Jeg har rod i mit hovede. De her ord (som hænger på væggen på kontoret) passer egentlig meget godt... Sådan sammen med mit rod... Tror jeg nok?
"I know you believe you understand what you think I said, but I am not sure you realize, that what you heard, is not what I meant"
(Kommukation???)
torsdag den 30. juni 2011
Godmorgensang
Vågn nu op af dine drømme
Livet må du ej forsømme
Vi har brug for dig og dine kræfter
Flagermusen er nu fløjet
Kom så ud af nattetøjet
Bolden for i dag er spillet ud
Natten er forbi og dagens lys,
det bryder frem
Natten er forbi og dagens lys,
det bryder frem
Hold nu op, hvor vi glæder os til ferie og Livø!
mandag den 27. juni 2011
søndag den 26. juni 2011
Skriger i stilhed
Skrig fylder mit hovede, men intet høres. Så hvad gør jeg?
Hvad gør jeg, når jeg har lyst til at forlade det hele? Bare gå min vej og forlade det hele - og mig selv. Jeg tager en dyb indånding, trækker skulderne op og bider tænderne hårdt sammen. Ignorerer hovedpinen og gør det, jeg skal.
Forsøger at hænge sammen. Finde de gode og lyse sider. Se det positive. Værdsætte og være taknemmelig for det jeg har. For min fornuft siger mig, at det er sådan det er. Jeg har det godt. Følelserne er ikke enige. Jeg har ondt!
Frustrationen bliver større og altoverskyggende. Så jeg kravler ind i min hule. Vil bare sove, sove, sove, sove. Men jeg kan ikke. Ikke helt. For jeg har et ansvar. Så ja, jeg står op og gør det, jeg skal. Ikke med glæde, men fordi jeg skal.
Så jeg er ikke sjov. Jeg er vranten, irritabel, helt tabt for ressourcer og i det hele taget, set med mine egne øjne, en rigtig rådden mor for mine to vidunderlige piger. Det gør ondt!
For et stykke tid siden var det uvejr med regn, rusk, torden og lyn. Jeg sad i døren til terrassen og snusede den regnvåde duft til mig. Men blev afbrudt af barnegråd. Sønderrivende, angstfyldt barnegråd. Angstgråd lige på vippen til skrig. Jeg fik en ubeskrivelig trang til at løbe ud i regnen og finde det lille barn. Heldigvis stoppede det hurtigt. Mine skrig gjorde ikke.
En forlængst glemt erindring stod pludselig i lys lue. Kastet tilbage til den spæde barndom. To måske tre år gammel. Måske yngre, men ikke ældre. Jeg vågnede alene. Jeg græd. Jeg græd endnu mere og var bange. Jeg skreg efter min mor, men hun var der ikke. Der var kun mig. Jeg græd længe. Mindes ikke hvor længe, men længe. Til sidst må jeg være faldet i søvn igen. Nok af udmattelse, som børn nu gør.
Den aften i regnvejret pressede tårerne sig på for den lille pige, jeg var. Den lille pige, der græd sådan og var så bange. Den lille pige, der blev forladt så tit og var helt alene. Men de blev hurtigt stoppet igen. For tårer er ikke tilladt. Spørg mig ikke om hvorfor lige nu. Det er de bare ikke. Min fornuft ved selvfølgelig godt at det er fuldt ud lovligt. Mine følelser siger noget andet. De siger STOP DET NU! Lige NU! Så det gør jeg.
Men... En dag skal det nok lykkes at få fornuft og følelser til at snakke sammen og forstå hinanden. Få min fornuft til at tage følelserne i hånden og sige, at det hele nok skal gå. Sige, at det hele nok skal blive rigtig godt.
Hvad gør jeg, når jeg har lyst til at forlade det hele? Bare gå min vej og forlade det hele - og mig selv. Jeg tager en dyb indånding, trækker skulderne op og bider tænderne hårdt sammen. Ignorerer hovedpinen og gør det, jeg skal.
Forsøger at hænge sammen. Finde de gode og lyse sider. Se det positive. Værdsætte og være taknemmelig for det jeg har. For min fornuft siger mig, at det er sådan det er. Jeg har det godt. Følelserne er ikke enige. Jeg har ondt!
Frustrationen bliver større og altoverskyggende. Så jeg kravler ind i min hule. Vil bare sove, sove, sove, sove. Men jeg kan ikke. Ikke helt. For jeg har et ansvar. Så ja, jeg står op og gør det, jeg skal. Ikke med glæde, men fordi jeg skal.
Så jeg er ikke sjov. Jeg er vranten, irritabel, helt tabt for ressourcer og i det hele taget, set med mine egne øjne, en rigtig rådden mor for mine to vidunderlige piger. Det gør ondt!
For et stykke tid siden var det uvejr med regn, rusk, torden og lyn. Jeg sad i døren til terrassen og snusede den regnvåde duft til mig. Men blev afbrudt af barnegråd. Sønderrivende, angstfyldt barnegråd. Angstgråd lige på vippen til skrig. Jeg fik en ubeskrivelig trang til at løbe ud i regnen og finde det lille barn. Heldigvis stoppede det hurtigt. Mine skrig gjorde ikke.
En forlængst glemt erindring stod pludselig i lys lue. Kastet tilbage til den spæde barndom. To måske tre år gammel. Måske yngre, men ikke ældre. Jeg vågnede alene. Jeg græd. Jeg græd endnu mere og var bange. Jeg skreg efter min mor, men hun var der ikke. Der var kun mig. Jeg græd længe. Mindes ikke hvor længe, men længe. Til sidst må jeg være faldet i søvn igen. Nok af udmattelse, som børn nu gør.
Den aften i regnvejret pressede tårerne sig på for den lille pige, jeg var. Den lille pige, der græd sådan og var så bange. Den lille pige, der blev forladt så tit og var helt alene. Men de blev hurtigt stoppet igen. For tårer er ikke tilladt. Spørg mig ikke om hvorfor lige nu. Det er de bare ikke. Min fornuft ved selvfølgelig godt at det er fuldt ud lovligt. Mine følelser siger noget andet. De siger STOP DET NU! Lige NU! Så det gør jeg.
Men... En dag skal det nok lykkes at få fornuft og følelser til at snakke sammen og forstå hinanden. Få min fornuft til at tage følelserne i hånden og sige, at det hele nok skal gå. Sige, at det hele nok skal blive rigtig godt.
fredag den 24. juni 2011
Regnbue over NV
Er der noget så fortryllende som regnbuer? Her er vores. Den vi var så heldige at få selskab af her til aften.
Somewhere over the rainbow
Way up high
There's a land that I heard of
Once in a lullaby
Somewhere over the rainbow
Skies are blue
And the dreams that you dare to dream
Really do come true
Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me
Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly
Birds fly over the rainbow
Why then, oh why can't I?
If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?
Somewhere over the rainbow
Way up high
There's a land that I heard of
Once in a lullaby
Somewhere over the rainbow
Skies are blue
And the dreams that you dare to dream
Really do come true
Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me
Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly
Birds fly over the rainbow
Why then, oh why can't I?
If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?
Burger og chokoladekage
Jeg fløj ikke til Blogsbjerg. Ej heller så jeg bare det mindste lillebitte bål. Til gengæld, så havde vi praktisk talt hele caféen for os selv, da jeg spiste sådan en her:
Den var velsmagende, meget stor, meget mættende og ikke mindst, så var var salaten frisk og sprød - uhm! Men trods overvældende mæthed, så er man vel aldrig så mæt, at man kan sige nej til et stykke chokoladekage. Chokoladekage af den slags, som er blød, luftig med en tung, fyldig smag af chokolade:
Den var velsmagende, meget stor, meget mættende og ikke mindst, så var var salaten frisk og sprød - uhm! Men trods overvældende mæthed, så er man vel aldrig så mæt, at man kan sige nej til et stykke chokoladekage. Chokoladekage af den slags, som er blød, luftig med en tung, fyldig smag af chokolade:
torsdag den 23. juni 2011
Skt. Hans på en ganske almindelig dag
I dag er for mig en dag, som så mange andre dage... Blot krydret med morgenmad i Freyas klasse, parkeringsbøde, alt for travl og ukoncentreret på jobbet, hente børn, mavesmerter, aftensmad på café. Men ingen bål.
