Så i går, der måtte jeg bare ud! Ud, ud, ud! I det mindste gøre et eller andet forsøg på at få tankerne ud af hovedet!
Så turen gik til Zoologisk Have. For en gang skyld. Ud i det lækre, kolde solskinsvejr. Det var en god tur, en rigtig god tur. I nogle timer fik jeg brudt de tærende, negative tanker.
En begivenhedsrig tur, der bød på angstens hjertebanken, da Asta pludselig var væk! Helt væk!
Det var næsehornet helt tæt på, og en målløs beundring over, hvordan det kæmpestore dyr nærmest svævede hen over jorden, da strudse og zebraer lige skulle sættes lidt på plads.
Den lille, stakkels løveunge, der røg i det iskolde vand i vandgraven og plaskede rundt i is og vand i et desperat forsøg på at komme op igen. Imponerende, som sådan en størrelse kan hægte sig fast på en lodret mur. Løveungen kom heldigvis op igen. Men det skabte røre i løveflokken, og løvefar måtte lige ud og brøle og bokse lidt med hunløverne.
Det var en lang, god dag i Zoo. Asta faldt i søvn næsten prompte, jeg startede bilen. Hun havde så også grædt hele vejen fra Zoo og ned til bilen. Over hvor uretfærdig hendes mor er. For hun, Asta, ville have en tiger-bamse - og det fik hun ikke.
Freya til gengæld faldt ikke i søvn. Freya fortalte mig i stedet, at hun havde bedt til Gud. En dag i skolen hun var ked af det. Så fandt hun på at bede Gud om, at hendes far ville blive rask og få lyst til at besøge hende. Hun bad Gud om, hendes far ville blive rask, så hun kan komme og besøge ham.
Men det virkede ikke, fortalte hun. Hun var stadig ked af det.
Spørg ikke om det skærer mig i hjertet! For det gør det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar