Propfuld af hjemmebagt chokoladekagebunde, kiwi, jordbær, hindbær og chokolade - akkurat som bestilt af den lille dame. Og ja, den overnattede i køleskabet, hvor den lige præcis kunne kantes ind.
På selve dagen blev der naturligvis også bagt boller i lange baner - både uden chokolade og med. Og så kan jeg altså godt frydes sådan rigtigt over en bolledej, der bare hæver som den skal (ja, lidt mærkelig er jeg jo) - og duften af lækre, gyldne, nybagte boller. Uhm!
Så selvom den store festdag var i truende fare om lørdagen, fordi jeg endnu engang sank ned i et hul af træthed og manglende overskud - som i absolut, overhovedet intet overskud! Efter et par timer i min hule havde jeg på mirakuløs vis fået opladet så meget energi, at jeg fik sparket mig selv i gang igen. Fik ryddet op, støvsuget, tørret støv af, vasket gulv, vasket sofatæpper og alt det andet kedelige, der nu engang bare skal gøres nogen gange.
Aftensmad var der ikke lige tid til. Så til pigernes store jubel kørte vi på MacD. De fik spist og leget. Jeg fik lige endnu en halv time mere at oplade i.
Hvor var det godt, jeg gjorde det. For jeg fik klaret det hele. Asta havde en dejlig dag. Det er det vigtigste! Der blev hygget, leget, daset og solet lidt i solen.
Til sidst på dagen. Møgbeskidt og med munden propfuld af slik! That's my girl! Sådan afsluttes en god fødselsdag med manér!

Og så taler vi ikke om de nervepirrende minutter, hvor den lille dame var pist væk. Så pist væk, at jeg var lige ved at bryde sammen i gråd og angst. Og vi taler heller ikke om, at hun faktisk bare lige havde fundet en anden fest et ganske kort øjeblik, og faktisk slet ikke var væk. Hun var lige præcis blevet der, hvor hun skulle - bare lige uden for øjenvidde, men stadig inden for rækkevidde. Hun er nemlig en god pige, der faktisk godt kan høre efter, hvad mor siger. I hvert fald, når det virkelig gælder.
Og så var der også noget om bevis nr. 2 ik'?
