Helt alene

Det er hvad, jeg er nu. Helt alene og bare mig. Meget mærkeligt. Ikke ligefrem noget, jeg er vant til. Jeg er vant til at have dem tæt ved mig hver eneste dag og aften. Mine små ballader.
Men de tog afsted i morges. Hjem til deres far kunne man så tænke. Men nej, de blev hentet i morges. De er taget på weekend her i midt i ugen - hos gode venner.

Så i dag tog jeg den lange vej hjem. Drejede simpelthen af hovedvejen og kørte over mark, gennem skov og bare nød vores smukke, smukke land. Nød at jeg ikke skulle ræse afsted for at hente børn, handle ind inden der hentes børn, for at nå hjem og lave aftensmad eller hvad der nu er af ting, jeg altid skal ræse afsted efter. Så jeg tog en omvej. Bare mig.

Bagefter gik turen til Føtex. Der brugte jeg næsten en time på at handle praktisk talt ingenting. Men nød at alle de skrigende børn ikke tilhørte mig. Nød at jeg ganske uforstyrret kunne gå rundt og kigge på ting og sager.

Så blev jeg hentet derhjemme. Tog i biografen og så en rigtig tøsefilm. Grinte og sukkede dybt og inderligt. For hvorfor findes der ikke den slags mænd i virkeligheden? Bare for at grine lidt mere.

Men det er skam ikke fordi, jeg ikke savner mine piger - for det gør jeg! Her er virkelig mærkelig tomt, når de ikke er her. Kommer nok til at gå ind og kigge til dem inden, jeg går i seng. Som jeg plejer. Bortset fra at sengene vil være tomme.
Ringede til dem på vej til biografen. De havde det godt og hyggede sig. I hvert fald havde de slet ikke tid til at snakke med mig: "Mor, hvorfor ringer du egentlig?" Fordi, jeg er din mor. Fordi, jeg lige vil høre, om du har haft en god dag. Fordi, jeg lige vil sige godnat. Fordi, jeg er din mor.