Sider

mandag den 30. august 2010

Gå for gode sager

Tid til noget godt herinde. For i går, der gik vi for en god sag.
Pigerne, kusinen og jeg sammen med tusindvis af andre søndagsglade gængere.
Pigerne valgte selv at gå for dyrene, som de hurtigt fik omdøbt til "dyreholdet" - så vi andre gik for børnene (og var dermed på "børneholdet" naturligvis), og så var vi også næsten klar til afgang:



Vi tog børneruten på 6 km, og det var en rigtig god tur. Der var flaskehalse undervejs, men hvad gør det - når vi nu ikke skal nå noget.
Så vi gik og gik og gik.. I gennem de københavnske gader og stræder, langs søer og parker og havde både tid til æblepauser, musikpauser, seværdigheder og opgaveløsning undervejs.




De to seje 5-årige tøser gik 6 km uden at kny og kom vel i mål sammen med alle os andre (inkl. Asta i klapvogn). Sluttede flot af med lidt ekstra energiafbrænding i hoppeborgene og en stor is på vejen hjem.
Så alt i alt fik de små fødder travet 10 km. Vores seje piger! Og ja - vi gør det hjertens gerne igen næste år.

fredag den 27. august 2010

Arh dér!!!

Jeg er gået helt i stå...

Jeg er så træt af gættelege... Behold jeres aber for jer selv. Hvis i har noget at sige, så sig det, så man forstår det. Jeg besidder hverken overskuddet eller lysten til at skulle tyde alt muligt i mellem linierne. Kryptiske indvendinger, rungende tavshed og nemme udveje - jeg gider det ikke mere. Hvorfor er det så svært for så mange mennesker at udvise den respekt overfor andre? Eller overfor mig?

Så vil nogen måske mene, at jeg selv er lettere kryptisk nu? Men nej, jeg skriver det, jeg mener - men udviser dog den respekt ikke at pege fingre her i det "offentlige".

Dagen er hvad jeg gør den til! Og lige nu gik jeg i stå - men nul og nix, om det skal fortsætte sådan. Maden skal stadig laves og senere får vi heldigvis skønt besøg.

En ganske interessant samtale

Freya: "Mor, er det rigtigt, at man skal bolle, for at få børn?"
Mor: "Mnjaah... Min skat, det er rigtigt nok. Er der nogen, der har fortalt dig det?"
Freya: "Ja, det har min lærer ovre i skolen"
Mor: "Ok... Hvorfor fortalte hun det?"
Freya: "Fordi, jeg spurgte..."
Mor: "Ok..? Men hvorfor spurgte du om det?"
Freya: "Det er fordi, jeg gerne vil have børn."
Mor: "Jamen ok...? Men du skal lige være voksen først ik'?"
Freya: "Jo mor, og når jeg bliver voksen, så skal jeg have børn med Kaz. Men han gider ikke lige nu. Men det gør ikke noget, for når drenge bliver voksne, så bliver de helt, helt anderledes - er det ik' os' rigtigt mor?"
Mor: "Jo skat, det er nok meget rigtigt"
Freya: "Og mor bolle det er sådan noget, hvor man tager alt tøjet af og kysser - er det ik' os' mor?"
Mor: "Jo, det er i hvert fald en del af det."
Freya: "Men man skal være voksen først."

Meget klog pige, jeg har mig ;o)

onsdag den 25. august 2010

Hvorfor gør jeg det?

Fortæl mig lige engang, hvorfor jeg ser de her forfærdelige programmer, der ofte vises i tv?
Specielt udsendelser med børn. De stryger lige ind under huden på mig og lige lukt ind i hjertekulen, og det gør ondt! Jeg synker helt ned og kan slet ikke forstå, hvordan i alverden jeg kan tillade mig at sætte børn i denne forfærdelige verden. Og det værste er, at jeg ikke engang opsøger dem, men blot zapper forbi, og så bare bliver hængende... Måske i håb om, at der kommer en god slutning?

Men i aften skruede jeg væk! Der er jo en grund til, at jeg knap nok tåler at se tv-avisen.
Fokus på de smukke ting i livet - i stedet for at fortsætte med at sabotere mig selv ved at gøre det omvendte.

Næ du, så hellere se Gordon Ramsey skælde ud på aspiranter, kokke og restaurationsejere.

Som det dog river og rusker

Mange brokker sig ofte over vejret - inkl. mig selv. Men... når sandheden skal frem, så sætter jeg rigtig stor pris på de fire årstider. At få lov at opleve dem ved selvsyn år efter år efter år - det er smukt!

Stolene flyver rundt på terrassen. Hår og kjole er slet ikke til at styre. Selv træet her uden for mit vinduet får en ordentlig blæsetur.. Og jeg synes bare, det er fedt!



Bare på den lille korte tur hen til bilen (og jo, jeg sætter skam også stor pris på at have en bil i det her vejr), kan jeg nå at blive blæst godt i gennem. Det er som om selv tankerne ikke kan holde fast, men bliver blæst langt, langt væk (men på forunderlig vis finder de altid vejen tilbage igen?) - og det er da bare så forfriskende.

Naturen og dens kræfter er imponerende!

tirsdag den 24. august 2010

Noget om min mor

Lige pludselig fik jeg en tanke, som faktisk gør mig vred!
Vred på min mor - som jeg normalt ikke kan blive vred på.

Mormor kunne passe mig! Hun havde muligheden for at få mormor til at passe mig! Men alligevel lod hun lillebitte mig blive alene hjemme - bange og alene hjemme om natten! Fordi hun skulle i byen!!!

Hold da kæft!

Chai

Hvad er fidusen ved Chai? Det skulle være så trendy. Nu er jeg bare ikke typen, der hopper med på så meget - bare fordi det er trendy (men måske jeg skulle prøve det?).
Jeg mener... Alt det der med den famøse hyldeblomst, har jeg simpelthen aldrig fattet, og gør det stadig ikke (er jeg så totalt u-trendy?).

Men nu er jeg med på noderne igen - for jeg har skiftet efter-frokost-kaffen ud med en kop Chai.



Meget bedre fidus end hyldeblomst i hvert fald. Og så kommer Chai med en dejlig duft af julestemning - hvilket passer helt godt sammen med mig i disse måneder, hvor det bliver mørkere og mørkere, og rusk og regn banker på døren (eller bare braser ind!).

mandag den 23. august 2010

Indlæg nr. 100 og....

Jeg totalt technotripper!!! Selvom jeg burde ligge i min seng og sove... Men den plade er vist ved at være temmelig slidt.
Næ du!!! Tom Wilson, Techno Cat (Perplexer Mix) - det du'r! Så kan jeg sove, når jeg bliver gammel - ahem..

Ja, og tænk engang - så er det indlæg nr. 100, og jeg har intet fornuftigt at sige? Bare en masse overtræt sludder... Der var godt nok noget, jeg gik og undrede mig meget over i dag, men det har jeg lykkeligt glemt igen.

Faktisk, så tror jeg, at jeg skal få lært kunsten at være lykkeligt uvidende i stedet for at spekulere mig helt ør over ting, jeg alligevel ikke forstår. Hmm... har jeg ikke også spillet den plade før? Men hvad, den har kun godt af at blive spillet en gang til.

Nøglen ligger i drømmene - så godnat til mig!

søndag den 22. august 2010

God dag i dag

God snak, skovtur, legeplads, godt selskab, aftensmad, flødeboller, Asti og mere god snak - og latter!
Hvad skal jeg med tvivl og underligheder, når jeg har alt det? :o)