Sider

mandag den 30. august 2010

Gå for gode sager

Tid til noget godt herinde. For i går, der gik vi for en god sag.
Pigerne, kusinen og jeg sammen med tusindvis af andre søndagsglade gængere.
Pigerne valgte selv at gå for dyrene, som de hurtigt fik omdøbt til "dyreholdet" - så vi andre gik for børnene (og var dermed på "børneholdet" naturligvis), og så var vi også næsten klar til afgang:



Vi tog børneruten på 6 km, og det var en rigtig god tur. Der var flaskehalse undervejs, men hvad gør det - når vi nu ikke skal nå noget.
Så vi gik og gik og gik.. I gennem de københavnske gader og stræder, langs søer og parker og havde både tid til æblepauser, musikpauser, seværdigheder og opgaveløsning undervejs.




De to seje 5-årige tøser gik 6 km uden at kny og kom vel i mål sammen med alle os andre (inkl. Asta i klapvogn). Sluttede flot af med lidt ekstra energiafbrænding i hoppeborgene og en stor is på vejen hjem.
Så alt i alt fik de små fødder travet 10 km. Vores seje piger! Og ja - vi gør det hjertens gerne igen næste år.

fredag den 27. august 2010

Arh dér!!!

Jeg er gået helt i stå...

Jeg er så træt af gættelege... Behold jeres aber for jer selv. Hvis i har noget at sige, så sig det, så man forstår det. Jeg besidder hverken overskuddet eller lysten til at skulle tyde alt muligt i mellem linierne. Kryptiske indvendinger, rungende tavshed og nemme udveje - jeg gider det ikke mere. Hvorfor er det så svært for så mange mennesker at udvise den respekt overfor andre? Eller overfor mig?

Så vil nogen måske mene, at jeg selv er lettere kryptisk nu? Men nej, jeg skriver det, jeg mener - men udviser dog den respekt ikke at pege fingre her i det "offentlige".

Dagen er hvad jeg gør den til! Og lige nu gik jeg i stå - men nul og nix, om det skal fortsætte sådan. Maden skal stadig laves og senere får vi heldigvis skønt besøg.

En ganske interessant samtale

Freya: "Mor, er det rigtigt, at man skal bolle, for at få børn?"
Mor: "Mnjaah... Min skat, det er rigtigt nok. Er der nogen, der har fortalt dig det?"
Freya: "Ja, det har min lærer ovre i skolen"
Mor: "Ok... Hvorfor fortalte hun det?"
Freya: "Fordi, jeg spurgte..."
Mor: "Ok..? Men hvorfor spurgte du om det?"
Freya: "Det er fordi, jeg gerne vil have børn."
Mor: "Jamen ok...? Men du skal lige være voksen først ik'?"
Freya: "Jo mor, og når jeg bliver voksen, så skal jeg have børn med Kaz. Men han gider ikke lige nu. Men det gør ikke noget, for når drenge bliver voksne, så bliver de helt, helt anderledes - er det ik' os' rigtigt mor?"
Mor: "Jo skat, det er nok meget rigtigt"
Freya: "Og mor bolle det er sådan noget, hvor man tager alt tøjet af og kysser - er det ik' os' mor?"
Mor: "Jo, det er i hvert fald en del af det."
Freya: "Men man skal være voksen først."

Meget klog pige, jeg har mig ;o)

onsdag den 25. august 2010

Hvorfor gør jeg det?

Fortæl mig lige engang, hvorfor jeg ser de her forfærdelige programmer, der ofte vises i tv?
Specielt udsendelser med børn. De stryger lige ind under huden på mig og lige lukt ind i hjertekulen, og det gør ondt! Jeg synker helt ned og kan slet ikke forstå, hvordan i alverden jeg kan tillade mig at sætte børn i denne forfærdelige verden. Og det værste er, at jeg ikke engang opsøger dem, men blot zapper forbi, og så bare bliver hængende... Måske i håb om, at der kommer en god slutning?

Men i aften skruede jeg væk! Der er jo en grund til, at jeg knap nok tåler at se tv-avisen.
Fokus på de smukke ting i livet - i stedet for at fortsætte med at sabotere mig selv ved at gøre det omvendte.

