De der sene timer

Nu sidder jeg her igen - og kan ikke finde ud af at komme i seng.
Det er altså ikke godt! Så lige om lidt - der går jeg i seng, men har lige lidt tanker, jeg skal af med først.

Altså! Livet er for kort til dårlig chokolade!
Tænk engang! At den sætning kan indeholde så meget. Mit mantra, som jeg fandt på en af overkøjens lameller på Livø. Faktisk lige på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for det. Et tidspunkt, hvor jeg igen var ved at blive hvirvlet ud i et spind af usikkerhed og tvivlen. Kiggede op - og der stod det. Ovenikøbet stavet med å, som i kårt! Fantatisk!!!

Jeg er blevet opmærksom på, at for mig er kærlighed forbundet med smerte og sorg. Dvs. det var, for sådan skal det ikke være mere. Livet er nemlig for kort til dårlig chokolade.
Før forsøgte jeg ihærdigt og stædigt at ændre ting, som ikke stod sig til at ændre - og blev ved med at blive såret i min egen usikkerhed. Men det er slut. Kærlighed skal ikke komme med smerte.

Jeg gør fremskridt - og jeg kan!
Godnat og sov godt :o)

Wohoo!!!

Meget er sket i denne uge!

De to største ting var Freyas første skoledag i tirsdags! Min lille pige er blevet stor!
Her er hun klar parat til at tage afsted.



Og hun har haft en dejlig skoleuge - efter, hvad hun selv fortæller i hvert fald :o)

Og i dag tadaaaa!!! Kørte jeg pigerne hjem til far - og de skal blive der til i morgen. Det gør mig bare SÅ glad! Pigerne var så glade, da vi kom derhjem, og far stod ude på fortovet og ventede på dem. Han så også meget bedre ud, end han har gjort længe. Hvor jeg dog så inderligt håber, at det fortsætter den vej for ham - og for pigerne og mig.

Stakkels Freya - stakkels mor

Jeg er drænet.... Lige for tiden tager Freya desværre nogle ordentlige tude-/skrigeture... Og det kan være noget nær hvad som helst, der kan starte dem.
Og jeg aner ind i mellem VIRKELIG ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, og samtidig har jeg også Asta, der skal tages hensyn til. Her til aften tog det hende en halv time at få raset færdig... Og nu sidder jeg bare her og er SÅ ked af det på hendes vegne. Det er hårdt at se sit barn være så frustreret uden at være helt sikker på, hvad det er, der går hende på? For det er jo ikke bare fordi, hun ikke får læst godnathistorie, eller fordi hun lige må vente 5 min. inden, vi tager op til fritteren.

Min lille pige...

Og så var vi i Søndervig

Forlænget weekend og ferielejlighed med gode venner lige ved siden af Vesterhavet.
Strand, badeland, Legoland, trampoliner, Sangria, 12-terningers yatzy, små elbiler....
Dét var en skøn, skøn tur!

En modig kvinde

Det er mig!
For jeg tager da lige begge piger med i Fields. Og ja, det kræver både mod og en stor portion tålmodighed.

For Freyas Marie trænge til at blive syet i ryggen - stakkels lille, lilla Marie. Så det må vi hellere få gjort. Og så kan vi jo lige finde en madkasse, der passer - og den der blyantspidser, der mangler i det nye penalhus - og en ny, fin kjole. For sådan en skal der jo til, når nu én skal starte i skole på tirsdag.

Vi vover pelsen...

Hjemmelavet pasta

I dag fik vi støvet pastamaskinen af. Den havde gemt sig lidt for længe helt inde bagerst på nederste hylde. Så i dag skulle det være.
Freya havde helt styr på håndsvinget, og har allerede sikret sig, at vi også skal have hjemmelavet pasta i morgen - eller i hvert fald gjort forsøget på at sikre sig.

Det blev til ravioli med spinat, parmesan, frisk mozzarella og lidt krydderier. Æstetisk mangler der nok stadig lidt øvelse - men mums!!! Hvor smagte de godt!



Og nu skal jeg i seng!!!! For hvor er jeg dog bare træt efter denne drænende dag..

At kæmpe i søvne og i livet

Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg drømmer, jeg sover.
Men vågner og er bange og vil tænde lyset, men det kan jeg ikke. Det er en kamp uden lige, for hele min krop sover, og jeg kan ikke rigtig bevæge mine arme. I min drømmende tilstand ved jeg så, at jeg drømmer, og jeg bliver derfor nødt til at vække mig selv, hvis jeg skal have tændt lyset. Så jeg kæmper endnu mere. Kæmper for at få løftet mine arme og sætte mig op, så jeg kan vågne - altså vågne rigtigt. Det lykkedes som regel til sidst. Jeg får vækket mig selv og tændt lyset, så drømmen, frygten og mørket kan blive jaget på flugt af lyset.

Men selvom det er lang tid siden, jeg har haft den drøm, så føler jeg det ofte på samme måde i livet. Jeg vil gerne bryde ud af de onde cirkler, men det er en kamp, for jeg ved ikke helt, hvordan jeg får brudt dem. Det er som om, jeg bliver nødt til at vække mig selv først - ligesom i drømmen. Jeg ved bare ikke hvordan?

I dag er en af de seje dage. Det er en kamp at komme ud af sengen. Det er en kamp at komme i tøjet Det er en kamp at få pigerne ud af døren. Alting er en kamp. Jeg forsøger med en masse positive tanker, finder det gode musik osv osv.. Men det hjælper ikke rigtigt. Det tunge, dystre og skræmmende bliver ved med at bryde i gennem. Til sidst giver jeg op og slår autopiloten på.

Hurra for min autopilot, ellers var jeg ikke komme ud af sengen endnu...

Der er så mange ting

... jeg ikke forstår? Andre folks meninger og handlinger, som jeg påtager mig følelsesmæssigt ansvar for. Det påvirker mig ofte i en grad, som det slet ikke burde. Så jeg bliver usikker og tvivler på mig selv.

Jeg tænker at i lige netop de tilfælde burde jeg måske lære at forholde mig praktisk, for andres handlinger og meninger kan jeg ikke tage ansvar for - og så i stedet forholde mig følelsesmæssigt til de ting, som jeg burde...

Hvor skal jeg dog begynde...?

Af uransagelige årsager kunne jeg ikke sove, så efter kun tre timers søvn drog vi afsted mod smukke Livø. Det var d. 17. juli. Den lånte GPS gik i sort, Asta skulle tisse - og så alligevel ikke, men afsted det kom vi. Nåede ovenikøbet den planlagte færge. Så endelig... Næste stop Livø.



En skøn uge med skønne mennesker på den skønne ø. Pigerne elsker det - og har allerede sikret sig, at vi skal afsted igen næste år. Jeg lader billederne tale for sig selv.

Endelig Livø!

Endelig! Endelig er vi her! På smukke Livø :)