Uden støttehjul

Allerførst... Hvor er det bare skønt at vågne op sådan en morgen, hvor jeg kan høre pigerne inde i stuen (ja, de vækker ikke engang mor mere, når de står op - de lister bare ind i stuen og hygger med tæpper i sofaen). De var så søde og talte så fint til hinanden. Så jeg blev bare liggende og lyttede og smilede.

Intet varer dog længe med de to. Så jeg måtte ud af dynerne efter kort tid for at afværge en optrappende konflikt over en pludselig manglende "tendo-pind".

Så før vi gå i gang med at producere hjemmelavet knas-müsli, vil jeg også lige prale med min seje 3-årige!

For i går blev dagen, hvor vi pillede støttehjulene af Astas lille cykel. Men! Ligemeget hjalp det, for kæden blev ved med at ryge af? Så efter at have fået sorte fingre fem gange for at sætte den fordømte kæde på igen, så opgav jeg.

Heldigvis, så er det så sådan, at storesøster Freya fik en ny cykel i sommers, så vi testede lige cyklen nummeret størrere. Og det gik!!!



Asta var bare knalddygtig!!! Det var nok mor her, der var mest nervøs. Men hun cyklede bare! Bare sådan lige! Hun faldt da et par gange, men det tog bestemt ikke modet fra hende.

Så nu mangler hun bare at lære kunsten at starte, bremse og dreje - så er den hjemme!
Min seje pige!