Jeg er her! Eller nok mere bare noget, der ligner? Hverdagen har slugt mig! Hverdagen og den sårbare 7-årige og den "jeg-skal-og-vil-bestemme-alting-selv-ellers-laver-jeg-scenen" 4-årige.
Så jeg keder mig bestemt ikke! Heldigvis så aner jeg stadig små livgivende glimt ind i mellem. Som i dag, da jeg befandt mig i bilen et sted i mellem arbejde og hente mine børn, som bare ikke gider med fordi de-bare-lige-har-det-så-sjovt-og-hvorfor-kommer-du-også-allerede-nu-mor? Men ja, der sad jeg i min bil og ventede på grønt lys. Men i stedet for at stirre apatisk på det røde lys, blev mit blik fanget af det ældre ægtepar og fulgte deres gang hele vejen henover gaden. Han holdt hende så fint under armen og støttede hende ved albuen. Sådan et par, hvor man kan mærke livet og sukker lidt - på den gode, varme og lidt misundelige måde. Sådan et par, hvor rødt lys snildt kan glemmes. Men jeg glemte det ej. Øjeblikket var ovre og jeg susede videre, halsende efter hverdagen.
Hvor passer så plastikponyen så ind i det hele, spørger du måske? Egentlig ikke så mange steder, når det kommer til stykket. Men den er god at have i de 4-åriges krisetider. Afledningsmanøvre eller ren bestikkelse?
0 kommentarer:
Send en kommentar