Nåmen...

Jeg er lidt i vildrede... For på den ene side, så vil jeg bare gerne fortælle, at jeg simpelthen har verdens sejeste vaskemaskine! For det første hedder den Candy! What a name! Vasker man et dynebetræk sammen med en masse andet tøj, så kan den helt selv få proppet alt tøjet ind i dynebetrækket. Ganske imponerende! Når det går rigtig godt for den, så kan den også frembringe lyde. Høje lyde, så vi ind i mellem lige må checke at der ikke har listet sig en Boing 747 ind på badeværelset. Desværre bliver vi lige skuffede hver gang. Det kunne være bare lidt sejt med et fly på badeværelset.

Åh ja - og så kan den trylle! Den fremtryller gladeligt små sten, hårspænder, blyanter og andre spændende ting. I dag fandt jeg et lille stykke rugbrød!

Men på den anden side... Når jeg ikke lige imponeres og undres over vaskemaskiner. Så går jeg rundt og føler mig som en gammel slidt LP. Der bare trygt og roligt er faldet tilbage i det gode gamle hak. Den gode gamle rille, hvor det bare kører rundt og rundt i hak. Hak, hak, hak, hak, hak... Det var ret nemt at falde tilbage. Skete helt uden jeg lagde mærke til det. Eller det gjorde jeg nok. Det er bare nemmere at ignorere signalerne. Nemmere at falde tilbage i det gode gamle, trygge hak. Desværre er LP'en bare så ridset, gammel og slidt at det ikke lyder godt. Trygt måske, men bestemt ikke godt.

Jeg skal lige finde ud af at give mig selv det lille puf, der får mig ud af rillen igen.