Under vores cafébesøg overlod jeg kameraet til Freya. For iflg. min absolutte objektive mening, så er hun en ret så fabelagtig fotograf, som ofte får fanget nogle virkelig sjove vinkler.
Ok, sjove vinkler gav hun ikke meget af i dag (for hun har nu fundet ud af at skifte til makro-funktionen og tilbage igen), men fine blev de:
Med disse fine billeder vil jeg takke af for i dag. Komme i seng i nogenlunde ordentlig tid (for noget siger mig, at jeg har brug for det).
Under vores cafébesøg overlod jeg kameraet til Freya. For iflg. min absolutte objektive mening, så er hun en ret så fabelagtig fotograf, som ofte får fanget nogle virkelig sjove vinkler.
Ok, sjove vinkler gav hun ikke meget af i dag (for hun har nu fundet ud af at skifte til makro-funktionen og tilbage igen), men fine blev de:
Med disse fine billeder vil jeg takke af for i dag. Komme i seng i nogenlunde ordentlig tid (for noget siger mig, at jeg har brug for det).
tirsdag den 21. juni 2011
Går tidligt i seng og læser en bog
Den anden dag satte jeg mig for at skrive en liste. En liste over gode ting, jeg kan gøre for mig selv... Tænkte ganske optimistisk at 10 ting ville være fint.
Men tænk dig!!! Det eneste jeg kunne komme på var: Gå tidligt i seng.
Efter lang tids tænken og knagen og funderen (og en næsten uanstændig indre gentagen af "gå tidligt i seng"), så kom jeg frem til en ting mere: Læs bøger. Gode bøger.
Så det tror jeg, at jeg vil gøre nu. Gå i seng og læse lidt i en god bog.
Men tænk dig!!! Det eneste jeg kunne komme på var: Gå tidligt i seng.
Efter lang tids tænken og knagen og funderen (og en næsten uanstændig indre gentagen af "gå tidligt i seng"), så kom jeg frem til en ting mere: Læs bøger. Gode bøger.
Så det tror jeg, at jeg vil gøre nu. Gå i seng og læse lidt i en god bog.
mandag den 20. juni 2011
Alle mine fine blomster
Fik jeg fortalt, at jeg elsker at få blomster? Det gør jeg! Desværre er jeg ikke altid særlig god til at vise min glæde... Men blomster fik jeg heldigvis alligevel en masse af i lørdags. Nu står de rundt omkring i stuen i deres vaser og er så fine. Så jeg kan sidde i min sofa. Kigge på dem og glædes.
Min fødselsdag var fantastisk. Det klæder mig faktisk at være 40. Jeg har det meget bedre med at være komplet rørstrømsk. Var ved at tude flere gange over blomster med bud, de sødeste fødselsdagskort med varme ord, de smukke og gode gaver, sange og fine taler fra mine dejlig venner og familie.
Hvilket er den rette vej for mig, for som Tulippa med alle de smukke ord lige mindede mig om i dag, så skal jeg huske at åbne mit hjerte og mærke, at det slår (i stedet for den lange dvale, jeg føler, jeg befinder mig i).
Så kom dans i regnen, dans med os, dans med dem, der danser med drenge og dans med alle de andre:
Min fødselsdag var fantastisk. Det klæder mig faktisk at være 40. Jeg har det meget bedre med at være komplet rørstrømsk. Var ved at tude flere gange over blomster med bud, de sødeste fødselsdagskort med varme ord, de smukke og gode gaver, sange og fine taler fra mine dejlig venner og familie.
Hvilket er den rette vej for mig, for som Tulippa med alle de smukke ord lige mindede mig om i dag, så skal jeg huske at åbne mit hjerte og mærke, at det slår (i stedet for den lange dvale, jeg føler, jeg befinder mig i).
Så kom dans i regnen, dans med os, dans med dem, der danser med drenge og dans med alle de andre:
Abonner på:
Opslag (Atom)