Tvivlen kommer snigende

Bedst som alle glæder sig, så kommer min tvivl igen snigende... Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor i alverden skal jeg være sådan?
En præst sagde engang til mig: "Camilla" Hvis du IKKE tvivlede, ville jeg være bekymret!"
Ganske god tanke!

Vi tager afsted på en mini-mini-ferie på torsdag efter mormors bisættelse. Jeg er ganske overbevist om, at jeg og pigerne vil have godt af, at komme lidt væk og slappe lidt af.... Men nu tvivler jeg. Hvorfor jeg tvivler? Er en meget lang og alt for følelsesladet historie. Som jeg egentlig er mere eller mindre ok med - og så alligevel ikke.

Ok, fordi mange ting er blevet sat på plads i gennem den sidste tid. Ok, fordi når man ryger ned i et så stort hul, som jeg gjorde, så er der kun en vej - og det er op! Ok, fordi jeg lærer og erfarer og udvikler. Små skridt, men det sker lidt efter lidt.

Så ja... Vi glæder os - men jeg tvivler. Til gengæld, så er det også tilladt at tvivle.