Hvad vil du sige?

Ungerne puttet, madpakkerne smurt, opvaskeren tømt (og fyldt igen), slå måsen i fifaen og tænd puteren... Singlelivet er dælme ikke, hvad det har været. Uden at lyde bitter.. Så var der altså lidt mere spræl i gaden førhen. Hmmm... Og hvad er så førhen? Det er vel som min kære datter så fint udtrykker det: "Mor, er det ikke også rigtigt, at de gamle dage var før, jeg blev født?".

Mit hovede er propfyldt med tanker i dag. Ja, også i dag! Jeg kan mærke, at jeg nærmer mig behovet for at skrive de dybe ting ud. Men har stadig ikke helt modet til det. Skriver allerede meget og har en opgave til på fredag: "Hvad vil du sige til din mor i dag?". Puha! Sjovt som så meget er bundet sammen med forholdet til ens forældre. Ok, sjovt er måske nok ikke lige ordet? Men meget bliver skrevet. Jeg skriver som aldrig før. Min historie blev der bedt om. Uh, det kan godt trække tænder ud, men det gør forhåbentlig godt i den sidste ende.

Efter ca. 4 timers søvn var det tid til at vågne i morges - og på mirakuløs vis, var der ingen kvalme. Turen til toilettet kl. 3 i nat må have givet pote?! Kun en led klump, der sidder i halsen og føles meget klam og en... En hvad? Jeg mistede helt og aldeles tråden der? Nok i irritation over, at min oldgamle bærbare har en irriterende tendens til pludselig at smutte 5-6 linier op, så jeg pludselig skriver videre et helt forkert sted i teksten. Slet ikke enerverende nej... Måske kan man slå touch pad'en helt fra?

Men altså fik morgenmad helt uden at kaste op, hurra! Det holdt til frokost, så måtte jeg lige runde den store, hvide telefon igen. Fik dog kastet mig ned i sofaen og hvilet, så vi kunne drage afsted til mormor og få ønsket tillykke med fødselsdagen i fredags.
Hele humlen er så, at jeg faktisk fik spurgt mormor, om hun kunne huske, hvor gammel jeg var, da jeg begyndte at løbe ned til hende om natten (når min mor skred i byen, efter jeg var faldet i søvn). Hun sagde 3! Så ja, hvor gammel jeg egentlig har været, da det startede, kan jeg kun gætte mig til, for i starten lagde jeg mig bare til at sove igen. Så kom den på plads!

Nu er det tid til at lukke de naive blå (eller blå-grå-grønne?), og selvfølgelig kommer kvalmen nu snigende? Jeg vil faktisk næsten vædde mine blå-grå-grønne på, at hosten også kommer galoperende så snart, jeg lægger hovedet på puden. Hvor er jeg ynkelig!! Men helt ærligt, så synes jeg efterhånden også, at det er ved at være temmelig synd for mig! Maj måned har været helt og aldeles vendt på hovedet og uden en chance for at opsamle bare den mindste smule overskud. Hverdagen hænger sammen men stadig i en meget tynd tråd, og jeg kæmper en kamp for at korthuset ikke skal brase sammen med et brag endnu engang. Ok, blev jeg lidt for personlig nu? Generelt er jeg meget åben af person, men at skrive sådan om sig selv på et sted, hvor folk jeg ikke engang kender har adgang til... Kan godt være lidt skræmmende. Men tænker, at det er en god øvelse. Jeg skal lære ikke altid at være så bange.

Så i morgen er sidste dag af meget mærkelige (og opslidende) maj!
Vi krydser alt, vi har for, at jeg har det SÅ meget bedre, og at ungerne er sygdoms- og feberfrie, så jeg kan komme på arbejde og ikke bare være ugens gæst.