt definérbar form for vågenhed.. Iiiih!!!

Så allerede nu ved jeg, at der venter endnu en dag med træthed.... Er det tilladt at sukke højlydt? SUK!!!

søndag den 6. juni 2010

En overraskende dejlig tur i Zoo

Dagen startede med flere tanker... Dog var dagen ikke møntet på tanker, men i stedet en dag i Zoo med et par veninder og børn.
Så står man der, med tankerne et helt andet sted, og forsøger at samle sig om en eller anden form for madpakke. Blot for at konstatere at det må ende med en omgang dyre fritter på stedet.
Men så sker det at telefonen ringer, min veninde i den anden ende siger: "Jeg har bunker af boller og pålæg, der skal spises - så skal jeg ikke bare tage den store picnickurv med?". Og det er derfor vi elsker hende!

Vi tog naboens skønne knægt med og drog afsted for at mødes. Vi mødtes og havde en fantastisk dag, hvor der også blev plads til at vende en tanke eller to eller flere. For det er derfor vi elsker veninder!





Det var som om, solen og varmen var gået direkte i anti-stress centeret. Der var en overraskende afslappethed blandt folk - selvom der var mange. Selv i Børnezoo'en. Vi blev der flere timer, end vi plejer.

Snuden blev vendt hjemad ved en 4 tiden med bilen propfuld af møgbeskidte, glade børn - og en enkelt meget, meget træt lille pige, som dejsede omkuld efter kun 2 min. Vi drog alle herhjem, fik tændt op i grillen og hyggede på terrrassen alle kvinder, børn og mand.

Og selvom jeg allerede sidder i sengen med håndklæde om det våde hår, og nyder den kabelfrie frihed, så vil jeg nu gå i seng - godt mættet og træt efter dagens oplevelser, solen og varmen.
Mon ikke, jeg sover godt i nat?