Udenomsforklaringer?

Hvordan kan det være, at mange mennesker ikke kan respektere et nej? Altså sådan uden videre forklaring? "Jamen, det er da lige noget for dig!" og "Arh, kom nu!". Og alle de der velmenende vendinger, som mange gange gør mig rigtig skidt tilpas inden i. Når jeg ved, at det bare ikke ER mig. Når jeg ved, at jeg bare IKKE har lyst. Når jeg kan mærke at bare tanken gør mig lettere panisk eller overmåde træt.

Mit behage-gen gør, at det er meget svært for mig - sådan på et eller andet dårlig samvittighedsplan. Så jeg ender med at forsøge at forklare mig ud af det... Ovenikøbet er jeg begyndt at gøre et godt forsøg på at være meget åben og ærlig omkring det. Fx hvis jeg kan mærke, at det er noget, jeg bare ikke er klar til endnu. Desværre er det ikke altid, at det bliver mødt med særlig stor forståelse? Eller sådan føler jeg det! Så er det, jeg ender med at gøre det alligevel. Selvom det giver mig en lettere følelse af panik, angst og indestængthed. En trist følelse af at få trukket noget ned over hovedet... Hvorfor er det lige, at jeg ikke kan få sagt fra på en måde, så folk forstår det!? Er det mig eller dem, der fejler i kommunikationen?

Til gengæld er jeg da nået det skridt videre, at jeg gør mit bedste for at sige fra.

Hmm...?