Freyas fine pude

Det har været en rigtig crappy dag! Jeg er stadig træt! Men ikke bare træt, jeg har virkelig følt mig udkørt i dag! Presset, udkørt og helt og aldeles nedslidt. Henover middag fik jeg pludselig stærke smerter henover brystet - dog i højre side. Smertefulde jag. Det bekymrer mig selvfølgelig en del. Men har nu talt med lægevagten - bare sådan for en sikkerheds skyld.

Men ja, en rigtig øv dag! Så i stedet for at skrive mere om det eller mindes mere - så er her i stedet et billede, jeg lige fandt, af den fine pude Freya syede til mig, da hun gik i børnehave. Det tog hende meget lang tid. Men fin det blev den - sagde den stolte moder!



Billedet har jeg ikke selv taget. Det har Freya. Altid fornøjeligt at se, hvad hun har fundet på at tage billeder af, når hun får lov til at gå rundt med kameraet. Som fx. billeder af Hannah Montana i fjernsynet. For det er nemlig meget vigtigt at tage en masse billeder af. Andre gange har hun virkelig formået at fange nogle virkelig fede vinkler.

Men... Nu vil jeg så hellere kigge på den fine pude min smukke datter har syet til mig, smile lidt og komme i seng, og forhåbentlig glemme alt om den her dumme dag - og vågne med fornyet energi i morgen. Uden smerter i brystet!

Såååå trææææææt!!!

Kæft, hvor er jeg bare træt! Og hvor alting bare kører rundt og føles meget rodet og uoverskueligt lige nu.
Var en tur hos min fantastiske kropsdimmer i dag. Jeg ved ikke, hvad det er hun gør. Men et eller andet gør hun! Hold da op! Jeg er helt kvadret og ultratræt! Samtidigt så føles det som om, at der bliver åbnet op for et eller andet - uden at jeg kan sætte fingeren præcis på, hvad det er.

Farvel sukker - goddag søvn!

I'm done!

Stik i mod alle planerne...

Jeg faldt lige over den her et andet sted på nettet - nærmere betegnet i en mægtig dejlig persons signatur:

"Livet burde ikke være en rejse med det formål at komme til graven i go' form og med lækker krop!
Nej hellere ankomme med chokolade i den ene hånd og et godt glas vin i den anden.."

Ah, den bragte lige smilet frem, så håber at det er ok, jeg tyvstjal den :D

Godhed

Mit hjerte tror på godheden i alle mennesker, min erfaring siger mig noget andet.

Hey Survivor!

Jeg hørte den her sang for første gang i dag. For første gang nogensinde. Den strøg direkte i hjertet på mig!
På en måde, så det er lige før jeg kan mærke tårerne derinde bagved. Alle de der tårer, som har presset på og er blevet ignoreret i så mange, mange år!

Her er den, læn dig tilbage og nyd den.

Slyngveninder!

Åh de tøser - de bliver så store! Se lige min pige og hendes allerbedste veninde, og de er ikke engang fyldt 6 år endnu. Men de er startet i skole begge to. Bare ikke på samme skole.
Men hvordan blev de lige så store?

Jeg ville have mine piger med ud at shoppe her til morgen. Men næ nej! Freya ville ikke foretage sig noget som helst uden sin allerbedste veninde! Men så var det sørme godt, at vi kunne mødes med dem på Fiskedusen.

De har deres egen lille pige-boble, som kun de to eksisterer i. Deres helt egen verden inde i deres helt egen lille boble. At have de to med ude at handle... Det kan være både ganske frustrerende og ovenud fornøjeligt! De er så skønne!



Og efter bedsteveninden var taget hjemad, var der lige tid til at bruge alt for mange penge i H&M. Hvilket faktisk godt kan udvikle sig til en temmelig presset affære, når man som jeg, har to krudtugler med. Men så er det godt, at der findes is! Hvor kan sådan en kopfuld dog skabe ro og fred!

Er dét ok!?

Er det ok, at blive temmelig sammenbidt og indebrændt, når pigernes far nu for anden gang i denne uge aflyser den aftale, han selv har lagt på bordet!?

For det er jeg!!! Jeg er efterhånden så gal, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med al den vrede! At behandle sine børn så respektløst! At nedprioritere dem gang på gang! Det er så usselt og lavt! ØV!!!

Og hvad kan jeg gøre ved det!?

Jeg er blevet såret...

Tænk sig - og så af en glasskål med tomater i!

I kantinen på jobbet ovenikøbet. Kan man så kalde det en arbejdsskade?

Så stod jeg der midt i kantinen med blodet dryppende fra min finger. Ja, det dryppede rent faktisk. Imponerende at et lille snit kan bløde så meget.

Men min finger blev pænt forbundet af kantine-bossen, som jeg ved samme lejlighed fandt ud af er tidligere livredder. Så han var vant til at forbinde børn... Hmm...

Men avs altså! Tænk at et lille snit i en finger kan gøre så ondt - også efter det er blevet forbundet. Ovenikøbet med sådan noget supersmart, blåt, limløst plaster! Så kom ikke her og sig, at jeg ikke er en heldig rad!

Back to business - over and out!

Fortjen min tillid og alt det der?

Eller er det omvendt? Kan det være det? I hvert fald, så må jeg efterhånden konkludere, at jeg ikke rigtig stoler på nogen. Sådan rigtig stoler på! Selvom jeg deler meget, er åben. Så er jeg det ikke alligevel. Det er jo bare historier, og jeg passer på mig selv! Måske derfor jeg kan virke så afvisende? Kom mig ikke nær!

Et levn fra min barndom, hvor jeg oftest blev svigtet af de voksne. Der var ikke særlig mange voksne, jeg kunne stole på. Faktisk meget, meget få. Så få, at min ene hånd faktisk har flere fingre end de få. Det er jo ikke mange vel? Som årene er gået, og der kom flere og flere til i rækken af svigt er det som om, at der skal mindre og mindre til, samtidig med at der skal mere og mere til. Det er ganske svært at sætte i det rette perspektiv, men jeg er på vej, og det former sig lige så stille inde i mit hovede. Mønsteret tager form.

Til gengæld er jeg så dejlig kompliceret bygget, at selvom folk svigter - så bliver jeg stædigt ved med at holde fast i dem. Men hvorfor? Fordi det er det, jeg kender til? Fordi jeg har brug for bekræftelsen? Fordi... Den ligger lige på tungen. Fordi den kærlighed, jeg kender til, der hører svigt med. Det hører med, at jeg skal klare mig selv og komme over skuffelsen, når jeg bliver svigtet eller skuffes. Ah mand! Hvor er logikken henne i det?

Det er en hård tid for tiden. Av, der er mange ting, der gør ondt og dræner... Men når først mønsteret er på plads, så kan det ændres. Det skal bare lige på plads først - lidt ligesom at vække sig selv i en drøm. Det synes utopisk, men er faktisk muligt.

Oh yeah!

"Pain is weakness leaving the body!"