Næ du, så hellere se Gordon Ramsey skælde ud på aspiranter, kokke og restaurationsejere.

Som det dog river og rusker

Mange brokker sig ofte over vejret - inkl. mig selv. Men... når sandheden skal frem, så sætter jeg rigtig stor pris på de fire årstider. At få lov at opleve dem ved selvsyn år efter år efter år - det er smukt!

Stolene flyver rundt på terrassen. Hår og kjole er slet ikke til at styre. Selv træet her uden for mit vinduet får en ordentlig blæsetur.. Og jeg synes bare, det er fedt!



Bare på den lille korte tur hen til bilen (og jo, jeg sætter skam også stor pris på at have en bil i det her vejr), kan jeg nå at blive blæst godt i gennem. Det er som om selv tankerne ikke kan holde fast, men bliver blæst langt, langt væk (men på forunderlig vis finder de altid vejen tilbage igen?) - og det er da bare så forfriskende.

Naturen og dens kræfter er imponerende!

tirsdag den 24. august 2010

Noget om min mor

Lige pludselig fik jeg en tanke, som faktisk gør mig vred!
Vred på min mor - som jeg normalt ikke kan blive vred på.

Mormor kunne passe mig! Hun havde muligheden for at få mormor til at passe mig! Men alligevel lod hun lillebitte mig blive alene hjemme - bange og alene hjemme om natten! Fordi hun skulle i byen!!!

Hold da kæft!

Chai

Hvad er fidusen ved Chai? Det skulle være så trendy. Nu er jeg bare ikke typen, der hopper med på så meget - bare fordi det er trendy (men måske jeg skulle prøve det?).
Jeg mener... Alt det der med den famøse hyldeblomst, har jeg simpelthen aldrig fattet, og gør det stadig ikke (er jeg så totalt u-trendy?).

Men nu er jeg med på noderne igen - for jeg har skiftet efter-frokost-kaffen ud med en kop Chai.



Meget bedre fidus end hyldeblomst i hvert fald. Og så kommer Chai med en dejlig duft af julestemning - hvilket passer helt godt sammen med mig i disse måneder, hvor det bliver mørkere og mørkere, og rusk og regn banker på døren (eller bare braser ind!).

mandag den 23. august 2010

Indlæg nr. 100 og....

Jeg totalt technotripper!!! Selvom jeg burde ligge i min seng og sove... Men den plade er vist ved at være temmelig slidt.
Næ du!!! Tom Wilson, Techno Cat (Perplexer Mix) - det du'r! Så kan jeg sove, når jeg bliver gammel - ahem..

Ja, og tænk engang - så er det indlæg nr. 100, og jeg har intet fornuftigt at sige? Bare en masse overtræt sludder... Der var godt nok noget, jeg gik og undrede mig meget over i dag, men det har jeg lykkeligt glemt igen.

Faktisk, så tror jeg, at jeg skal få lært kunsten at være lykkeligt uvidende i stedet for at spekulere mig helt ør over ting, jeg alligevel ikke forstår. Hmm... har jeg ikke også spillet den plade før? Men hvad, den har kun godt af at blive spillet en gang til.

Nøglen ligger i drømmene - så godnat til mig!

søndag den 22. august 2010

God dag i dag

God snak, skovtur, legeplads, godt selskab, aftensmad, flødeboller, Asti og mere god snak - og latter!
Hvad skal jeg med tvivl og underligheder, når jeg har alt det? :o)

fredag den 20. august 2010

Et citat lige i øjet

"Hovedet er klogt, men kroppen kender sandheden."

Lad så min lille pige være!

Jeg er SÅ træt af selvretfærdige forældre, som glemmer at finde frem til historien bag det skete.
JA, min Freya pige er en meget fysisk pige. JA, Freya har ofte et stort behov for at være sig selv. JA, Freya slår fra sig! Og nej, det er ikke ok hverken at rive, slå, sparke eller andet i den kategori.

Men når man som 5-årig ikke bliver hørt, og når man flere gange siger "lad mig være" - uden at blive hørt. Hvad sker der så? Ja, min Freya bliver meget indestængt og frustreret og slår fra sig. Og NEJ! Det er ikke ok at slå, og JA! Det arbejder jeg meget på, at få Freya til at forstå!

Men det kan også være svært som 5-årig at forstå for: Hvorfor må de andre slå og rive mig så? Hvorfor må de drille mig, så jeg bliver ked af det? Hvorfor vil de store have mig til at græde?
Freya er flere gange kommet hjem med både bidemærker, blå mærker og rifter i større eller mindre grad. I gennem de seneste par måneder, har hun fortalt mig historier om hvordan hun bliver ked af det, når hun bliver drillet, fordi hun én gang kom til at tisse i bukserne, at hun blev holdt fanget og de ville stikke hende i halsen, at hun bliver revet i øjet, at hun får lillefingeren bøjet bagud, at hun bliver slået eller forsøgt sparket i hovedet, at der en bestemt større dreng, der er rigtig meget efter hende... Og meget mere.

Så selvom jeg udemærket godt ved, at det ikke er i orden, at min pige slår - er der så egentlig noget at sige til det!?

Måske jeg også bare skulle begynde at blive sur på alle de andre - i stedet for at forsøge at tale, vejlede og rådgive min datter på bedste vis og finde frem til, hvad der går galt. I stedet for at tage den op med skole og fritidshjem og de voksne, der er omkring vores børn i dagtimerne, når vi ikke selv kan være der. I stedet for at forsøge at finde årsagen til hvorfor der bliver slået og drillet.

Så lad nu min datter være - hun har nok at tumle med i forvejen. Når hun siger "lad mig være!" Så lad hende dog være! Når hun går væk, så lad være med at følge efter hende - lad hende dog være!

Og NEJ! Det er jo ikke fordi, jeg bare står til på sidelinien og ikke foretager mig noget som helst og synes det er heeeeeeeelt i orden, at Freya slår eller river. Freya gør det så godt, hun kan! Jeg gør det så godt, jeg kan! Og det er det vi gør - og DET er faktisk ok!

tirsdag den 17. august 2010

Jeg så lige naboen...

Altså nabofar, har været på en lille næsten weekend-tur.
Nu så jeg ham så lige komme hjem, gående henover græsset derude, med et smil der gik hele vejen fra det ene øre til det andet. Med store, lange skridt og fuldstændig fokuseret på vinduerne inde ved siden af. Jeg kunne bare se forventingens hjemkomstglæde stråle ud af ham, så jeg blev helt rørt og næsten fik tårer i øjnene. Arh ok, indrømmet... Der sneg sig faktisk en lillebitte én ud i øjenkrogen.

Og selvom misundelse er en grim ting, så kan jeg ikke lade være med bare at være lidt misundelig en gang i mellem - altså sådan på den rigtig gode og varme måde.
For hvor er det bare dejligt, på sådan en kærligheds- og livsbekræftende vis, at være vidne til deres kærlighed, der bevares trods dagligdagens travlhed med job, studier og børn. Det giver håb til alle os andre, som bare ikke kan finde ud af det der med kærligheden. Aaaaah... Kunne i høre det dybe suk?

Med håb om, at jeg ikke kompromitterer nogen (specielt ikke mine fantastiske naboer)..? Her er de - fanget blandt børn, leg og træer. Et billede jeg bare elsker!



Hvor er jeg bare en heldig kartoffel at bo lige ved siden af verdens bedste naboer!! :o)

PS. Faktisk er jeg ret overbevist om, at nabo-far og ham-oppe-på-øverste-far (tidl. nabo-nabo-far) ville kunne tjene kassen på at skrive en bog til alle de mænd, som bare intet fatter ;o)

Opskriften på Tunmousse

Her er den så den famøse opskrift på den famøse tunmousse:

2 ds. tun
1 spsk. tørret dild
1 tsk revet løg
100 g mayo
2 spsk creme fraiche 38% (ok, jeg har så brugt en 9% nogen gange - og det går fint)
saft af en lille citron
1/4 l. piskefløde (piskes blødt)
5 bl. husblas
salt og peber
evt. 200 g rejer

Lidt af olien/vandet hældes fra tunen, der moses. Dild, løg, mayo, creme fraiche, citron, salt og peber blandes i. Den opblødte, smeltede husblas blandes i. Tilsidst vendes flødeskummet i (må endelig ikke røres eller piskes rundt). Hældes i et oliesmurt fad og stilles koldt til den er stivnet (natten over er rigtig godt).

Der kan evt. blandes 200 g. rejer i blandingen, inden den hældes i fadet.

Regn, regn og atter regn



Sådan ser det ud lige nu, når jeg drejer hovedet og ser ud af mit vindue her på arbejdet - men... Det gør ikke noget, for jeg kan godt lide regn!

Regn giver grønne træer og alt sprudler og vokser, så det er en fryd!
Er der noget som varm sommerregn? Bare plaske rundt i store vandpytter og blive sjaskhamrende våd :o)

mandag den 16. august 2010

Kreativ og kage

Og hvad er det så lige vi sådan går og laver? Joooh... Lidt kreative kan vi da godt finde på at være. Som fx at sy garn og perler fast på karklude. Ikke alle kan se pointen i det, men det kan vi heldigvis godt. Og så er det jo lige meget, hvad andre synes om det ik'?



Eller bare lidt armbånd med de fine perler, der blev nøje udvalgt. Vi valgte en æske hver især - og fint ser det da ud, det der kan komme ud af det. To armbånd er der faktisk her - et enkelt og et dobbelt.



Eller som i dag - hvor vi lavede mad, som faktisk skulle have stået på en omgang af det hjemmelavede pasta. Men vi ombestemte os. Jeg blev nemlig inspireret på en anden blog... Peanut Butter Marbled Brownies var hvad vi valgte i stedet. Så de stod på ganske almindelig spaghetti med snyde-kødsauce. Men spørg lige om ungerne bare spiste og spiste!!!

Og at bage er jo også en fest - og at hjælpe til med rengøring af skålen er en meget vigtig del af processen.





På vej i ovnen først. Når den så kommer ud igen, så ser den således ud - og smager ganske, ganske fantastisk. Og det på trods af, at den faktisk godt lige kunne have klaret at få lige lidt mere tid i ovnen. Tør da slet ikke tænke på, hvor fantastisk den så vil smage!!!
Og for god orden skyld skal da lige nævnes, at vi også smed et par håndfulde grofthakkede, saltede peanuts i.



Hele molevitten, spaghetti, snyde-sauce og kage blev nydt i det fantastiske naboskabs fantastiske selskab - dejlig afslutning på en dag, der allermest har været præget af træthed...

Og hvad er det forresten lige med peanutbutter? Jeg har aldrig kunne lide det stads, men den jeg købte i dag smagte helt fantastisk! Jeg fik sindsygt lyst til at smøre et par kiks med et ordentlig lag??? Er det tegn på forandring?

søndag den 15. august 2010

De der sene timer

Nu sidder jeg her igen - og kan ikke finde ud af at komme i seng.
Det er altså ikke godt! Så lige om lidt - der går jeg i seng, men har lige lidt tanker, jeg skal af med først.

Altså! Livet er for kort til dårlig chokolade!
Tænk engang! At den sætning kan indeholde så meget. Mit mantra, som jeg fandt på en af overkøjens lameller på Livø. Faktisk lige på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for det. Et tidspunkt, hvor jeg igen var ved at blive hvirvlet ud i et spind af usikkerhed og tvivlen. Kiggede op - og der stod det. Ovenikøbet stavet med å, som i kårt! Fantatisk!!!

Jeg er blevet opmærksom på, at for mig er kærlighed forbundet med smerte og sorg. Dvs. det var, for sådan skal det ikke være mere. Livet er nemlig for kort til dårlig chokolade.
Før forsøgte jeg ihærdigt og stædigt at ændre ting, som ikke stod sig til at ændre - og blev ved med at blive såret i min egen usikkerhed. Men det er slut. Kærlighed skal ikke komme med smerte.

Jeg gør fremskridt - og jeg kan!
Godnat og sov godt :o)

lørdag den 14. august 2010

Wohoo!!!

Meget er sket i denne uge!

De to største ting var Freyas første skoledag i tirsdags! Min lille pige er blevet stor!
Her er hun klar parat til at tage afsted.



Og hun har haft en dejlig skoleuge - efter, hvad hun selv fortæller i hvert fald :o)

Og i dag tadaaaa!!! Kørte jeg pigerne hjem til far - og de skal blive der til i morgen. Det gør mig bare SÅ glad! Pigerne var så glade, da vi kom derhjem, og far stod ude på fortovet og ventede på dem. Han så også meget bedre ud, end han har gjort længe. Hvor jeg dog så inderligt håber, at det fortsætter den vej for ham - og for pigerne og mig.

onsdag den 11. august 2010

Stakkels Freya - stakkels mor

Jeg er drænet.... Lige for tiden tager Freya desværre nogle ordentlige tude-/skrigeture... Og det kan være noget nær hvad som helst, der kan starte dem.
Og jeg aner ind i mellem VIRKELIG ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, og samtidig har jeg også Asta, der skal tages hensyn til. Her til aften tog det hende en halv time at få raset færdig... Og nu sidder jeg bare her og er SÅ ked af det på hendes vegne. Det er hårdt at se sit barn være så frustreret uden at være helt sikker på, hvad det er, der går hende på? For det er jo ikke bare fordi, hun ikke får læst godnathistorie, eller fordi hun lige må vente 5 min. inden, vi tager op til fritteren.

Min lille pige...

søndag den 8. august 2010

Og så var vi i Søndervig

Forlænget weekend og ferielejlighed med gode venner lige ved siden af Vesterhavet.
Strand, badeland, Legoland, trampoliner, Sangria, 12-terningers yatzy, små elbiler....
Dét var en skøn, skøn tur!

lørdag den 7. august 2010

En modig kvinde

Det er mig!
For jeg tager da lige begge piger med i Fields. Og ja, det kræver både mod og en stor portion tålmodighed.

For Freyas Marie trænge til at blive syet i ryggen - stakkels lille, lilla Marie. Så det må vi hellere få gjort. Og så kan vi jo lige finde en madkasse, der passer - og den der blyantspidser, der mangler i det nye penalhus - og en ny, fin kjole. For sådan en skal der jo til, når nu én skal starte i skole på tirsdag.

Vi vover pelsen...

onsdag den 4. august 2010

Hjemmelavet pasta

I dag fik vi støvet pastamaskinen af. Den havde gemt sig lidt for længe helt inde bagerst på nederste hylde. Så i dag skulle det være.
Freya havde helt styr på håndsvinget, og har allerede sikret sig, at vi også skal have hjemmelavet pasta i morgen - eller i hvert fald gjort forsøget på at sikre sig.

Det blev til ravioli med spinat, parmesan, frisk mozzarella og lidt krydderier. Æstetisk mangler der nok stadig lidt øvelse - men mums!!! Hvor smagte de godt!



Og nu skal jeg i seng!!!! For hvor er jeg dog bare træt efter denne drænende dag..

At kæmpe i søvne og i livet

Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg drømmer, jeg sover.
Men vågner og er bange og vil tænde lyset, men det kan jeg ikke. Det er en kamp uden lige, for hele min krop sover, og jeg kan ikke rigtig bevæge mine arme. I min drømmende tilstand ved jeg så, at jeg drømmer, og jeg bliver derfor nødt til at vække mig selv, hvis jeg skal have tændt lyset. Så jeg kæmper endnu mere. Kæmper for at få løftet mine arme og sætte mig op, så jeg kan vågne - altså vågne rigtigt. Det lykkedes som regel til sidst. Jeg får vækket mig selv og tændt lyset, så drømmen, frygten og mørket kan blive jaget på flugt af lyset.

Men selvom det er lang tid siden, jeg har haft den drøm, så føler jeg det ofte på samme måde i livet. Jeg vil gerne bryde ud af de onde cirkler, men det er en kamp, for jeg ved ikke helt, hvordan jeg får brudt dem. Det er som om, jeg bliver nødt til at vække mig selv først - ligesom i drømmen. Jeg ved bare ikke hvordan?

I dag er en af de seje dage. Det er en kamp at komme ud af sengen. Det er en kamp at komme i tøjet Det er en kamp at få pigerne ud af døren. Alting er en kamp. Jeg forsøger med en masse positive tanker, finder det gode musik osv osv.. Men det hjælper ikke rigtigt. Det tunge, dystre og skræmmende bliver ved med at bryde i gennem. Til sidst giver jeg op og slår autopiloten på.

Hurra for min autopilot, ellers var jeg ikke komme ud af sengen endnu...