Fredag meget tidlig morgen afleverede jeg pigerne, stadig iført nattøj, hos nabo W. De var glade, for det er bare så fedt at blive afleveret af nabo W. Hun hentede dem også, hvilket de bare synes var endnu federe. Så serverede hun hotdogs til aftensmad! Jamen kan det hele så blive bedre!? Mine 2 øjesten var i hvert fald yderst tilfredse med det hele.
Senere kom min skønneste kusine og overtog passeriet. Og ja, de har alle tre hygget OG sovet på sofaen (og kusinen havde gjort det så fint herhjemme, at jeg havde tårer i øjnene af glæde). Så selvom jeg blev både sur og ked af det, da deres far endnu engang var faldet i et af sine vattede huller, så er jeg nu ret godt tilfreds med back-up planen.
Jeg har fundet ud af, at det gør mig sårbar, meget sårbar, når jeg (eller mine piger) bliver brændt af - men faktisk, så gør det mig også rigtig godt gammeldags ked af det. Når det så sker, så gør jeg noget, som faktisk ikke er særlig pænt eller sødt. Jeg tæsker mig selv! Jeg bliver sur på mig selv og skælder ud! Hvor er logikken lige henne i det? Hvis jeg var min egen veninde, så ville jeg forsøge at trøste, lytte eller støtte hende. Så burde jeg ikke gøre det for mig selv også? Hvad er der i vejen med at blive ked af det, når andre folk opfører sig dumt? Når det nu virkelig er noget, jeg bliver ked af? Egentlig ikke noget vel?
Jeg har fået så mange tæsk (af mig selv) i gennem så mange år, at det vist er på tide, at jeg begynder at være sød og god ved mig selv. God og sød!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar