Sider

søndag den 15. maj 2011

En mavepuster!!!

Når Freya gerne vil ringe til sin far, og jeg ikke længere kan snige mig udenom. Når jeg ser hendes udtryk, når han ikke svarer. Når jeg ser hendes forventningsfulde glæde, når han ringer tilbage efter 2 min. Når jeg hører, hvordan hun taler med ham. Når hun spørger ham, om han ikke vil lade være med at drikke øl (hvor er hun bare sej altså!). Når hun lyser op og fortæller, at han siger, han nok skal blive en god far igen. Når hun siger, at han kommer og besøger hende næste weekend... Når han så ikke kommer...

Når jeg taler med ham. Når jeg hører, hvor langt væk han er. Når jeg hører ham sige, at han er i behandling. Når jeg ved, at han sikkert ikke kan huske meget af den samtale i morgen. Når jeg ved, hvor ked Freya bliver gang på gang på gang. Når jeg kan se savnet, smerten og håbet i hendes ansigt.

Ja, så er det som at få en mavepuster! Lige i solar plexus! Så jeg næsten knækker sammen på midten. Så tårerne presser på. Så mit indre vælter rundt i et virvar af smerte, frustration og vrede!
Lige dér, der er det så smukt og skønt at have veninder. Veninder der lige tager sig den tid, jeg har brug for. Den tid det tager lige at få fyldt lungerne med luft igen.

Tak allerkæreste veninder!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar