En gang som stor pige fik jeg den her ring. Den kunne lige akkurat presses på min ringfinger. En lille sølvring med en lille gren. Dengang var der også en indfatning til en lille sten. Jeg fik ringen af E, en kvinde som betød - og stadig gør - uendeligt meget for mig. Jeg mere eller mindre boede hos hende og hendes lille familie i kortere og længere perioder af min barndom. I gennem mange år, som jeg husker det.
Jeg voksede og ringen flyttede over på min lillefinger. Kontakten til E forsvandt i takt med min mors optrappende stofmisbrug. I takt med at jeg blev mere og mere pinlig berørt over min mors betlergang hos venner og familie, når hun manglede stoffer. Stolthed og hæmninger eksisterer ikke, når der er abstinenser at spore. Selv pådrog jeg mig ganske ubevidst ansvaret for min mors påtrængenhed og dermed følelsen af at være den, der var påtrængende og forstyrrende. En følelse som har hængt ved lige siden.
År senere flygtede jeg til sidst langt væk fra København og min mor. Ringen flyttede med. Den sad stadig troligt på min lillefinger. Der var en dyb fure hele vejen rundt, hvor ringen sad. Jeg voksede, ringen gjorde ikke. Den lille indfatning blev skåret af. Ingen sten kunne fæstnes der igen, fik jeg fortalt.
Det betød ikke så meget for mig. Ringen har ikke fået mindre værdi af den grund. De mange år på min lillefinger har næsten slidt de små fine detaljer væk. Dele af den lille gren er slidt helt blanke, detaljerne er væk. I alle de år forlod den ikke min lillefinger. Den flyttede med tilbage til Kbh.
I dag sidder den lille ring ikke længere på min lillefinger. Den blev nødt til at flytte plads under min første graviditet. Furen forsvandt, og jeg kunne ikke længere få ringen på. Så i dag sidder den lille slidte, højt elskede ring blandt mine nøgler - stadig med mig.
Så utroligt, at jeg aldrig har skænket det en tanke før. Det er først for nyligt, jeg kom til at tænke over, at den har fulgt mig i gennem så mange år.
Kvinden der gav mig den, har jeg ikke set i godt og vel 20-25 år... Men hun er stadig en del af mit liv og mine tanker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar