Sider

mandag den 28. februar 2011

Det bliver en lang dag...

Følelsen fortsætter... Jeg bliver rørt og udtrykker mig helt forkert. Måske bliver det, jeg udtrykker bare opfattet forkert!? I hvert fald bliver jeg berørt, uanset om det er det ene eller det andet.
I dag er jeg hjemme med pigerne - og jeg er sindsygt sårbar. Når det allerede starter skidt fra morgenstunden af, kan det godt blive en rigtig lang dag.

Så noget må vi finde på!

søndag den 27. februar 2011

Well done!

Nu har jeg siddet her i 10 min. og stirret på den hvide, tomme firkant her - den firkant, hvor det er meningen, jeg skal skrive noget... Men det summer rundt.

I dag har alt i alt været en god dag. Freya blev nr. 1 igen til pointturnering. Hun var glad. Og jeg er glad på hendes vegne.

Men det er som om, at der ligger en mærkelig følelse og lurer inde i. En af de der ikke helt definérbare følelser. En følelse af utilstrækkelighed og misforståethed. Den sidder bare der og gnaver. Sådan en dag, hvor jeg føler, at jeg bare får sagt de forkerte ting. Gør de forkerte ting.

Normalt ville jeg drukne de dårlige følelser i mad - eller usundt junk! Sukker, sukker og mere sukker! Men ikke i dag. For jeg mærker effekten af min beslutning. Den er der endnu - heldigvis. Beslutningen om, at det er tid til forandring. Følger rådet. Mærker efter det lille sted, hvor jeg godt ved, at jeg er god nok.

Så selvom jeg har den her underlige følelse, som giver mig stor trang til bare at græde, græde, græde... Så vælger jeg, at give mig selv et stort klap på skulderen i stedet. Godt gået! Keep up the good work!

lørdag den 26. februar 2011

Kom så forår!

Vores hyacinter er begyndt at springe ud. Vi glædes!



Så kom så forår! Nu trænger vi til lidt varme. Vi vil ud på terrassen og nyde livet. Tænde grillen og stege pølser.

torsdag den 24. februar 2011

Hvor er jeg egentlig heldig!

Er jeg tørstig, går jeg bare hen og tænder for vandet og tager en tår vand. Er jeg sulten, har jeg mad i køleskabet. Skal jeg af med mit affald, smider jeg det i skakten - og så kommer der en bil og henter det. Er jeg beskidt, tager jeg bare et bad.

Jeg har to smukke børn. Jeg har tag over hovedet. Jeg har gulvvarme på mit badeværelse. Jeg har bil og et godt arbejde. Jeg har årskort til Zoo. Jeg har fritid og ferie, og jeg har friheden til at gøre mere eller mindre, hvad jeg har lyst til i min fritid.

Ja, hvor er jeg egentlig heldig!

onsdag den 23. februar 2011

Tid til forandring...

Fly me to the moon....



Jeg spiser fordi, jeg gemmer mig. Jeg spiser fordi, jeg mangler omsorg. Jeg spiser fordi, så har jeg en god undskyldning.
Fordi... Der er jo ikke nogen, der vil være sammen med sådan en tyk halvgammel sag vel? Meget belejligt ik'? Skulle der så alligevel være én, som faktisk synes jeg er ganske sød, charmerende og attraktiv - så er der helt sikkert noget galt med ham! For ingen vil være sammen med sådan en tyk halvgammel sag vel? Kæft, hvor er jeg bare snu!

Samtidigt med at jeg da forresten heller ikke lige mener, at jeg har særlig meget at byde ind med. Ting, der kommer ud af min mund er helt naturligt noget værre rod og egentlig ikke værd at lytte til. På den smarte måde kan man nemlig holde de fleste 1 meter eller 2 fra livet.

Og selvfølgelig vender alle øjne eller griner af mig, så snart jeg vender ryggen til!
I kid you not!

Mon ikke lige det er tid til forandring, nye tanker og overbevisninger på de fronter også!?

So fly me to the moon.....

tirsdag den 22. februar 2011

Kære blog. Hvor blev de af...?

Ordene altså?
Normalt vælter de ud i en lang, rodet strøm... Men de er væk!?
Ej, det er også en løgn! For væk er de ikke. De sidder bare fast. Flaskehalssyndrom - er der noget, der hedder det?

Her ville jeg ellers have fortalt om Kylies overdådige koncert. Hvor fantastisk det er, når veninden lige suser i bedste Ajax-hvirvelvind-stil i gennem mit køkkenområde. Ja, for kun køkken er det egentlig ikke. Pivåbent køkken vil jeg nok nærmere kalde det.

Så det må blive en anden god gang. For i dag har jeg også lige fundet ud af, at det snart er fastelavn!!! Argh altså! Freya vil være Supergirl med lyserød dragt og kappe!

fredag den 18. februar 2011

Lalala la la lalala lalala!

Hold da nu lige helt op! Hvor har jeg bare danset til den mange gange - og hvor er det bare mange år siden....



Gæt, hvad jeg skal i morgen?

onsdag den 16. februar 2011

Historien om en ring


En gang som stor pige fik jeg den her ring. Den kunne lige akkurat presses på min ringfinger. En lille sølvring med en lille gren. Dengang var der også en indfatning til en lille sten. Jeg fik ringen af E, en kvinde som betød - og stadig gør - uendeligt meget for mig. Jeg mere eller mindre boede hos hende og hendes lille familie i kortere og længere perioder af min barndom. I gennem mange år, som jeg husker det.

Jeg voksede og ringen flyttede over på min lillefinger. Kontakten til E forsvandt i takt med min mors optrappende stofmisbrug. I takt med at jeg blev mere og mere pinlig berørt over min mors betlergang hos venner og familie, når hun manglede stoffer. Stolthed og hæmninger eksisterer ikke, når der er abstinenser at spore. Selv pådrog jeg mig ganske ubevidst ansvaret for min mors påtrængenhed og dermed følelsen af at være den, der var påtrængende og forstyrrende. En følelse som har hængt ved lige siden.

År senere flygtede jeg til sidst langt væk fra København og min mor. Ringen flyttede med. Den sad stadig troligt på min lillefinger. Der var en dyb fure hele vejen rundt, hvor ringen sad. Jeg voksede, ringen gjorde ikke. Den lille indfatning blev skåret af. Ingen sten kunne fæstnes der igen, fik jeg fortalt.

Det betød ikke så meget for mig. Ringen har ikke fået mindre værdi af den grund. De mange år på min lillefinger har næsten slidt de små fine detaljer væk. Dele af den lille gren er slidt helt blanke, detaljerne er væk. I alle de år forlod den ikke min lillefinger. Den flyttede med tilbage til Kbh.

I dag sidder den lille ring ikke længere på min lillefinger. Den blev nødt til at flytte plads under min første graviditet. Furen forsvandt, og jeg kunne ikke længere få ringen på. Så i dag sidder den lille slidte, højt elskede ring blandt mine nøgler - stadig med mig.
Så utroligt, at jeg aldrig har skænket det en tanke før. Det er først for nyligt, jeg kom til at tænke over, at den har fulgt mig i gennem så mange år.

Kvinden der gav mig den, har jeg ikke set i godt og vel 20-25 år... Men hun er stadig en del af mit liv og mine tanker.

Lykken er...

...ikke min støvsuger - eller mit forkvaklede forhold til den i hvert fald!



Men at sidde og hygge i sofaen med pigerne og se Wall*E og snakke om skrald. Hvor gør man af skralden? For Freya kan ikke helt forstå, hvorfor Wall*E laver alle de bjerge med skrald, når han bare kan putte det i skraldespanden (for så kommer der jo bare en bil og henter det). Ind i mellem misunder jeg børn og deres søde, naive og logiske tilgang til verden.

Og så har vi fået en dørspion!!!

mandag den 14. februar 2011

Jeg vandt!!!

Sad lige i sofaen med benene oppe og armene over kors. Fandt pludselig mig selv meget indelukket i min holdning, selvom det bare er mig, der er her.

Førhen elskede jeg det her tidspunkt på døgnet. Når pigerne er faldet til ro og alle de kedelige, praktiske gøremål er overstået. På det seneste har jeg ikke følt helt den samme glæde. Det er lidt trist i længden altid at sidde her helt alene. Jeg savner det voksne selskab... Men! Så var det lige, jeg funderede lidt over dagen i dag. Hvilken dag!

I dag vandt jeg nemlig et lækkert forkæl-dig-selv sæt fra Clarins. Eller jeg har været i hvert fald fået bildt mig selv godt og grundigt ind, at det er lækkert - for jeg aner det faktisk ikke!?

Jeg vandt det på den her fantastiske side: beautyspace.dk. Jeg aner intet om mode, skønhed eller hvordan man lægger en god make-up i dag. Men lige den her skønne side, har præsteret at fange mig alligevel.

Jeg blev så paf og glad! Jeg er syg, og min mave har bestemt set bedre dage. Men jeg blev så glad, og det gav så meget af den gode energi, at jeg har følt mig ret overskudsagtig i dag.
Det er jo Valentines i dag.

Selvom jeg ikke har fundet manden i mit liv - og på dette tidspunkt heller ikke har de store forhåbninger, om at det nogensinde vil ske - så er jeg omgivet af så meget kærlighed fra mine to piger. Før jeg fik børn anede jeg ikke, at det var muligt at elske så betingelsesløst. Fantastisk og skræmmende!

Så i dag blev dagen brugt til at fejre den kærlighed, vi har. I stedet for at mugge over den kærlighed, vi ikke har. Jeg faldt godt nok over en farvestrålende, hjerteformet æske Milka-chokolade i Netto. Overvejede meget længe om den skulle i kurven. Kom med gode undskyldninger for at lovliggøre det over for mig selv. "Det er jo Valentine's!"
Jeg lod den ligge!!! Og gik uden at købe andet chokolade end det til madpakken, som Freya har bedt om. Tænk!

Så da jeg havde hentet pigerne, tog vi vores halv-færdige billede ned af væggen og malede det færdigt! Vores eget lille kaotiske kærlighedskunstværk af et maleri. Vi talte om kærlighed, hjerter, stjerner, farver og hvad vi godt kunne tænke os af fremtiden. Vi hyggede os og havde det sjovt - og maling over det hele bagefter.



Oh ja! Der lå ingen kærlighedserklæringer i postkassen - men Livø kataloget lå der! Bestemt ikke den værste post at få!

Rigtig glædelig Valentines!

Note til mig selv....

Alting sker! Man skal bare være klar til det!

søndag den 13. februar 2011

Luft, Zoo og Gud

Mit hovede er ved at eksplodere. Ja, det er stadig ved at eksplodere. Utroligt men sandt!
Så i går, der måtte jeg bare ud! Ud, ud, ud! I det mindste gøre et eller andet forsøg på at få tankerne ud af hovedet!

Så turen gik til Zoologisk Have. For en gang skyld. Ud i det lækre, kolde solskinsvejr. Det var en god tur, en rigtig god tur. I nogle timer fik jeg brudt de tærende, negative tanker.

En begivenhedsrig tur, der bød på angstens hjertebanken, da Asta pludselig var væk! Helt væk!
Det var næsehornet helt tæt på, og en målløs beundring over, hvordan det kæmpestore dyr nærmest svævede hen over jorden, da strudse og zebraer lige skulle sættes lidt på plads.



Den lille, stakkels løveunge, der røg i det iskolde vand i vandgraven og plaskede rundt i is og vand i et desperat forsøg på at komme op igen. Imponerende, som sådan en størrelse kan hægte sig fast på en lodret mur. Løveungen kom heldigvis op igen. Men det skabte røre i løveflokken, og løvefar måtte lige ud og brøle og bokse lidt med hunløverne.

Det var en lang, god dag i Zoo. Asta faldt i søvn næsten prompte, jeg startede bilen. Hun havde så også grædt hele vejen fra Zoo og ned til bilen. Over hvor uretfærdig hendes mor er. For hun, Asta, ville have en tiger-bamse - og det fik hun ikke.

Freya til gengæld faldt ikke i søvn. Freya fortalte mig i stedet, at hun havde bedt til Gud. En dag i skolen hun var ked af det. Så fandt hun på at bede Gud om, at hendes far ville blive rask og få lyst til at besøge hende. Hun bad Gud om, hendes far ville blive rask, så hun kan komme og besøge ham.
Men det virkede ikke, fortalte hun. Hun var stadig ked af det.

Spørg ikke om det skærer mig i hjertet! For det gør det!

torsdag den 10. februar 2011

Knas-müsli

I dag var dagen, hvor vi (læs: jeg) endelig fik taget os sammen til projekt hjemmelavet knas-müsli.

Først var vi tre. Da vi så kom hjem kastede Freya sig over sin Tendo. Så var vi to.
Midtvejs i projektet ringede naboens på, for at høre om vi ville lege. Så var vi én!

Så ene og forladt fortsatte jeg det store projekt - og her er resultatet!



Vores allerførste hjemmelavede knas-müsli består af havregryn, solsikkekerner, grofthakkede mandler og hasselnødder, som alt er blandet godt sammen med lidt olie og lige lidt mere sirup. Efter en tur i ovnen og afkøling er der tilsat revet kokos, rosiner, tørret frugtstykker og corn flakes.

