Ja! Dette er mit ego-sted. Her skriver jeg om og for mig, mine tanker, og hvad jeg nu lige kunne have på hjerte.
Nogen gange skriver jeg meget. Nogen gange slet ikke. Nogen gange krydrer jeg blot med et billede eller ti. Hvad der nu lige falder mig ind. Eller hvad jeg nu lige har brug for.
Og så en hel masse, om mine børn!
For... Ja, jeg citerer lige fra den fantastiske Anna Skyggebjergs bog "Super Mor", for hun beskriver det bare så godt:
"Det sværeste ved at være enlig mor er ikke at være alene om alt arbejdet. Det sværeste er at være alene om kærligheden til børnene. At stå alene og se på dem, når de sover. At være den eneste, der mærker, hvor lækkert de dufter, når de vågner. At være alene, når der igen er en milepæl, fordi noget sker for første gang. Og at være den eneste, der hører, når de siger noget rigtig sjovt og klogt."

Og hvem er jeg så?
Tjah! Jeg kom til verden en sommernat i 1971 på Sct. Joseph Hospital i København. Min mor var 19 år gammel. Hun sagde, at det første jeg hørte, var hende, der "bandede og svovlede som en gammel tyrker".
Hun sagde også, at det var tordenvejr - at jeg blev født under lyn, bulder og brag, men om det var hendes måde at tilsætte lidt krydderi til historien om min fødsel. Det er jeg stadig en kende usikker på i dag.
Min far, som var ca. lige så gammel, måtte slet ikke komme ind på hospitalet. I følge ham, løb han desperat rundt udenfor, hamrede på dørene og råbte på min mor. Hvilket jeg så snildt kan forestille mig.
Så ja, der var en del drama, da jeg blev født - siges det. Resten af mit liv kan ind i mellem virke akkurat lige så turbulent.
- og et eller andet sted siger det så lige præcis intet om, hvem jeg er - vel?