... er her en sang. Mormors sang. Mon de vil spille den i kirken?
onsdag den 30. juni 2010
tirsdag den 29. juni 2010
Farvel mormor
I dag kl. 13:50 tog mormor på sin sidste rejse. Jeg håber, den bliver lige så fantastisk, som hun var....
- billede af vores alle sammens dejlige mormor med en lille Marie fra julen 2001.
- billede af vores alle sammens dejlige mormor med en lille Marie fra julen 2001.
Kilde til stadig undren
Jeg har ofte undret mig over det, og gør det stadig?
Hvorfor er det, at folk skriver deres adresse på engelsk, når de bestiller noget - som jeg formoder, at de regner med bliver sendt fra udlandet?
Uanset hvor i verden det bliver afsendt fra, så er det jo stadig et dansk postbud eller en dansk fragtmand, der skal levere varen til den danske adresse her i Danmark?
Eksempelvis 2800 Copenhagen? Hvor hører det lige hjemme? Eller 1st floor?
Ja ja... Sær ting at undre sig over. Jeg ved det godt... Men jeg støder på dem ganske ofte i mit daglige arbejde.
Undrer mig bare... ;o)
Hvorfor er det, at folk skriver deres adresse på engelsk, når de bestiller noget - som jeg formoder, at de regner med bliver sendt fra udlandet?
Uanset hvor i verden det bliver afsendt fra, så er det jo stadig et dansk postbud eller en dansk fragtmand, der skal levere varen til den danske adresse her i Danmark?
Eksempelvis 2800 Copenhagen? Hvor hører det lige hjemme? Eller 1st floor?
Ja ja... Sær ting at undre sig over. Jeg ved det godt... Men jeg støder på dem ganske ofte i mit daglige arbejde.
Undrer mig bare... ;o)
mandag den 28. juni 2010
Skolestart
Endelig fik vi brevet fra skolen, om hvornår og hvilken klasse. Freya starter nemlig skole efter sommerferien.
Hun skal starte på skolen med det værste ry i NV- for næsten ikke at sige Kbh. Så jeg har haft meget store betænkeligheder. Men der bliver gjort meget for at vende det. Så beslutningen blev at give det en chance.
Ved indskrivning kunne man ovenikøbet ønske bestemte lærere - og ved klassesammensætningen bliver der i hvert fald taget højde for, hvilket fritidshjem børnene kommer fra. Det var hvad vi fik fortalt.
Men... Hvad vi ikke vidste var, at der fra børnehavens side indgives anbefalinger til hvilken børn, der kommer i klasse sammen - og evt. også hvilke børn, der ikke bør.
Freya er så blevet anbefalet at komme i klasse med sin gode ven Kaz. Hvilket jeg er rigtig, rigtig glad for. Ikke fordi de leger så meget sammen i fritteren, men fordi de føler sig meget trygge ved hinanden.
Ved indskrivning - før vi vidste alt det med anbefalinger. Da vi stadig troede, at de så på hvilke fritidshjem børnene kom fra. Ja, der havde vi så ønsket et bestemt lærerpar. For det var dem vi mødte til besøget i børnehaveklassen og de virkede rigtig søde og fortalte en masse ting, som gjorde mig lidt tryggere ved Freyas skolestart.
Men for et par uger siden, kom børnehavelederen og spurgte os, hvad vi prioriterede højest. At Freya og Kaz kom i klasse sammen - eller lærerønsket. Vi sagde helt klart Freya og Kaz i klasse sammen! (for det er også det Freya allerhelst vil - iflg. hendes eget udsagn efter lang overvejelse).
Og hvad sker der så? Jo, de sætter dem da i hver deres klasse!?!?!
Hvorfor i alverden så spørge os? Mødte så vores fantastiske børnehaveleder i morges (som lige var forbi selvom hun har ferie), og fortalte hende det. Det kunne hun ikke forstå - det måtte simpelthen være en fejl? For hun havde udtrykkeligt og personligt bedt skolen om at sætte de to i klasse sammen.
Hun ringede så for et par timer siden og fortalte, at nu havde hun været ovre på skolen, og Freya nu er kommet i klasse med Kaz... Og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Specielt at vores børnehaveleder har brugt tid på det i sin ferie :o) Jeg er bare rigtig ked af, at det hele skal starte med sådan nogen fejl....
Nå, men det var så en lang smøre, om noget som bare virkelig ramte mig - og selvfølgelig er der mange flere aspekter i det, end hvad jeg umiddelbart lige remser op her.
Men helt ærligt... Hvor er logikken henne i det hele?
Og måske er jeg også bare lidt nærtagende og sårbar for tiden?
Men udover det... Så har Freya og jeg bestilt skoletaske og penalhus. Det var meget svært at vælge, men Hello Kitty, du har gjort det igen! Som bonus kommer penalhuset med helt gratis.. Jo jo ;o)
- Billederne er sakset fra taskeeksperten.dk
Hun skal starte på skolen med det værste ry i NV- for næsten ikke at sige Kbh. Så jeg har haft meget store betænkeligheder. Men der bliver gjort meget for at vende det. Så beslutningen blev at give det en chance.
Ved indskrivning kunne man ovenikøbet ønske bestemte lærere - og ved klassesammensætningen bliver der i hvert fald taget højde for, hvilket fritidshjem børnene kommer fra. Det var hvad vi fik fortalt.
Men... Hvad vi ikke vidste var, at der fra børnehavens side indgives anbefalinger til hvilken børn, der kommer i klasse sammen - og evt. også hvilke børn, der ikke bør.
Freya er så blevet anbefalet at komme i klasse med sin gode ven Kaz. Hvilket jeg er rigtig, rigtig glad for. Ikke fordi de leger så meget sammen i fritteren, men fordi de føler sig meget trygge ved hinanden.
Ved indskrivning - før vi vidste alt det med anbefalinger. Da vi stadig troede, at de så på hvilke fritidshjem børnene kom fra. Ja, der havde vi så ønsket et bestemt lærerpar. For det var dem vi mødte til besøget i børnehaveklassen og de virkede rigtig søde og fortalte en masse ting, som gjorde mig lidt tryggere ved Freyas skolestart.
Men for et par uger siden, kom børnehavelederen og spurgte os, hvad vi prioriterede højest. At Freya og Kaz kom i klasse sammen - eller lærerønsket. Vi sagde helt klart Freya og Kaz i klasse sammen! (for det er også det Freya allerhelst vil - iflg. hendes eget udsagn efter lang overvejelse).
Og hvad sker der så? Jo, de sætter dem da i hver deres klasse!?!?!
Hvorfor i alverden så spørge os? Mødte så vores fantastiske børnehaveleder i morges (som lige var forbi selvom hun har ferie), og fortalte hende det. Det kunne hun ikke forstå - det måtte simpelthen være en fejl? For hun havde udtrykkeligt og personligt bedt skolen om at sætte de to i klasse sammen.
Hun ringede så for et par timer siden og fortalte, at nu havde hun været ovre på skolen, og Freya nu er kommet i klasse med Kaz... Og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Specielt at vores børnehaveleder har brugt tid på det i sin ferie :o) Jeg er bare rigtig ked af, at det hele skal starte med sådan nogen fejl....
Nå, men det var så en lang smøre, om noget som bare virkelig ramte mig - og selvfølgelig er der mange flere aspekter i det, end hvad jeg umiddelbart lige remser op her.
Men helt ærligt... Hvor er logikken henne i det hele?
Og måske er jeg også bare lidt nærtagende og sårbar for tiden?
Men udover det... Så har Freya og jeg bestilt skoletaske og penalhus. Det var meget svært at vælge, men Hello Kitty, du har gjort det igen! Som bonus kommer penalhuset med helt gratis.. Jo jo ;o)
- Billederne er sakset fra taskeeksperten.dk
søndag den 27. juni 2010
Tanker og finurligheder fra terrassen
Den her uge er der bare sket alt for meget til, at jeg helt kan overskue det...
Men så er det jo godt, at jeg har smukke frk. Piña og vores terrassedrinks (som vi så godt nok aldrig fik drukket):
Men det var i går. Lige nu, der sidder jeg bare her på terrassen med fødderne oppe og nyder min kaffe og roen. Tænk engang, at jeg bor lige midt inde i den store by!? Er så lykkelig for at bo her i vores lille oase. Langt væk kan lyden af biler da anes, men lige nu... Der kan jeg kun høre fuglene og et par hunde (som nu er stoppet igen) - og pigernes latter.
For midt på græsplænen er der sat et stort telt op (mon de skal på festival?). Pigerne griner og leger derhenne - inde i teltet. Men det varer nok ikke så længe. Jeg tænker, at det skal pilles ned igen om lidt.
Hmm.. Og hvor i alverden har Asta mon smidt sin trøje? De evige spørgsmål. Asta, hvor er din jakke? Asta, hvor har du smidt dine sko? Asta, hvor er DU? Mit lille glade barn, der nu løber rundt i kun shorts og undertrøje.
Og nu skal vi lige have handlet - Asta og jeg, for Freya gider heldigvis ikke. For der er ikke legetøj i udsigte... Når Asta altså engang har fundet sine sandaler oppe på legepladsen.
Argh! Mens man så sidder her og venter, så kommer en nabo lige forbi med en advarsel om dræbersnegle. Advarslen inkl. også fremvisning af et styk baby-dræbersnegl og råd om kogt vand og hvad ved jeg. Øv! Håber ikke de kravler ind til os.
Men så er det jo godt, at jeg har smukke frk. Piña og vores terrassedrinks (som vi så godt nok aldrig fik drukket):
Men det var i går. Lige nu, der sidder jeg bare her på terrassen med fødderne oppe og nyder min kaffe og roen. Tænk engang, at jeg bor lige midt inde i den store by!? Er så lykkelig for at bo her i vores lille oase. Langt væk kan lyden af biler da anes, men lige nu... Der kan jeg kun høre fuglene og et par hunde (som nu er stoppet igen) - og pigernes latter.
For midt på græsplænen er der sat et stort telt op (mon de skal på festival?). Pigerne griner og leger derhenne - inde i teltet. Men det varer nok ikke så længe. Jeg tænker, at det skal pilles ned igen om lidt.
Hmm.. Og hvor i alverden har Asta mon smidt sin trøje? De evige spørgsmål. Asta, hvor er din jakke? Asta, hvor har du smidt dine sko? Asta, hvor er DU? Mit lille glade barn, der nu løber rundt i kun shorts og undertrøje.
Og nu skal vi lige have handlet - Asta og jeg, for Freya gider heldigvis ikke. For der er ikke legetøj i udsigte... Når Asta altså engang har fundet sine sandaler oppe på legepladsen.
Argh! Mens man så sidder her og venter, så kommer en nabo lige forbi med en advarsel om dræbersnegle. Advarslen inkl. også fremvisning af et styk baby-dræbersnegl og råd om kogt vand og hvad ved jeg. Øv! Håber ikke de kravler ind til os.
fredag den 25. juni 2010
En historie om en meget vigtig beslutning
Jeg tog en meget vigtig beslutning som 3-årig! Min mor forlod mig ofte om natten, når hun skulle i byen med vennerne - allerede fra jeg var ganske lille. Hun ventede til jeg var faldet i søvn, før hun gik. Nogengange lå jeg og holdt rundt om hende og holdt så fast, jeg kunne. For jeg tænkte, at så ville jeg vågne, hvis hun rejste sig... Men når jeg så vågnede, var hun væk. Som regel blev jeg lidt bange, selvom der var lys tændt. Og som regel lagde jeg mig så til at sove igen - sådan efter hvad jeg husker? Jeg var jo ikke så gammel.
Men en nat hørte jeg nogen råbe: "Hjælp! Tyven kommer!". I min lille 3-årige verden, der var tyve meget, meget farlige. Men jeg tænkte... Det er bare fjernsynet. Min mor ser en farlig film i fjernsynet. Så jeg gik ind i stuen. Men stuen var tom og fjernsynet... Det var bare en sort skærm! Et meget slukket fjernsyn med en meget sort skærm og ingen mor! Jeg var bare mig. Lille og meget, meget bange helt alene hjemme. Og der skete det så! Lige der i en alder af 3 år gammel, tog jeg en meget vigtig beslutning: Jeg må klare det selv! Så det gjorde jeg...
Heldigvis - kan man sige - fik jeg hjælp af nogle voksne, der boede i samme opgang som os. Jeg kan ikke huske, at jeg gik ud i opgangen, men jeg kan huske, at jeg gik op og ned af trapperne for at finde hjælp, men jeg turde ikke rigtigt at banke på nogen steder. Jeg kan huske, at jeg tilsidst sad udenfor vores dør - helt deroppe på toppen - og græd og ønskede, at min mor kom hjem, eller at der var nogen, der ville finde mig. Jeg sad derude og græd og var meget, meget bange. Men der blev holdt fest længere nede - og der var nogen, der hørte mig og fandt mig. Heldigvis kendte hun mig og vidste, at min mormor boede i samme bygning, man skulle bare ud på gaden og ind i gennem gården. Det gjorde de så - de fulgte mig hele vejen ned til mormor. Trygge, gode mormor! Her var alt godt og trygt!
Siden da løb jeg altid ned til mormor, når min mor gik fra mig om natten. Men jeg turde ikke gå i gennem den mørke gård. Så jeg stod altid ude i porten og kaldte på hende, så hun kunne tænde lys i opgangen. Så spænede jeg alt hvad min små ben kunne holde i gennem gården og op til trygheden hos mormor.
Hvis man sådan tænker efter, så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg har det svært med natten og søvnen?
Men en nat hørte jeg nogen råbe: "Hjælp! Tyven kommer!". I min lille 3-årige verden, der var tyve meget, meget farlige. Men jeg tænkte... Det er bare fjernsynet. Min mor ser en farlig film i fjernsynet. Så jeg gik ind i stuen. Men stuen var tom og fjernsynet... Det var bare en sort skærm! Et meget slukket fjernsyn med en meget sort skærm og ingen mor! Jeg var bare mig. Lille og meget, meget bange helt alene hjemme. Og der skete det så! Lige der i en alder af 3 år gammel, tog jeg en meget vigtig beslutning: Jeg må klare det selv! Så det gjorde jeg...