Ganske simpelt at lave - og så smager det faktisk ret fantastisk!

onsdag den 9. februar 2011

Og så glemte jeg da forresten lige...

Er der noget dejligere!
Når man nu sidder der kl. virkelig øv om morgenen med halvfedtet morgenhår, puffede morgenøjne og en udefinérbar morgensmag i munden. Når man mest af alt føler sig virkelig grum og ucharmerende og mest af alt bare har lyst til at kravle tilbage i seng igen.

Er der så noget dejligere og overraskende, når ens 3-årige datter kigger eftertænksomt på dig og til sidst siger: "Mor, du er smuk!"

Eftertanker

Midt i madpakkeprocessen slog det mig lige pludselig. Det er fordi, jeg føler mig rigtig uretfærdigt behandlet. For jeg gør mit arbejde godt! Jeg er utrolig samvittighedsfuld og grundig.

Det er blot en detalje (i forbindelse med noget så kedeligt som bogføring). Hvorvidt det nu skal hedde det, som jeg har kaldt det siden 2005 eller noget helt andet. I princippet er jeg lidt ligeglad med, om det bliver kaldt for det ene eller andet. Det er måden, det bliver sagt på. Som om, jeg ikke gør det godt nok.

Det er der, filmen knækker for mig! Jeg går i hak, som en gammel LP og kan slet ikke slippe det igen. Men nu har jeg fået det ud! Midt i madpakkeprojektet lagde jeg smørekniven fra mig og ringede til min gode, gode veninde. Fik det på den måde ud af systemet. Vendt om til, at det ikke er mig, der gør eller har gjort noget forkert.

Gode veninder er deres vægt værd i guld - og mere til!

De små ting!

Min dag startede helt fantastisk! Men så kom jeg på arbejde... Hvilket til at starte med gik rigtig godt. Men så skete det! En åndssvag lille detalje, som i bund og grund er fuldstændig ligegyldig. Det slår mig bare fuldstændig ud!

Jeg skal simpelthen lære at sige whatever og trække på skuldrene!
I stedet for at lade det gå mig så meget på, at jeg tvinger mig selv helt i knæ og spekulerer og spekulerer og spekulerer.... Så jeg tilsidst fuldstændig mister mit fokus og kan mærke tårerne presse på. Hvor langt ude er det lige?!

ARGH!

tirsdag den 8. februar 2011

Fastlåst!

Så ligger jeg her på sofaen og skriver med en hånd. Den anden blev lige invaderet og agerer nu hovedpude for Asta.

Havde en masse på hjerte i dag, men at skrive med en hånd, tager bare alt for lang tid....
Hmmm... Mon ikke, jeg lige kan rokere lidt rundt på den lille?
Eller også skulle jeg tage det som et tegn? At min lille pige kommer søvndrukken og småpivende, knap nok vågen, ind i stuen til mig. Et tegn på, at jeg bare skal se, at komme i seng.

Så det tror jeg, jeg vil. Godnat og sov godt!

mandag den 7. februar 2011

Storm på terrassen

Og vist nok også i resten af landet!!!

Hørte en ordentligt rabalder fra terrassen for lidt siden! Et eller andet blev slynget mod vinduet med et ordentlig brag. Det viste sig at være låget fra Astas skildpadde-sandkasse, der var blevet løftet af - og lagt på igen omvendt! Af vinden altså! Hvor sejt!

Selvom.... Lige nu sidder jeg og bekymrer mig lidt over, hvordan terrassen ser ud i morgen.
Har været ude to gange og sikre mig, at alt er blevet lagt ned, tunge ting lagt på de lette ting, taget plastikslæde og -børnestol ind. Men alligevel... Kan høre, det buldrer rundt derude ind i mellem....

søndag den 6. februar 2011

Turen går til Snurretræet

Årh mand! Når tingene ikke virker! Var et kort øjeblik ganske overbevist om, at Google var gået ned. Hvilken tanke! Hvilken stor tanke!!! 10 min. og nu er jeg kørende igen (eller også er det Google, der er?).

Men det var slet ikke det, jeg kom for vel? Nej. Jeg kom fordi, jeg lige vil minde mig selv om, at i dag har været en rigtig dejlig dag. Fordi jeg synes det er lækkert at sidde her i komplet stilhed i min sofa. Med komplet stilhed mener jeg ikke, det mange andre sikkert vil mene om komplet stilhed. For hvis jeg lytter efter, kan jeg høre uret (så det lader jeg være med at lytte efter), og den fabelagtige lyd af regnen, der plasker ned på min terrasse. For dét er en lyd, jeg kan lide! God lyd! Har også været et smut henne og åbne døren. Så bare stå der i døråbningen og kigge ud på den mørke park og legeplads og lytte til regnen.

Kom til at tænke på min nabo. Den store, flinke familiefar af "anden etnisk herkomst", der i alle sine sommergevandter travede med åbne arme op til legepladsen i gennem øs-sjaskende-plaskende regn. For at tage sig en ordentlig gyngetur i sansegyngen - i regnen! I sommers altså!
Jeg overvejede at gøre ham kunsten efter, men kun et øjeblik. Blev enig med mig selv om, at det alligevel er lidt koldt derude.

Det regnede ikke i dag. Da vi tog turen ud til Snurretræet.



Dejlig dag!

Uden støttehjul

Allerførst... Hvor er det bare skønt at vågne op sådan en morgen, hvor jeg kan høre pigerne inde i stuen (ja, de vækker ikke engang mor mere, når de står op - de lister bare ind i stuen og hygger med tæpper i sofaen). De var så søde og talte så fint til hinanden. Så jeg blev bare liggende og lyttede og smilede.

Intet varer dog længe med de to. Så jeg måtte ud af dynerne efter kort tid for at afværge en optrappende konflikt over en pludselig manglende "tendo-pind".

Så før vi gå i gang med at producere hjemmelavet knas-müsli, vil jeg også lige prale med min seje 3-årige!

For i går blev dagen, hvor vi pillede støttehjulene af Astas lille cykel. Men! Ligemeget hjalp det, for kæden blev ved med at ryge af? Så efter at have fået sorte fingre fem gange for at sætte den fordømte kæde på igen, så opgav jeg.

Heldigvis, så er det så sådan, at storesøster Freya fik en ny cykel i sommers, så vi testede lige cyklen nummeret størrere. Og det gik!!!



Asta var bare knalddygtig!!! Det var nok mor her, der var mest nervøs. Men hun cyklede bare! Bare sådan lige! Hun faldt da et par gange, men det tog bestemt ikke modet fra hende.

Så nu mangler hun bare at lære kunsten at starte, bremse og dreje - så er den hjemme!
Min seje pige!

torsdag den 3. februar 2011

Tavshed!

Her sker der ikke meget. Komplet uinspireret! Det er, hvad jeg er.
Tidspres eller bare presset generelt. Verden er kold, kedelig, grå, sort og møgbeskidt. Øv, hvor er det trist. Den her tilstand i mellem dynerne af sne og det spirende, lysegrønne forår er nedslående i en grad, der kan tage pusten fra selv den bedste.

Hører ind i mellem et lille pip fra en af de små fugle derude. Et pip der i et lille kortvarigt øjeblik bringer håb om at foråret kommer. På et eller andet tidspunkt.

Selv min bil er så møghamrende beskidt, at det grænser sig til det ulovlige. Hvor lang tid er det så lige, det tager at lade den køre i gennem en vaskehal? Åbenbart mere tid end jeg kan finde i kalenderen.

Vasketøj, madpakker, aftensmad, mavekramper, oprydning og STØVSUGNING!!! Hvor jeg dog HADER at støvsuge!

Vi trækker os selv op om morgenen. Det er ikke nemt. Ikke for mig og heller ikke for pigerne. Så det ender som regel i stress og dårligt humør. Specielt, når jeg for 3. gang skal i gennem diskussion og argumenteren og hylen på sofaen i 10 min - for "hvorfor må jeg ikke få min "tendo" med i skole mor?". Hun fik den ikke med, og jeg fik ondt i hovedet.

Men i morgen er det fredag!!! Hmm.... Ikke engang den tanke, bringer så meget opstemthed, som den plejer? Konstateringen er vist bare, at det står rigtig skidt til i det lille hjem.
Hvornår vender det?

Lutter luksusproblemer - se så lige at flet næbbet og kom i omdrejninger ik'?
Og nej, det er ikke fordi, jeg snakker med mig selv. For sådan noget gør jeg ikke! Eller...

Livet er et eventyr på godt og ondt - og i morgen er atter en dag!
Så nu går jeg i seng. Er det ikke tilladt at sukke DYBT en gang i mellem?

SUK!