Sider

fredag den 6. januar 2012

En tallerken numsesuppe tak!

Kender du de dage, hvor du får væltet kaffe udover skrivebord, mus og musemåtte (og en god slat på gulvet). Du får tørret op, checker musen og udbryder: "Pyh... Den virker stadig!". Tørrer den sidste lillebittebittebitte dråbe kaffe af knapperne - og vupti! Så vender alt pludselig på hovedet. Musen altså!? Vil du til venstre, bevæger cursoren sig til højre. Vil du op, går den ned. Sådan fortsætter resten af dagen så.

Det er selvfølgelig mig, jeg taler om her (in case nogen skulle være i tvivl?). Efter en time med genstart, manualer, opdatering af driver og en masse Google, fik jeg ikke løst noget som helst. Så kaffemusen blev sat i meget lang time-out i hjørnet.

Ja, i går var bare én af de der dage...

I dag er jeg den lykkelig mor til en datter på 7, der (næsten) helt selv fixer aftensmad til sin mor og lillesøster. Numsesuppe! "Numsesuppe er ligesom vores familiesuppe", proklamerede den 7-årige i går, da hun besluttede sig for, hvad hun ville fremtrylle til os her til aften.

Men numsesuppe? Hvad er det lige for et navn? Det er ganske simpelt. Du præsenterer bare en tallerken grøntsagssuppe med kikærter for din 4-årige: "Whee, se! Det ligner små numser!". Og tadaaa!!! Numsesuppe!


Utroligt, hvad man må lægger øjne og ører til som mor hva'?

Samtidigt er det verdens nemmeste suppe. Man nupper hvad man lige har af grøntsager, skærer det hele i tern eller det, der ligner. Smider det hele ned i en gryde sammen med en bouillonterning. Fylder op med vand til det dækker grøntsagerne, låg på og koges i ca. 20-30 min. til det er kogt godt i gennem. Blend det hele, smag til med salt, peber og hvad man nu kan lide af krydderier (vi kan godt lide den med et nip spidskommen og et par dråber Tabasco) og tilsæt kikærter (færdigkogte selvfølgelig). Kog i gennem et par minutter og servér. Det er SÅ hurtigt og nemt!

Vores bestod i dag af 1 løg, 1 porre, 2 gulerødder, 1 stor tomat, 1 fed hvidløg og selvfølgelig kikærter.


Og så er jeg gået i gang med at hækle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar