Nu sidder jeg så her i sofaen halvt under Freyas dyne ("Mor, du må gerne få noget af min dyne") og halvt under det røde tæppe. Vi ser Melodi Grand Prix. Eller dvs. Asta er dejset omkuld på den ene side af mig, og det varer nok ikke længe før Freya, her på den anden side, følger trop. Men det har også været en lang og begivenhedsrig dag - faktisk en dejlig dag på trods af, at jeg har tilbragt det meste af dagen med hovedet i toilettet eller siddende musestille på sofaen. Meget mærkelig tilstand jeg befinder mig i?
Konstant kvalme, værst om morgenen. Når jeg spiser noget, kommer det næsten prompte op igen. Det er som om min krop producerer uanede mængder slim, så snart der kommer føde indenbords (Yup! Meget lækkert!). Så igen i dag tilbragte jeg 20 min med hovedet i toilettet - havde tilsidst næsten kramper i kæberne af at kaste op. Kravlede ind på sofaen og har så siddet der i comalignende tilstand det meste af dagen. ØV!!!
Men hvad så med pigerne? De har på trods af min ynkelige tilstand haft en fantastisk dag. Deres far har været her! Ham har de ikke set i et halvt år, så de var jublende glade. Mine tårer pressede på, da han trådte ind ad terrassedøren, og pigerne hvinende kastede sig om halsen på ham. Det var så rørende! Han har det bestemt heller ikke godt, men han aflyste et par aftaler, og blev her lidt længere, da han så hvordan, jeg har det. Så pigerne var sammen med deres far i dag, og da han gik overtog naboen. Hvad skulle jeg dog gøre uden mine fantastiske naboer?
Da solen begyndte sin tur ned bag horisonten og skyggerne blev længere og længere, blev der tøsehygget og tegnet store kunstværker med kridt på fliserne:
Så det er bare mig, der er gået glip af næsten hele den dejlige dag i dag, men kan heldigvis glædes over at pigerne har haft en glad og skøn dag.
Må vist hellere få båret de små sovende ind i seng - men hvordan?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar