Hun skal starte på skolen med det værste ry i NV- for næsten ikke at sige Kbh. Så jeg har haft meget store betænkeligheder. Men der bliver gjort meget for at vende det. Så beslutningen blev at give det en chance.
Ved indskrivning kunne man ovenikøbet ønske bestemte lærere - og ved klassesammensætningen bliver der i hvert fald taget højde for, hvilket fritidshjem børnene kommer fra. Det var hvad vi fik fortalt.
Men... Hvad vi ikke vidste var, at der fra børnehavens side indgives anbefalinger til hvilken børn, der kommer i klasse sammen - og evt. også hvilke børn, der ikke bør.
Freya er så blevet anbefalet at komme i klasse med sin gode ven Kaz. Hvilket jeg er rigtig, rigtig glad for. Ikke fordi de leger så meget sammen i fritteren, men fordi de føler sig meget trygge ved hinanden.
Ved indskrivning - før vi vidste alt det med anbefalinger. Da vi stadig troede, at de så på hvilke fritidshjem børnene kom fra. Ja, der havde vi så ønsket et bestemt lærerpar. For det var dem vi mødte til besøget i børnehaveklassen og de virkede rigtig søde og fortalte en masse ting, som gjorde mig lidt tryggere ved Freyas skolestart.
Men for et par uger siden, kom børnehavelederen og spurgte os, hvad vi prioriterede højest. At Freya og Kaz kom i klasse sammen - eller lærerønsket. Vi sagde helt klart Freya og Kaz i klasse sammen! (for det er også det Freya allerhelst vil - iflg. hendes eget udsagn efter lang overvejelse).
Og hvad sker der så? Jo, de sætter dem da i hver deres klasse!?!?!
Hvorfor i alverden så spørge os? Mødte så vores fantastiske børnehaveleder i morges (som lige var forbi selvom hun har ferie), og fortalte hende det. Det kunne hun ikke forstå - det måtte simpelthen være en fejl? For hun havde udtrykkeligt og personligt bedt skolen om at sætte de to i klasse sammen.
Hun ringede så for et par timer siden og fortalte, at nu havde hun været ovre på skolen, og Freya nu er kommet i klasse med Kaz... Og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Specielt at vores børnehaveleder har brugt tid på det i sin ferie :o) Jeg er bare rigtig ked af, at det hele skal starte med sådan nogen fejl....
Nå, men det var så en lang smøre, om noget som bare virkelig ramte mig - og selvfølgelig er der mange flere aspekter i det, end hvad jeg umiddelbart lige remser op her.
Men helt ærligt... Hvor er logikken henne i det hele?
Og måske er jeg også bare lidt nærtagende og sårbar for tiden?
Men udover det... Så har Freya og jeg bestilt skoletaske og penalhus. Det var meget svært at vælge, men Hello Kitty, du har gjort det igen! Som bonus kommer penalhuset med helt gratis.. Jo jo ;o)

- Billederne er sakset fra taskeeksperten.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar