Kender du det? Jeg står der på kanten og skal bare lige over på den anden side af kløften? Jeg kan se målet og ved, hvad det er. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan jeg kommer derover på den anden side?
Faktisk viser det sig, at den eneste måde at komme over på, er at springe. Bare springe det bedste, jeg har lært og så håbe på, at jeg lander sikkert med begge fødder. Bortset fra, at det bare slet ikke er sikkert. For det føles ikke sikkert.
Så i stedet for at springe, så klynger jeg mig fast til det sikre og kendte. Får faktisk overbevist mig selv om, at jeg slet ikke orker at springe. Faktisk kan jeg lige pludselig slet ikke huske, hvordan jeg springer?
Så sidder jeg bare der i min boble. Lader livet passere lige forbi min trygge, sikre boble. For det er sådan jeg formår at holde sammen på mig selv og være der for mine piger. Eller det tror jeg i hvert fald....
Inspirationen kommer forhåbentlig snart tilbage igen.
Kære Camilla, kan det slet ikke lade sig gøre at tage bare et lille skridt, i stedet for et kæmpe tigerspring? Nogle gange kan det være nemmere at overskue :-) KH Charlotte
SvarSletÅh men jo Charlotte, du har helt ret - og heldigvis har jeg taget rigtig mange små skridt efterhånden. Men lige for tiden der føles de små skridt bare som kæmpestore, uoverskuelige og "farlige" spring. Men det skal nok komme igen... Jeg har vist blot et behov for at trykke på den store pauseknap for en stund :-)
SvarSlet