Back to square one!

Sådan føler jeg det! Slået hjem! Gå tilbage til start... Ikke en ond cirkel, men en gigantisk elastik, som lader mig blive på det rette spor for en stund. Men på et tidspunkt bliver elastikken for stram. Det hele bliver for hårdt, og jeg ryger lige lukt tilbage til de dårlige - omend meget trygge og vante - handlemønstre og forsvarsmekanismer.

Men intet skidt uden kanel. For jeg får strukket elastikken bare en anelse mere for hver gang. Så der går længere og længere tid i mellem, at jeg mister taget og smækkes tilbage til start.

Så nu sidder jeg her. På start. Suk!
Ja ja, jeg skal nok komme videre før eller siden. Men i dag! I dag, der orker jeg det bare ikke.
Hele ugen har været præget af lidt ondt i halsen, lidt stoppet næse. I dag omkring frokost, der fik jeg så en helt afsindig trang til bare at lægge mit blytunge hovede ned på skrivebordet og bare sove, sove, sove... Smerter i nakken, svien i luftveje og øjne kom bare snigende og lagde sig nydeligt og ondskabsfuldt oven i alt det andet. Øv for sygdom og virus og alt det pjat.
I dag har jeg allermest bare lyst til at krølle mig sammen, spise en masse chokolade og vente på miraklet. Det mirakel, jeg udemærket godt ved ikke sker uden egen indsats. Men det skal nok komme. Bare ikke i dag.

Det ville være rart med en 5-6 seksere i træk. Fuld fart frem til mål. Men sådan fungerer det vist ikke?




Til gengæld har pigerne været søde og passet godt på deres mor. Jeg fik lov at kravle ind i sofahjørnet. Ikke længe efter sov Asta på min mave. Freya lå ved siden af og så "To på flugt" - to gange. I sådan en stund er det faktisk ikke så slemt at være sygdomsramt solomor.