Nu banker natten på og den madpakke smører ikke sig selv. Sidder her og funderer over dette og hint (alle de ting og tanker, som jeg så ofte har så svært ved at få sat de helt rigtige ord på). Dog har dagen i dag har været let og krydret med små gode input. Glæde og små, skæve smil. Astas regnjakke, der pludselig efter et halvt år, dukker op rullet sammen i en lille tur-rygsæk. Det har dog sat sine tydelige spor, at de begge har opholdt sig i børnehavens buske - eller skoven, som Asta kalder det - i mange, mange, våde måneder.
Men... Asta var pylret. Som i meget pylret, da jeg hentede hende. Hun frøs og ville bare hjem og putte på sofaen med tæpper. Hun frøs stadig under alle tæpperne. Feberen ramte Asta hårdt og ligepå her til aften. Fyrre komma to sneg den sig op på. Så nu ligger hun her. Lige ved siden af mig på sofaen, sover og feberkoger.
Om lidt bærer jeg hende ind i seng. Hos mig, så jeg kan holde lidt øje med hende. For der skal meget til før min lille Asta piver sådan.
Så vi ønsker og håber, at feberen falder igen i løbet af natten - og at vi alle får en god nats søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar