En historie om en meget vigtig beslutning

Jeg tog en meget vigtig beslutning som 3-årig! Min mor forlod mig ofte om natten, når hun skulle i byen med vennerne - allerede fra jeg var ganske lille. Hun ventede til jeg var faldet i søvn, før hun gik. Nogengange lå jeg og holdt rundt om hende og holdt så fast, jeg kunne. For jeg tænkte, at så ville jeg vågne, hvis hun rejste sig... Men når jeg så vågnede, var hun væk. Som regel blev jeg lidt bange, selvom der var lys tændt. Og som regel lagde jeg mig så til at sove igen - sådan efter hvad jeg husker? Jeg var jo ikke så gammel.

Men en nat hørte jeg nogen råbe: "Hjælp! Tyven kommer!". I min lille 3-årige verden, der var tyve meget, meget farlige. Men jeg tænkte... Det er bare fjernsynet. Min mor ser en farlig film i fjernsynet. Så jeg gik ind i stuen. Men stuen var tom og fjernsynet... Det var bare en sort skærm! Et meget slukket fjernsyn med en meget sort skærm og ingen mor! Jeg var bare mig. Lille og meget, meget bange helt alene hjemme. Og der skete det så! Lige der i en alder af 3 år gammel, tog jeg en meget vigtig beslutning: Jeg må klare det selv! Så det gjorde jeg...

Heldigvis - kan man sige - fik jeg hjælp af nogle voksne, der boede i samme opgang som os. Jeg kan ikke huske, at jeg gik ud i opgangen, men jeg kan huske, at jeg gik op og ned af trapperne for at finde hjælp, men jeg turde ikke rigtigt at banke på nogen steder. Jeg kan huske, at jeg tilsidst sad udenfor vores dør - helt deroppe på toppen - og græd og ønskede, at min mor kom hjem, eller at der var nogen, der ville finde mig. Jeg sad derude og græd og var meget, meget bange. Men der blev holdt fest længere nede - og der var nogen, der hørte mig og fandt mig. Heldigvis kendte hun mig og vidste, at min mormor boede i samme bygning, man skulle bare ud på gaden og ind i gennem gården. Det gjorde de så - de fulgte mig hele vejen ned til mormor. Trygge, gode mormor! Her var alt godt og trygt!

Siden da løb jeg altid ned til mormor, når min mor gik fra mig om natten. Men jeg turde ikke gå i gennem den mørke gård. Så jeg stod altid ude i porten og kaldte på hende, så hun kunne tænde lys i opgangen. Så spænede jeg alt hvad min små ben kunne holde i gennem gården og op til trygheden hos mormor.

Hvis man sådan tænker efter, så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg har det svært med natten og søvnen?