Heldigvis - kan man sige - fik jeg hjælp af nogle voksne, der boede i samme opgang som os. Jeg kan ikke huske, at jeg gik ud i opgangen, men jeg kan huske, at jeg gik op og ned af trapperne for at finde hjælp, men jeg turde ikke rigtigt at banke på nogen steder. Jeg kan huske, at jeg tilsidst sad udenfor vores dør - helt deroppe på toppen - og græd og ønskede, at min mor kom hjem, eller at der var nogen, der ville finde mig. Jeg sad derude og græd og var meget, meget bange. Men der blev holdt fest længere nede - og der var nogen, der hørte mig og fandt mig. Heldigvis kendte hun mig og vidste, at min mormor boede i samme bygning, man skulle bare ud på gaden og ind i gennem gården. Det gjorde de så - de fulgte mig hele vejen ned til mormor. Trygge, gode mormor! Her var alt godt og trygt!
Siden da løb jeg altid ned til mormor, når min mor gik fra mig om natten. Men jeg turde ikke gå i gennem den mørke gård. Så jeg stod altid ude i porten og kaldte på hende, så hun kunne tænde lys i opgangen. Så spænede jeg alt hvad min små ben kunne holde i gennem gården og op til trygheden hos mormor.
Hvis man sådan tænker efter, så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg har det svært med natten og søvnen?
torsdag den 24. juni 2010
Crazy crazy
Se lige, hvad der er lige uden for mit vindue! Jeg elsker træer. Specielt når solen skinner. Så kan jeg bare sidde der og betragte solstrålernes leg ned gennem grene, kviste og blade - fantastisk!
Så ind i mellem kan det være lidt svært at koncentrere sig - til gengæld er det også helt fint lige at nappe en power-out-of-focus ind i mellem, når hjernen er ved at brænde sammen.
Det hele er lidt crazy for tiden... Alt for meget sker, synes jeg. Alt for mange ting ramler sammen oven i hinanden. Hvordan kan det være, at det ofte er sådan?
Så det er bestemt ikke fordi, jeg er tanketom for tiden. Næ nej, nok nærmere det modsatte. Til gengæld får jeg også afløb for en masse indebrændt vrede - og svar på en masse ubesvarede spørgsmål. Det er jo ikke helt skidt vel? For ubesvarede spørgsmål har jeg bare meget, meget svært ved at lægge på hylden eller i en af skufferne. De bliver ved med at rumstere rundt og banke på! Hvad bilder de sig egentlig ind?
Men har fået bestilt tid til kropsterapi! Det er ret stort faktisk! Er stadig ikke helt sikker på, hvad det er, men det finder jeg så ud af i næste uge - og selvom det skræmmer mig lidt, så synes jeg jo også, at det er sindsygt spændende!
Og! Nu er printeren færdig - så back to business :o)
Så ind i mellem kan det være lidt svært at koncentrere sig - til gengæld er det også helt fint lige at nappe en power-out-of-focus ind i mellem, når hjernen er ved at brænde sammen.
Det hele er lidt crazy for tiden... Alt for meget sker, synes jeg. Alt for mange ting ramler sammen oven i hinanden. Hvordan kan det være, at det ofte er sådan?
Så det er bestemt ikke fordi, jeg er tanketom for tiden. Næ nej, nok nærmere det modsatte. Til gengæld får jeg også afløb for en masse indebrændt vrede - og svar på en masse ubesvarede spørgsmål. Det er jo ikke helt skidt vel? For ubesvarede spørgsmål har jeg bare meget, meget svært ved at lægge på hylden eller i en af skufferne. De bliver ved med at rumstere rundt og banke på! Hvad bilder de sig egentlig ind?
Men har fået bestilt tid til kropsterapi! Det er ret stort faktisk! Er stadig ikke helt sikker på, hvad det er, men det finder jeg så ud af i næste uge - og selvom det skræmmer mig lidt, så synes jeg jo også, at det er sindsygt spændende!
Og! Nu er printeren færdig - så back to business :o)
onsdag den 23. juni 2010
Mormor igen
Her havde jeg håbet på, at skulle skrive alt muligt godt for i dag. I stedet er der bare sætninger, som... Udskrives i dag, ubehandlet brystkræft i gennem 9 år, nægtet behandling, bredt sig til hele skelettet....
Øv, hvor er jeg bare ked lige nu.
Øv, hvor er jeg bare ked lige nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)