Hver dag eller hverdag?

Hver dag siger mine piger et eller andet virkelig sjovt. "Dét må jeg huske at skrive ned!", tænker jeg hver gang... Og glemmer det.
Hverdag er det i dag. I dag nåede vi en del af det, som jeg havde glemt, vi skulle. Jeg mener virkelig glemt. Svedt helt ud, helt og aldeles!? Og i går nedbrændte KB Hallen. Jeg husker HipHop'89! Ja, det husker jeg!
Her til aften ville jeg havde løbet parken rundt for min sag. Endte med at sidde i sofaen og spise pebernødder i stedet! Ja, pebernødder!?! Aldi har åbnet dørene for julen. Go figure?? Til gengæld hyggede Asta og jeg på terrassen. Asta puttede hos mig med tæpper, mens solen gik ned og naboen spillede klaver.
I morgen er det også hverdag. Den allerbedste af alle hverdagene. Heldigvis!

33 vindmøller

Asta er startet til ridning! Den lille dame har simpelthen været bidt af en gal hest det sidste halve år. For lidt over en måned siden gav jeg efter. Så nu går Asta til ridning - og hun ELSKER det! Så i dag var vi til ridning.

Bagefter tog vi i Dyrehaven og gik en lang, lang, lang tur i det dejlige vejr. Så og hørte mange, mange brunstige kronhjorte. Klatrede på viltre, væltede træstammer og løb og ned af bakkerne i den smukke skov. Jeg elsker træer!
På vejen hjem sludrer Freya og Asta på bagsædet. Vi kører forbi en masse vindmøller og Freya tæller. Og tæller og tæller...

Freya: Der er 33 vindmøller!!! Ved du lige, hvor mange det er?
Asta: 50!

Så må jeg bare elske dem endnu mere <3

Hvilken dag - med solsikke på

I dag har vi spist vafler til morgenmad. Vi har gået, løbet, gået lidt mere og løbet lidt mere. Vi har købt vaskepulver og slappet af. Hørt højt musik og danset kung-fu dans. Klippet og klistret, ryddet op og støvsuget og været i bad. Vi har gnavet i majskolber til aftensmaden, set Mulan i tv og læst godnathistorie. Madpakkerne er smurt.... og alligevel, så synes jeg ikke rigtig, vi har lavet noget i dag...? Og så er vores solsikker endelig begyndt at blomstre.

Bare én uge..

Tænk hvis jeg bare kunne rive en uge ud af kalenderen. Rejse afsted bare mig og mig selv. Sidde på en strand med fødderne i sandet, se ud over vandet og bare være mig. Helt uden børn. En hel uge, hvor jeg kan få lov til at savne mine børn. Virkelig savne dem. En hel uge. Helt alene.

Træt!

Ok, her sker ikke meget. Indrømmet! Men jeg er træt! Træt, træt, træt, træt, træt, træt! Bare træt! Jeg slæber mig i gennem dagen. På arbejdet bliver jeg alt for tit overvældet er en trang til bare lige at hvile mit hovede på tastaturet. Bare et lille øjeblik. Bare et lillebitte øjeblik. For jeg er træt! Helt usigeligt, usandsynligt træt.

Sådan har det været i nok en måned nu. Kun for at blive værre. Træt og svimmel på den tømmermændsagtige måde. Så i dag tog jeg en sygedag og ringede til lægen. "Trænger du til ferie?", spurgte han, mens han stak den pokkers nål i min højre arm (jeg kan bare ikke lide de der nåle!). "Føler du dig stresset?", spurgte han mens han plantede et stykke vat henover bloddråben på min højre arm. "Hvordan med pigernes far?", spurgte han til sidst...

Tjah... Tjoh... Jeg er bare træt! Var mit svar til det. Eller det meste i hvert fald. Han virkede lidt bekymret. For at jeg måske kunne være stresset. Men sådan føler jeg det ikke. Jeg føler mig bare træt. Og pigernes far.. Ja, bare tanken gør mig også træt.

Så nu sidder jeg her med et ømt, blåt mærke på min højre arm. Stadig lige træt. Svarene må jeg vente med til på torsdag.

Gab og godnat!

Uinspireret...

...eller bare kreativ kedsomhed?

Det er lige dér... Lige dér på den anden side.

Kender du det? Jeg står der på kanten og skal bare lige over på den anden side af kløften? Jeg kan se målet og ved, hvad det er. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan jeg kommer derover på den anden side?

Faktisk viser det sig, at den eneste måde at komme over på, er at springe. Bare springe det bedste, jeg har lært og så håbe på, at jeg lander sikkert med begge fødder. Bortset fra, at det bare slet ikke er sikkert. For det føles ikke sikkert.

Så i stedet for at springe, så klynger jeg mig fast til det sikre og kendte. Får faktisk overbevist mig selv om, at jeg slet ikke orker at springe. Faktisk kan jeg lige pludselig slet ikke huske, hvordan jeg springer?

Så sidder jeg bare der i min boble. Lader livet passere lige forbi min trygge, sikre boble. For det er sådan jeg formår at holde sammen på mig selv og være der for mine piger. Eller det tror jeg i hvert fald....

Inspirationen kommer forhåbentlig snart tilbage igen.

Dragen Katla og det nye bibliotek

Selvom mit ressourceniveau hele dagen har skreget efter en seng og en lækker dyne at gemme sig under, så er det bestemt ikke sådan dagen blev.

Børn, skole, børnehave, arbejde og alt det der skal jo passes. Efter alt det var blevet passet, så drog vi afsted til det nye bibliotek på Rentemestervej. Freya fortalte i går, at dragen Katla hang derovre. En drage hun har været med til at male og dekorere i Fritten. Så selvfølgelig måtte vi over og beundre værket.

Min pige var med stor berettigelse meget stolt af deres værk. Flot er den! Som den hang der hen over hovedet på os, og var ganske imponerende.



Efter den store beundringstur op og ned af trapper, smuttede vi lige ind i "Børnegrotten". Børnenes helt eget bibliotek, hvor der rent faktisk er plads og rum til børn. Med kasser i alverdens forskellige nuancer af grøn, som børn (og voksne) kan klatre op og rundt på. Små hyggehuler med legetøj og selvfølgelig alle de børnebøger hjertet kunne begære. Dét er bestemt ikke sidste gang, vi smutter der forbi.

Today I don't feel like doing anything...

Sådan her havde jeg det i morges:



Og sådan har jeg det stadig...

PS. Og så er det bare en superskøn video!

At være i og udenfor hverdagen

Forsøger bare at være. Uden at falde for dybt eller blive opslugt af hverdagen. Vi har passet hund og gået lange ture. Blandt grå triste bygninger og under træernes gyldne lys. Gjort stop ved legepladser og set rådyr og røde skovsnegle. Vi har snakket og undret, grint og set. Ja, vi har gået lange, hyggelige ture.



I dag er det hverdag igen - og jeg har stadig intet kamera...